Forsættelse af mit første blogindlæg: http://www.girltalk.dk/bloggen/?p=258

Der kan være virkelig mange forventninger til hvordan vi piger skal være og opføre os for at være perfekte og gode piger. Mine sidste to eksempler er “den gode veninde” og “den gode kæreste”

Den gode veninde, det ønsker alle piger vel at være, men det kan være svært at gøre alle glade. Når man selv er begravet i eksamensangst, kærestesorger, eller total forvirring over hvad man med sit liv, så er det ikke særlig let at være der 100 % for sine veninder.
Man skal være sød, ærlig, men stadig ikke fortælle sin veninde at hun ser tyk ud i den der kjole. Man skal bakke op om hendes kæreste og kunne lide ham, lige gyldig hvad man egentlig synes om ham – og selvfølgelig være klar til at give hende ret i hvor stort et svin han var, hvis han så går fra hende.
Og endnu værre: hvad hvis man slet ikke har nogle gode veninder?
Eller den eneste veninde man har, har så mange andre, at man nogle gange bliver glemt?
Måske har man to virkelig gode veninder, som desværre er blevet uvenner. Og den ene bagtaler altid den anden når hun ikke er der. Hvordan kan man være der for dem begge to, hvis de hele tiden taler grimt om hinanden? Det kan være meget svært at stå i mellem to veninder.

Den gode kæreste – puha det kan være mange ting.
Nogle fyre forventer at man bare er lækker, holder kæft og vil have sex hele tiden.
Andre fyre er mere forsigtige og tør måske knap nok at bede om noget.
Heldigvis er der tusindevis af drenge og mænd (og piger for den sags skyld) i mellem de to ekstremer!
Det kan også være at din kæreste forventer at du altid står til rådighed, når han har lyst til at ses, men at han lader dig sidde og vente i timevis uden at svare på dine opkald, når I har en aftale. Måske forventer han at du har et mindst lige så højt uddannelsesniveau som ham, og ville aldrig “tage til takke” med en tømrer eller en pædagog. Eller endnu værre: måske holder han dig nede, af frygt for at du skal blive klogere og rigere end ham når I bliver ældre.

“I unge har så mange muligheder, den gang jeg var på din alder…”
Du har sikkert hørt det før, og alligevel generer det dig hver eneste gang.
Det kan godt være at vi har mange flere muligheder, når det kommer til job, uddannelse og et sted at bo, end generationerne før os. Det betyder til gengæld at der er så mange åbne døre foran os, at det kan være svært at overskue hvilke, der overhovedet er værd at se nærmere på. For ikke at tale om hvilken dør man rent faktisk skal vælge.

Måske behøver vi slet ikke leve op til alle de forventninger?
Måske skal vi bare være vores egen pige, og være glad for den pige?
I det hele taget tror jeg at man skal være ærlig overfor sig selv og turde vise hvem man er. Hvad enten det er overfor sin mor, sine nye klassekammerater eller én man er forelsket i. For at være en god veninde, eller en god kæreste, er man nødt til at være åben, men at kende sine grænser.
Jeg tror at der er lige så mange måder at være en god kæreste på, som der findes par fordelt over hele kloden. Hvert eneste forhold i verden er forskelligt.
Når det kommer til hvad man vil med sit liv, så er det helt i orden at tage chancer. Jeg tror at det vigtigste er at man har en god følelse i maven, at man prøver sig frem og ikke er bange for at indrømme sine fejltrin.
Det kan være svært at acceptere det, men lige gyldigt hvad, så kan vi ikke være perfekte hele tiden. Lige meget hvor meget vi prøver, kan man ikke være god til alting – og det er helt okay.
Så hvis I sidder derude og er lidt forvirrede og tænker over hvad I skal stille op med jeres liv; om I nu også er dygtige nok i skolen, gode nok ved jeres familie, dejlige nok til at være nogens kæreste, eller søde nok til at have en god veninde – så skal I vide at så længe man gør det så godt som man kan, så er der sgu ingen der skal komme og sige at man ikke har gjort det godt nok!

Kærlige hilsner
//Krit

Jeg tror at alle unge piger i dag føler at der ligger et pres på dem. Måske ikke et stort pres, men alligevel ligger det altid i baghovedet: du skal helst være perfekt. Hele tiden får man at vide hvordan man skal opfører sig, hvordan man skal se ud, hvad man skal bruge sit liv på og samtidig skal man være den gode datter, den gode veninde og måske den gode kæreste. Og man skal oven i købet leve med alle de forventninger – i mens man oplever hvordan ens krop, ens stemme, ens interesser og holdninger hele tiden forandrer sig i et stort virvar af tanker, hormoner og følelser.

Nej, let det er det ikke.
Mors pige, fars pige, den dygtige pige i skolen, den gode veninde, den søde, smukke kæreste, hende med de mange muligheder… You name it.
Nogle gange kan det godt føles som om at ens egen krop, hjerne og følelsesregister bare ikke kan formå at dække alle de forskellige facetter af den pige, som verden forventer at man skal være.

Mors pige skal helst være sød, glad og smilende hele tiden. Høflig og dygtig er bestemt også et plus. Man skal ikke være for langt fremme i skoene, hverken i forhold til da mor var ung eller i forhold til hendes venindes døtre. Man skal heller ikke komme bagud, for så bliver mor først bekymret. Det er en knivsæg at balancerer på, og man ved aldrig helt hvornår man tager et skridt, for langt ud til den ene side.

Fars pige har jeg lidt sværere ved at definere. Jeg tror at hvis man skal være en rigtig god fars pige, så skal man være dygtig i skolen, klæde sig anstændigt og være pæn og præsentabel det meste af tiden. Man skal helst ikke være for meget i byen og slæbe for mange drenge med hjem, for det passer sig ikke for en ung dame, og så skal man vide hvad man vil med sit liv og tage en god uddannelse.
Måske er det bare mig der har fordomme, men jeg tror at min egen far helst ville have at jeg skulle være sådan. I stedet endte han med en pige, der ganske vidst var dygtig i skolen, men slæbte en hel del drenge hjem (venner såvel som kærester), fik huller på knæene – og i læben og ørerne – og begyndte at gå i punker tøj. Og allerværst: jeg droppede ud af gymnasiet to gange før jeg endte med at få min HF eksamen.

Den dygtige pige i skolen. Det ønsker de fleste nok for deres døtre, men er det nu også nemt at leve op til det? Lige meget hvor meget man knokler er der ting man har svært ved. Jeg er for eksempel skrækkelig dårlig til matematik, og så er det svært at gå til eksamen, uden at få præstationsangst. Jeg kom hjem med et 6 tal fra min eksamen og var sønderknust, selvom jeg godt vidste at jeg havde svært ved det fag.
Hvis man er dygtig i skolen, og er vant til at få høje karakterer og gode udtalelser for alt hvad man laver, så ligger der et endnu større pres på én, fra familie og venner.
Og hvad hvis man slet ikke er den boglige type, men det man er allerbedst til er at tegne, spille musik, synge, danse, lave smykker, ride, eller at tage sig af andre eller af dyr? 
Så er det endnu sværere at leve op til forventningerne om at være dygtig i skolen!

Jeg har endnu flere tanker og fordomme om det at leve op til at være den gode pige. Så jeg skriver videre på emnet senere på ugen.
Men jeg håber meget at I vil læse det her og evt. fortælle hvordan I har oplevet at I skulle leve op til at være en god pige.

//Krit

Alle mennesker har både gode og dårlige dage. Hvilket er HELT normalt. Så don’t worry

Spørgsmålet er, hvad man gør med de dage, hvor det ikke er lige så let at smile ægte, og hvor solen ikke skinner så meget, som man kunne ønske sig. Jeg ved ikke, hvordan din dag har været, men min dag har været “en af de der dage”.

Jeg eeeelsker at læse forskellige blogs, hvor der hele tiden sker noget nyt Og specielt på dage som denne er der en blog, jeg læser rigtig meget på. Den har jeg lyst til at dele med jer.

Bloggen hedder  ”1000 awesome things” (1000 fantastiske ting), og handler hver dag om en af de der små dagligdagsting, som vi glemmer at sætte pris på, men som bare er helt fantastiske. Hjemmesiden tæller ned fra 1000 og poster en ny ting hver dag. Og man tænker: “Findes der virkelig så mange små fantastiske ting?” – men der har jeg bare at sige “JA”.. Hver ting jeg læser derinde, får mig til at trække på smilebåndet, for – ja det er virkelig nogle fantastiske ting.

Et par eksempler kunne være:

“When those fake flowers turn out to be real” (Når fake blomsterne viser sig at være ægte)

“Being next in line” (At være den næste i køen)

“When your plugged up nostril just suddenly opens up with no warning” (Når du pludselig kan få luft gennem dine stoppede næsebor)

“Staying up so late, that everything becomes funny” (Blive oppe så længe om aftenen at alt bliver sjovt)

Tjek selv flere ud her:

http://1000awesomethings.com/

Enjoy. Det gjorde min dag lidt bedre, jeg håber det har samme effekt for dig!

/Penille

Siden mit sidste indlæg, har jeg tænkt lidt. Det at tænke, er i det hele taget ret meget overskriften for, hvad jeg laver lige for tiden. I’m thinking about thinking. Det gør mig en lille smule skør, så undskyld på forhånd, hvis det her indlæg bliver lidt usammenhængende.

Nå, men anyway. Jeg var til et foredrag på min skole om identiteter, hvor jeg fandt ud af, at vi allesammen har flere identiteter. Og selvom det måske virker indlysende, så er det først nu, jeg rigtig har fattet det. Man snakker altid om “ens identitet”, som noget vi har, og som er det vi “er”, men vi er åbenbart en sammensmeltning af mange forskellige identiteter.

For eksempel har vi en social identitet, som vi bygger op gennem de oplevelser vi får i relationen til andre. Nå vi oplever, vi gør nogle glade, eller når vi oplever at vi lykkes med et eller andet i forhold til andre, så bliver vores sociale identitet, at vi er “hende der, der får andre til at smile” eller “hende, der er god til et eller andet”.

Og så er der vores funktionelle identitet – altså det vi gør. Jeg er “hende, der går i skole”, “hende, der arbejder på Girltalk” osv.

Og så er det jeg tænker… Hvis det virkelig er de ovennævnte ting, der er afgørende for, hvem vi er, og hvad vores identitet er – så bestemmer vi det jo faktisk udelukkende selv. Jeg kan selv bestemme, om jeg vil være hende, der gør andre glad, og jeg kan selv bestemme, om jeg vil være hende, der er den gode studerende og hende, der arbejder på Girltalk. Vi bestemmer altså selv, hvem vi er og dermed også, hvor godt vi har det med os selv.

Moralen med dette indlæg må blive, at understrege, hvor vigtigt det er, at de ting vi gør, er nogle vi selv kan stå inden for. For de ting vi gør, og de ting vi er i forhold til andre, er de ting, der udgør vores identitet. Og hvis vi ikke selv kan stå inden for de ting vi gør, ender det med, at vi heller ikke kan stå inden for vores identitet, og den vi er. Og så er det immervæk ikke sjovt, at skulle leve i sin egen krop, hvis man ikke kan lide, den person man er.

Jeg tror jeg vil blive bedre til kun at gøre ting, jeg selv kan stå inden for, og så sige fra over for alt andet. Aldrig skal nogen have lov til at presse mig til at gøre noget, jeg egentligt ikke synes er fedt, når det i sidste ende kan have så stor betydning for, hvordan jeg ser mig selv.

Det var lidt søndagstanker om identitet(er). Hvad tænker I om det?

<3 Nadia
Update på ham der fyren, der efterhånden har gjort mig kuleskør, får I næste gang jeg har bloggen. Så er der nok sket noget mere Ha det skønt så længe!

Okay. Jeg kan ligeså godt indrømme det. Jeg er 24 år og jeg har fået en identitetskrise. Det er fanme længe siden jeg har været så f****** frustreret som jeg er nu!

Det her bliver mit mest ærlige indlæg til dags dato, men jeg har selv fået meget ud af at skrive det, så jeg tænker, at I måske kan få samme øjenåbner som mig.

Min identitetskrise kommer sig af, at jeg har prøvet noget helt nyt. Noget, der gør, at jeg har set en helt ny side af mig selv. Jeg er blevet forelsket. For første gang. Og jeg er pisse hamrende bange.

Ja, det burde være dejligt at være forelsket ikke? Eller, det havde jeg i hvert fald forestillet mig, at det ville være. Det er det på ingen måde. Det eneste, jeg kan tænke er ”nu svarer han ikke, han ser sikkert en anden pige”, ”hvorfor sluttede beskeden ikke med ’kys’, som de andre – er han sur?”, ”det er sikkert kun et spørgsmål om tid, før han ikke gider at ses mere”, ”i går skrev han to beskeder, uden jeg skrev til ham. I dag har jeg ikke hørt noget. Måske kan han ikke lide mig alligevel” ….. ARGHHHH! Jeg kan ikke være i mit eget hoved for tanker.

Alt det her, som burde være så dejligt, og som jo også til dels er det, har resulteret i, at jeg konstant er bekymret og vågner hver morgen med en hård knude i maven, der gør mig konstant trist. Jeg er skrøbelig, tuder hele tiden over dumme ting, og kan ikke glæde mig over de ting, jeg normalt glædes ved. Jeg kan kun tænke på ham, ham, ham.

Det er så FRUSTRERENDE!

Alt det her har resulteret i, at jeg har spurgt mig selv: ”Nadia, gode gamle Nadia, der altid er glad, optimistisk og stoler på sig selv – hvor er du?”

… svaret blev… ”Jeg ved det ikke”. Og det er faktisk det værste af det hele.

Jeg er nu blevet enig med mig selv om, at grunden til, jeg ikke kan slappe af, og stole på, at denne her fyr vil mig, som han faktisk giver udtryk for er, at jeg har glemt, hvem jeg er. For når jeg ikke ved, hvem jeg selv er og hvad jeg står for, hvordan kan jeg så forvente og tro på, at andre kan elske mig? Altså, når jeg ikke engang selv ved, hvem jeg er – hvordan skal han så kunne se, og holde af det/den jeg er?

Okay – vi tager den lige til et lidt mindre filosofisk plan. Da jeg ikke kunne svare på, hvor ”Nadia” er, blev mit næste spørgsmål; ”Hvem er Nadia egentligt?”.

Mit svar blev, Nadia er:

Hende, der klarer sig godt i skolen.
Hende, der har overskud til at have tre studiejobs.
Hende, der er glad og altid har tid og overskud til sine veninder.
Hende, der er smilende, og som er god til at lytte.

Kan I se, hvad fællesnævneren er?

Fællesnævneren er, jeg definerer mig selv ud fra, hvad jeg gør og hvad jeg kan. Men hvad er Nadia egentligt bag ved skolen og bag ved alle jobbene? Hvad er jeg uden det?

Efter lang tænketid er jeg kommet frem til følgende:

Nadia er viljestærk.
Nadia er vedholdende.
Nadia er varm.
Nadia er overskud.
Nadia er betænksom.
Nadia er vedholdende.
Nadia er sej.
Nadia er selvsikker.
Nadia er accepterende.
Nadia er elskende.
Nadia er ærlig.
Nadia er.

Jeg havde helt glem, alle de ting, jeg er, fordi jeg havde bildt mig selv ind, at det er op til andre mennesker, som fx den her fyr, eller op til beskæftigelser, som fx min skole eller mit job at definere hvem jeg er, og hvor meget jeg er værd. Faktisk fik jeg den tanke, at hvis jeg ikke havde skole eller de tre jobs, så ville jeg ikke være noget værd. Så ville jeg jo bare være. Er det nok?

JA!

Jeg har hermed lovet mig selv, for evigt at stole på, at jeg er unik, elskelig og nok bare ved at være. Nadia er! Og det er alt jeg behøver for at være den Nadia, som JEG så godt kan lide.

Og hvis andre ikke kan lide den Nadia, så er jeg da hamrende ligeglad – for det kan jeg!

Det har virkelig været en svær øvelse for mig, at definere mig ud fra, hvad jeg bare er – uden at definere mig ud fra ting jeg gør. Men det har været så fedt og lærerigt, og derfor får I nu samme svære opgave:

Hvem er du? Hvem er du, når du skræller dine fritidsbeskæftigelser, skole, job osv fra? Hvem er du, når du bare er? Og tør du stole på, at det er nok?

<3 Nadia