Kære søde dig <3
Tusind tak for dit brev! Hvor er det bare modigt af dig at skrive ind til os. Jeg vil svare på dit brev, så godt jeg kan <3
Først vil jeg gerne berolige dig: Ud fra det, du fortæller, lyder det ikke som om, du kan være gravid. For at blive gravid skal sædceller komme ind i skeden, og det sker typisk ved sex, hvor sæd kommer ind i kroppen. Man kan ikke blive gravid af at bade i et badekar, også selvom der skulle have været sædceller i vandet. Sædceller kan ikke leve på den måde i et badekar og kan ikke svømme gennem badevand og ind i kroppen.
Det er også helt normalt, at menstruationen kan være uregelmæssig, især når man kun har haft sin menstruation i omkring et halvt år. Kroppen er stadig ved at finde sin rytme, og nogle gange kan der gå længere tid mellem menstruationerne. Ting som stress, bekymringer, ændringer i hverdagen, søvn eller bare kroppens udvikling kan også påvirke, hvornår menstruationen kommer.
Jeg kan godt forstå, at du bliver bekymret, når din menstruation ikke kommer som forventet. Måske kan det hjælpe at minde dig selv om, at din krop stadig er ved at lære sin cyklus at kende <3
Hvis din menstruation bliver væk i længere tid, eller hvis du bliver ved med at være bekymret, kan du altid tale med en voksen, du føler dig tryg ved, eller en læge.
Jeg håber, at mit svar har givet dig lidt ro <3 Husk at du altid er velkommen til at skrive ind igen eller kontakte GirlTalks
chatrådgivning, hvis du har behov for at snakke mere om det eller om noget andet <3