Kære søde Lea,
Først vil jeg mega gerne sende en kæmpe krammer din vej. Hvor er jeg glad for, at du skrev ind til os, selvom det er under nogle virkelig svære omstændigheder. Det gør mig meget ondt, at du har mistet din mormor. Kræft er en meget frygtelig sygdom…
Det lyder på dit brev som om, at det hele er gået langsomt med sygdommen men alligevel mega hurtigt. Derfor giver det også meget god mening, at du er i chok lige nu. Det som er sket er voldsomt og føltes livsomvæltende, derfor kan ens krop også godt reagere på det som er sket. Det kan være helt normalt i sådanne situationer, at ens krop ryster. Mit bedste råd til rysten i kroppen vil være at trække vejret helt ned i maven <3 Ind igennem næsen og ud igennem munden
Jeg forstår godt at det kan virke svært at leve sit liv uden mennesker som betyder meget for en og som har været der hele livet. Og lige nu prøver du måske bare at forstå, at din mormor, som har været en vigtig del af dit liv, ikke længere er her. Men du behøver ikke vide, hvordan du skal leve dit liv uden hende. Ikke i dag. Måske heller ikke i morgen. Når man mister et menneske, man elsker, kan det føles helt umuligt at forestille sig en hverdag, hvor personen ikke længere er en del af den. Men du behøver ikke finde ud af resten af dit liv lige nu. Lige nu må det være nok bare at være dig og tage det stille og roligt.
Men det er også vigtigt for mig at sige, at jeg håber, du ved, at du ikke er alene om sorgen. Du skriver selv, at du har din mor, lillebror, kusine og resten af din familie omkring dig, og måske har I lige nu allermest brug for bare at være sammen og være kede af det sammen. Du behøver ikke finde de rigtige ord eller være stærk for nogen andre. Det er helt okay at græde, være stille, være vred, være forvirret eller slet ikke kunne mærke noget. Sorg kan se ud på mange forskellige måder, og der er ikke én rigtig måde at sørge på.
Og selvom din mormor ikke længere er her på den måde, hun har været før, så forsvinder minderne ikke. Og selvom minderne kan være svære at tænke på, så håber jeg også, at du sammen med din familie kan snakke om alle de gode minder I har haft sammen med din mormor, for det er vigtigt at huske på det gode og nyde de øjeblikke sammen. Husk din mormor er stadig en del af dig selvom hun ikke er her fysisk.
Da jeg mistede min mormor for nogle år siden, der så jeg et citat, hvor nogen sammenlignede sorg med glimmer, og det synes jeg selv var mega fint og hjalp mig med at forstå sorg lidt bedre. Du kender det måske, men når man har brugt glimmer, så sidder det overalt: på ens hænder, i håret, i lommerne på ens tøj og på gulvet. Sådan føltes sorg også i starten er den overalt, alle steder man kigger hen og er, så bliver man ked af det. Og det kan komme ud af det blå. Man prøver at rydde op og fjerne glimmeret, og nogle gange virker det næsten som om, at det er helt væk og ens hverdag føltes normal igen. Men pludselig så ser man et billede eller hører en sang og så dukker glimmeret op igen. Det jeg prøver at sige, det er, at glimmeret og sorgen forsvinder nok aldrig helt, men det er også helt okay. Glimmeret minder os også om et menneske vi holder af, elsker, savner og alle de gode minder der følger med. Sorgen forsvinder nok aldrig helt. Men med tiden forandrer den sig. Den bliver mere stille og fylder ikke nødvendigvis på samme måde. Man lærer at bære den med sig. Men den minder os om den kærlighed vi har til det menneske, som vi har mistet.
Så kære dig – husk lige nu kan det hele føltes overvældende og trist, og det er helt okay. Men husk også at du ikke er alene. Træk vejret. Hold om dem, du holder af. Lad tårerne komme, hvis de kommer. Jeg sender dig i hvert fald en masse kærlighed og de varmeste tanker. Hvis du har brug for nogle at snakke med, så har vi hos GirlTalk også en chatrådgivning. Her er der altid nogen klar til at snakke: Chatrådgivning <3
Kærlig hilsen Klara <3