Projektkoordinator søges til GirlTalk Fællesskaber 

Vil du være med til at skabe bedre pigeliv og udbrede og etablere GirlTalk Fællesskaber på Fyn? 

Er du optaget af mental sundhed og trivsel blandt unge? Trives du med at koordinere og sikre en stabil og struktureret drift? Så er GirlTalk’s deltidsstilling som projektkoordinator med tilknytning til vores område Frivillighed og Indsatser måske noget for dig.  

Vi søger en projektkoordinator til vores lokalafdeling på Fyn, som tilknyttes indsatsen GirlTalk Fællesskaber og primært skal varetage opgaver ift. indsatserne EmpowR og Sisterhood. Som projektkoordinator skal du sikre en solid drift og koordinering, have et godt overblik og være god til at holde styr på kommende opgaver i vores årshjul.  

Dagligdagen i GirlTalk vil være præget af mange forskellige typer af projektrelaterede opgaver, og du skal være klar på at ’smøge ærmerne op’ og tage fat der, hvor der er brug for det.   

 

Arbejdsopgaver

Dine hovedarbejdsopgaver vil være koordinering og andre projektrelaterede opgaver. Det betyder at dine opgaver blandt andet indebærer:   

- At sikre en stabil og professionel drift og koordinering af EmpowR  og Sisterhood på Fyn. Herunder bl.a. rekruttering af deltagere, screening til indsatserne, koordinering af forløb i vores interne IT-system, planlægning af infosamtaler, pakning af materialer mm.  

- Bidrage til at få nye indsatser integreret og professionelt drevet – understøtte indsatserne administrativt og få udarbejdet flere klare procedurer. 

- At bidrage til løbende dataindsamling og evaluering af EmpowR og Sisterhood.

- Opgaver relateret til at udbrede kendskabet til indsatserne, herunder oplæg for fagfolk, materialeudvikling, opfølgning mv. 

- Koordinerende opgaver relateret til GirlTalks Forældreforedrag og Ung til Ung foredrag. 

- Understøtte driften af lokalafdelingen i Odense. Herunder f.eks. planlægning af sociale frivilligarrangementer, indkøb til aktiviteter mm. 

- Samarbejde med det øvrige sekretariat om opgaver relateret til GirlTalk’s formål og virke.

 

Dine opgaver vil blive tilrettelagt i tæt samarbejde med teamet i Frivillighed og Indsatser og i særdeleshed med de øvrige ansatte på kontoret i Odense. Frivillighed og Indsatser er fordelt på alle GirlTalk’s lokationer i Danmark, og i det daglige vil du referere til GirlTalks områdeleder i Lokalafdelingen på Fyn. Din personaleleder vil være én af GirlTalk’s programchefer i Frivillighed og Indsatser. 

 

Din profil

Du har gerne erfaring fra en lignende stilling med stort fokus på drift og koordinering – evt. som studentermedhjælper. Du har forståelse for at samarbejde med kommunale og eksterne aktører, og er god til at være opsøgende. Du har flair for og erfaring med projektarbejde og trives med at arbejde online og i forskellige IT-systemer. Du holder af at koordinere og nyder at arbejde struktureret og det falder dig naturligt at tage initiativ. Og så er du en stærk kommunikator på skrift og mundtligt – og er vant til eller har mod på at præsentere foran en stor flok. 

Du har et højt humør og trives i en hverdag, hvor der i perioder er mange bolde i luften i forbindelse med opstart af EmpowR og Sisterhood. 

Det er et plus, ikke et krav, hvis du har kendskab til at samarbejde med kommunale indsatser.  

 

Om GirlTalk

GirlTalk er en nonprofitorganisation, som arbejder for at forbedre piger og unge kvinders vilkår i Danmark. Dette gør vi gennem en række rådgivnings- og undervisningsaktiviteter, kampagner og public relations-aktiviteter. GirlTalk har i dag 30 ansatte fordelt på fire lokationer, med hovedkontor i København og lokalafdelinger i Aalborg, Aarhus og Odense.

Den store ressource i GirlTalk er de mange frivillige, som lægger mange timer i arbejdet. Vi har omkring 400 frivillige tilknyttet på forskellig vis. Læs mere om GirlTalk og vores indsatser her og her.

 

Om rammerne for stillingen samt ansøgningsprocessen

Ansøgninger sendes til job@girltalk.dk

Ansøgningsfrist er torsdag d. 12. februar 2026. Samtaler forventes afholdt d. 19. og d. 24. februar 2026. Ønsket opstart hurtigst muligt og senest 1. april 2026. 

Stillingen er rammesat til 20 timer om ugen (fordelt på 3-4 dage ugentligt). Stillingen er tidsbegrænset til 2 år.  

Har du spørgsmål vedrørende stillingen, kan du skrive en mail til Områdeleder, Cecilie Friis på cecilie.friis@girltalk.dk. Vi besvarer alle henvendelser hurtigst muligt.  

Vi opfordrer alle kvalificerede, uanset køn, seksuel orientering, etnisk baggrund, alder, religion og handicap, til at søge stillingen.