Nyheder

GirlTalk

27 maj 2026

Nyheder

Podcast: Mit yngre jeg med Esben Dalgaard

Hvad tager man egentlig med sig fra sine forældre – når livet pludselig ændrer sig for altid?

I den nyeste episode af Mit Yngre Jeg ser skuespiller Esben Dalgaard tilbage på sin ungdom, hvor han rejste til Spanien for at arbejde som entertainer og jagtede solen, friheden og det ubekymrede liv.

Han fortæller om en tryg opvækst med plads til at være sig selv, prøve ting af og fejle undervejs. Og om de små sætninger fra barndommen, der nogle gange bliver hængende resten af livet.

Som barn deltager Esben i TV-programmet Sportslørdag, hvor man kunne indsende månedens bedste fodboldmål. Hans bidrag vinder ikke – men bagefter siger hans far noget, han aldrig har glemt:

Bare fordi det ikke var dit mål, der vandt, kan det stadig være det bedste mål for dig.
- Esbens far

En enkel sætning, der siden har fulgt ham gennem livet.

I dag ser Esben anderledes på mange ting. For fem år siden blev han erklæret uhelbredeligt syg med kræft, og i samtalen reflekterer han over, hvad der egentlig betyder noget, når livet ikke går som planlagt.

Han taler også om ønsket om at give sine egne børn den samme tryghed og rummelighed, som han selv voksede op med. Om at turde lade sine døtre prøve ting af, slå sig lidt og finde deres egen vej – samtidig med at være der som voksen.

Undervejs deler Esben også sin bekymring for den rolle, mobiltelefoner og sociale medier spiller i mange unges liv i dag. Særligt overvågningen på sociale medier og følelsen af konstant sammenligning fylder hos ham som far.

Til sidst i episoden får Esben en hemmelig hilsen fra sin datter, som sætter samtalen i perspektiv. Her fortæller hun om en sætning fra sin far, som hun selv bærer med sig:

“Himlen er altid blå.”

Episoden er en fin påmindelse om, hvor stor betydning voksne kan have – også gennem de små ting, de siger igen og igen. Og om, at unge ofte tager mere med sig, end man tror.

Lyt med til episoden af Mit Yngre Jeg her.

Podcasten er produceret i samarbejde med Alt for damerne og er en del af GirlTalks indsats Stærkere voksne – stærkere unge, som sætter fokus på betydningen af nære voksne i unges liv.

Umbraco.Cms.Core.Models.Blocks.BlockGridModel


Filtre

Vil du vide mere om:

  • Venskaber og familie
  • Krop og sex
  • Selvværd
  • Kærlighed
  • Skole og uddannelse
  • Trivsel
  • Andet