Nyheder

GirlTalk

Nyheder

Nye EmpowR-hold starter op – hjælp en pige i dit liv til bedre trivsel

I de kommende uger starter GirlTalks EmpowR-fællesskaber op for piger mellem 13 og 16 år i en række kommuner på både Sjælland, Fyn og i Jylland. EmpowR-forløbene er en del af GirlTalks indsats for at styrke unge pigers selvværd og mentale trivsel gennem trygge og fortrolige fællesskaber.

Selvværd og fællesskab uden forældre
For mange piger kan teenageårene være præget af usikkerhed, følelsen af at være udenfor, og vanskeligheder med at navigere i sociale relationer. En af de forældre, der har oplevet, hvad EmpowR kan have af betydning for en ung pige, er Tine Kjær. Tines datter startede i et EmpowR-forløb i sommeren 2024. "Til at starte med, var vi ikke opmærksomme på, at hun mistrivedes," fortæller Tine og beskriver, hvordan deres datter blev mere indelukket og afvisende: ”Her bagefter kan jeg se, at hun isolerede sig mere på sit værelse. Hun var ikke så udadvendt over for os, og hun afviste os meget. Hun sad bare alene inde på det her værelse i buldermørke med sin skærm tændt. Det fandt vi senere ud af, egentlig var et rigtig skidt signal."

På et tidspunkt blev det tydeligt for Tine og hendes mand, at de var nødt til at reagere. De opsøgte egen læge, startede et privat psykologforløb, og så tog Tine sin mand med til et foredrag, hvor GirlTalk fortalte om EmpowR-forløbene. "Jeg synes, det var rigtig spændende, fordi som forælder kan det være utrolig svært at nå ind til sin teenagedatter. Jeg ville så gerne hjælpe hende, men jeg blev afvist og kunne ikke trænge ind til hende. Så at der i EmpowR blev skabt et rum, hvor mor og far ikke er med, men hvor du har et fortroligt rum med nogen på din egen alder, det kunne jeg virkelig se, var den helt rigtige måde at gøre det på,” fortæller Tine Kjær.

 

EmpowR skaber trygge rum for pigerne
EmpowR-forløbene ledes af unge frivillige gruppeledere, der selv kan relatere til deltagernes udfordringer. Denne ung-til-ung-tilgang er kendetegnet ved at skabe et fortroligt og støttende miljø, hvor pigerne kan dele deres tanker og oplevelser. ”Det har stor betydning for fortroligheden, at gruppelederne er nogen, pigerne kan spejle sig i,” forklarer Anna Bjerre, der er psykolog, direktør og stifter af GirlTalk. 

Og netop gruppeledernes ung-til-ung-tilgang havde stor betydning for Tine Kjærs positive oplevelse med EmpowR. "Til at starte med nægtede vores datter fuldstændigt at blive tilmeldt, men jeg besluttede faktisk at melde hende til uden at sige det til hende. Den første gang var bare sådan en, hvor man kunne komme og mødes og snakke med de to unge piger, der ledede det, og da vores datter først havde mødt dem, fandt hun ud af, at det faktisk ikke var så farligt, og så begyndte hun," fortæller Tine Kjær og fortsætter: "Det er virkelig en hårfin grænse, hvor meget man skal blande sig som forælder, men der sker jo rigtig meget ude på pigeværelserne, som vi ikke ved eller hører noget om – alt fra selvskade, sociale medier og den slags.”

Og evalueringerne af EmpowR viser positive resultater, når det kommer til at styrke trivslen hos de piger, der deltager. 59 % af deltagerne i den seneste evaluering af forløbene svarer blandt andet, at de har fået det bedre generelt efter at have deltaget i EmpowR. Og netop forbedret trivsel og større tro på sig selv var noget af det, som Tine Kjær særligt oplevede, at EmpowR var med til at styrke hos hendes datter. "Det er min oplevelse, at det var med til at give vores datter noget selvværd at finde ud af, at hun faktisk godt turde gå ind i et rum, hvor hun ikke kender nogen, og sætte sig ind og være en del af det uden sin mor og far ved siden af. Det modner jo også at opdage, at det kunne blive en god oplevelse," forklarer hun.

Tine Kjær oplever, at hendes datter i dag ser tilbage på sin deltagelse i EmpowR som noget positivt og noget hyggeligt: "Det rum, der bliver skabt til de her forløb, hænger utrolig meget sammen med hygge. Der var købt snacks, og det er med til at skabe et hyggeligt rum, at man også kan sidde og spise lidt slik."

I dag går Tine Kjærs datter i 9. klasse, og hun har det meget bedre end for blot et par måneder siden. "Hun har lige skiftet skole, og hun er landet rigtig godt i det. Hun er med på studietur lige nu og har det bare super godt. Det har været så dejligt, når hun ringer hjem fra turen, for jeg kan bare høre, at hun trives, hun har det godt og skaber nye venskaber, så hun er rigtig godt på vej," slutter Tine Kjær.

 

KOMMUNER MED LEDIGE PLADSER

På Sjælland er der stadig plads i følgende kommuner: Rødovre, Herlev, Hillerød, Hørsholm, Frederiksberg og Fredensborg Kommune.

Kontakt emilie@Girltalk.dk for tilmelding eller mere info.

 

På Fyn er der stadig plads i Odense og Svendborg. Kontakt cecilie.friis@Girltalk.dk for tilmelding eller mere info.

 

I Jylland er der stadig plads i Aalborg, Rebild/Støvring og Brønderslev. Kontakt carla.andersen@girltalk.dk for tilmelding eller mere info.

Læs flere

SENESTE EVALUERING AF EMPOWR

96,85 % er meget tilfredse eller tilfredse med forløbet.

59,06 % har mere mod på at lære nye mennesker at kende.

73,23 % tror mere på, at de ikke er alene med at have det svært.

45,67 % tror mere på, at det er okay at lave fejl i skolen.

59,06 % har det bedre generelt efter endt EmpowR forløb.

 

*Disse tal baserer sig på den seneste evaluering af EmpowR-forløbene fra 2023 til og med foråret 2024. Evalueringen består af svar fra 127 deltagere, og er kvalitetssikret af COWI.

Læs flere

OM EMPOWR

EmpowR er et frivilligbaseret gratis tilbud til piger i alderen 13-16 år, der i en periode har brug for at blive en del af et styrkende fællesskab med jævnaldrende. 

EmpowR-forløbet strækker sig over 10 uger med start fra uge 38 og 39, hvor der afholdes infosamtaler. Hvis du ønsker mere information om EmpowR, kan du læsere mere på www.girltalk.dk/empowr.

Læs flere

Flere Nyheder

Her finder du seneste nyt, pressemeddelelser og udgivelser fra GirlTalk


Filtre
Filter nyheder

Vil du vide mere om:

  • Pressemeddelelser
  • Publikationer
  • Nyheder
62 Resultater