Nyheder

Amalie Stender

Nyheder

Let's talk about sex

Det kniber stadig med seksualoplysningen blandt landets unge. Sammen med vores ungeambassadører griber vi derfor stafetten i Uge Sex og sætter fokus sexmyter, fakta og tabuer på vores ungekanaler hele ugen.

I GirlTalks Uge Sex-kampagnefilm kan man bl.a. høre GirlTalks ungeambassadører Amalie Riemer & Sonja Lovdal dele ud af deres tanker og erfaringer med krop, sex og pubertet.

I GirlTalks Uge Sex-kampagnefilm kan man bl.a. høre GirlTalks ungeambassadører Amalie Riemer & Sonja Lovdal dele ud af deres tanker og erfaringer med krop, sex og pubertet.

- Nej!

Sådan lød det klare svar, da vi i november spurgte følgerne på GirlTalks instagram, om de følte, at de havde fået en tilstrækkelig seksualundervisning i folkeskolen. Hele 92 % af deltagerne mente ikke, at den seksualoplysning, de havde fået, var god nok. Og den holdning er GirlTalks unge følgere ikke ene om.

En ny rapport fra Sex & Samfund viser, at 65 % af de unge i alderen 15-29 gerne ville have haft mere seksualundervisning, end de har fået. Samtidig konkluderer rapporten, at der stadig er udbredte myter og misforståelser blandt unge om sex, prævention og sexsygdomme.

- Jeg er først begyndt at snakke med mine venner om sex midt i 20’erne — det var først her, jeg fandt ud af, at vi alle har de samme spørgsmål og usikkerheder, når det kommer til sex og krop.
- Sonja Lovdal


Derfor er GirlTalk selvfølgelig med, når den årlige Uge Sex løber af stablen i denne uge. Gennem oplysende opslag og en række mindre kampagnefilm med vores ungeambassadører kaster vi lys på både fup, fakta og alt det, som kan være svært at tale om.


#Snakomdet

- Jeg er 26, og det er er først begyndt at gå op for mig nu, at min cyklus ændrer, hvordan jeg har det, og hvordan min krop har det. Sådan lyder det lettere frustreret fra GirlTalks ungeambassadør Sonja Lovdal i en af de i alt 5 små Uge Sex-kampagnefilm, som går under hashtagget #snakomdet.

Sammen med syv af GirlTalks andre ungeambassadører har hun sagt ja til at dele ud af sine tanker og erfaringer med krop, pubertet og sex. Som ung influent mærker hun nemlig dagligt i sin indbakke, at unge piger efterspørger mere viden og oplysning.

- Jeg får beskeder fra unge piger på daglig basis, og jeg kan høre på dem, at de virkelig mangler basal viden om deres krop og info om sikker sex, grænser, kærlighed, nydelse og andet almen viden. Og de er nysgerrige efter at lære, men der er ikke rigtigt nogen i deres liv, der tager ansvar.

Selv var Sonja heller imponeret over den seksualundervisning, hun selv fik, da hun gik i skole:

- Jeg kan huske, at min seksualundervisning bestod af en gammel tegnefilm fra 70’erne om, hvordan babyer blev lavet. Det var så langt fra, hvad jeg rent faktisk havde brug for at lære om min krop, sex og seksualitet.

Se video


Krop og sex er stadig tabubelagt

At krop, pubertet og sex er noget, der fylder hos piger og unge kvinder, kan også ses på trafikken i GirlTalks ungebrevkasse.

- Vi kan se, at nogle af de mest læste indlæg i vores brevkasse handler om krop, pubertet og sex. Det er spørgsmål om alt fra onani til, hvordan man undgår blærebetændelse efter sex, fortæller Siri Madsen, der er rådgivningskoordinator i GirlTalk.

Og måske er det heller ikke helt tilfældigt, at netop disse temaer er de mest populære i brevkassen, mener Siri Madsen.

- Krop og seksualitet opleves stadig som et tabu blandt mange unge. Samtidig er man som ung ekstra opmærksom på ikke at stikke ud i mængden og være anderledes. Og så er det mere trygt at finde informationen selv via en brevkasse end at spørge sin mor eller veninde, forklarer hun.


At sex er et følsomt emne at tage op, når man er ung, genkender Sonja Lovdal da også.

- Jeg er først begyndt at snakke med mine venner om sex midt i 20’erne — det var først her, jeg fandt ud af, at vi alle har de samme spørgsmål og usikkerheder, når det kommer til sex og krop.


Ny foredragsrække skal sætte gang i snakken 

Men krop og seksualitet bør ikke være så belagt med tabu, at de unge er nødt til at søge viden om det bag nedrullede gardiner, mener psykolog og souschef i GirlTalk, Majbritt Bay.

- Selvom en brevkasse som GirlTalks er et udmærket sted for unge at finde viden og spejle sig i andre unge, må det aldrig stå alene. Det er vigtigt, at både forældre, skoler og organisationer som vores tager ansvaret på os og sikrer, at de unge klædes ordentligt på, forklarer hun.

Derfor er GirlTalk i færd med at udvikle en ny ung-til-ung-foredragsrække med afsæt i netop krop og pubertet, hvor pigerne får mulighed for - helt anonymt - at stille alle de spørgsmål, de går og brænder inde med til daglig.

Ifølge Majbritt Bay har efterspørgslen på netop denne type foredrag også været stor på skolerne.

- Vi oplever, at lærerne rigtig gerne vil kunne tilbyde deres elever en ordentlig seksualundervisning i et trygt rum, men dels føler de sig ikke altid rustet til opgaven, og dels foretrækker eleverne også ofte, at underviseren ikke er deres lærer. Med vores foredragsformat kan eleverne stille alle deres 'pinlige' spørgsmål til vores ung-til-ung-foredragsholdere, der selv har været teenagere for nylig og ved, hvad det vil sige at føle sig usikker på sig selv og sin egen krop, og det er et format, vi har rigtig gode erfaringer med.

GirlTalk forventer at kunne tilbyde foredraget om krop og pubertet i løbet af 2023.


Kender du en skole, der kunne være interesseret i GirlTalks foredrag om krop og pubertet? Kontakt i så fald gerne info@girltalk.dk for mere info om, hvornår foredraget kan bookes.


Tak til Samfonden for at støtte 'Girls Empower Girls' og gøre Uge Sex-kampagnefilmene mulige.


Flere Nyheder

Her finder du seneste nyt, pressemeddelelser og udgivelser fra GirlTalk


Filtre
Filter nyheder

Vil du vide mere om:

  • Pressemeddelelser
  • Publikationer
  • Nyheder
56 Resultater