Etiske retningslinjer

for samarbejder med private aktører

GirlTalk arbejder for at rådgive og hjælpe piger og unge kvinder i ungdomslivet til at håndtere deres livssituation.

GirlTalk ser gerne, at private virksomheder er med til at tage et ansvar for at hjælpe de unge piger i Danmark ved at indgå i partnerskaber med GirlTalk om at styrke arbejdet for piger og unge kvinder. Et partnerskab kan tage sig ud på mange måder, men vi lægger vægt på, at det skaber gensidig glæde for både virksomheden, GirlTalk, og de mange piger der har brug for støtte og hjælp.

 

Retningslinjer for partnerskaber med aktører fra den private sektor

GirlTalk indgår partnerskaber med private virksomheder og andre private aktører ud fra ønsket om at fremme forudsætningerne for, at piger i Danmark kommer til at trives og lykkes. Et partnerskab kan tage form på forskellig vis, men formålet vil altid være at fremme GirlTalks mission. 

 

Et partnerskab mellem GirlTalk og en privat aktør kan omhandle:

  • En fælles kampagne med afsæt i GirlTalks vision.
  • Et marketingfremstød for at synliggøre GirlTalk for målgruppen
  • Sponsorater og donationer i forskellig form.
  • Brug af GirlTalks brand i forskellige sammenhænge skal altid godkendes af GirlTalk først, og al kommunikation i markedsføringsøjemed skal afstemmes både med den pågældende samarbejdspartner og med GirlTalk.

GirlTalk følger ISOBROs indsamlingsetiske retningslinjer for virksomheder i forbindelse med aftaler, hvor GirlTalk modtager et beløb pr. solgt vare/enhed, en omsætningsandel, en overskudsandel eller lignende. 

GirlTalk.dk indgår ikke partnerskaber med private aktører, som grundlæggende står i modsætning til GirlTalk.dks mission eller holdninger.

 

Særligt omkring partnerskaber med medicinalindustrien

GirlTalk kan indgå i partnerskaber med medicinalvirksomheder, hvor GirlTalk finder det hensigtsmæssigt, hvor der er sammenfaldende interesser, og hvor partnerskabet er medvirkende til at opfylde GirlTalks mission.

Når GirlTalk indgår partnerskaber med virksomheder i medicinalindustrien er ovenstående retningslinjer gældende. Udover dette arbejder GirlTalk med et armslængdeprincip i forhold til at sikre en gennemsigtighed i partnerskabet. Dette princip betyder, at:

 

  • GirlTalk aldrig kan bringes til at mene noget bestemt om en given sag i et bestemt medicinalfirmas interesse på basis af en samarbejdsrelation med dette.
  • GirlTalk aldrig anbefaler et specifikt produkt/lægemiddel. GirlTalk baserer sine holdninger til eksisterende og nye lægemidler på basis af erklæringer og/eller vejledninger fra relevante myndigheder samt fageksperter.
  • GirlTalk kan rette kritik mod et givent produkt/lægemiddel, selvom foreningen modtager eller har modtaget økonomisk støtte fra producenten.
  • GirlTalks relation til medicinalindustrien er baseret på Lægemiddelindustriforeningens etiske regler for samarbejde med patientforeninger
  • GirlTalk tilrettelægger altid sit politiske fortaler arbejde uafhængigt af medicinalindustrien. Vi indgår aldrig i fælles afsendte henvendelser til politikere.
  • Ansatte i GirlTal må ikke give eller modtage gaver eller tjenester, som kan påvirke vores arbejde, udførelsen af vores pligter eller som på anden måde kan skade GirlTalk.