Der er sket meget på det her år, og nu vil jeg gerne gøre noget for mig og kun mig
Hej Girl Talk.
Jeg skriver herinde fordi at jeg for nylig har fundet ud af at den fyr jeg kunne lide ikke kunne lide mig og han var oven i købet en af mine drengevenner han har ikke fundet ud af jeg kunne lide ham men jeg har skrevet til ham omkring en fyr men jeg har ikke nævnt fyrens navn.
Hvor jeg har skrevet lidt med ham og siger at jeg skal arbejde på mig selv fordi jeg har været meget igennem det her år synes jeg både at jeg har fået knust mit hjerte og min farmor har fået konstateret kræft hun fik livmoders halskræft så det tog rigtig hårdt på mig hvor jeg trak mig fra mine venner og ingen af dem ved endnu hvad jeg har været igennem det her år jeg har bare snakket om at jeg har haft et hårdt år.
Og jeg har faktisk skrevet herind en gang før da jeg fandt ud af min farmor havde fået kræft fordi jeg ikke vidste hvad jeg skulle gøre og det hjælper en del og derfor vælger jeg at skrive her ind igen fordi det kan være i kan hjælpe mig med at give mig nogle råd til hvordan jeg skal arbejde på mig selv og gøre ting for mig og ikke andre og bygge en god selvtillid fordi jeg synes der er sket meget på det her år og nu vil jeg gerne gøre noget for mig og kun mig.
GirlTalks svar
Kære dig ❤
Tusind tak for dit fine brev. Der er flere ting i det, du skriver, og jeg vil gøre mit bedste for at svare på det!
Du skriver at du gerne vil have nogle råd til at opbygge mere selvtillid og gøre gode ting for dig selv - det synes jeg er helt vildt sejt!
Før jeg går ind i måder, man kan gøre gode ting for sig selv, vil jeg sige, at det lyder som om, du har haft et vildt og også svært år. Du skriver at din farmor har fået konstateret livmoderhalskræft, og at du har trukket dig lidt fra dine venner fordi det tog hårdt på dig. Det kan jeg virkelig godt forstå. Det er simpelthen så sørgeligt og hårdt når nogen tæt på en, og særligt ens bedsteforældre, bliver syge. Det lyder som en rigtig normal og forståelig reaktion, at du i en periode har trukket dig fra dine venner, mens du sørger. Jeg kan også godt forstå, hvis det er en svær snak at skulle tage med dine venner, at fortælle dem om din farmors sygdom. Hvis det er noget du har lyst til at dele med dem, er jeg sikker på, at de gerne vil lytte på dig og være der for dig. Det kan være en stor trøst og hjælp, når man har det svært, at snakke med sine tætte venner om det. Jeg sender dig en kæmpe krammer herfra i hvert fald ❤
Og øv - det er altid så ærgerligt at finde ud af, at den man kan lide ikke kan lide en. Måske særligt hvis det også er en du også er venner med. Du skriver at I har skrevet lidt om en "fyr" du er vild med, men ikke nævnt hans navn. Jeg ved jo ikke, om du har lyst til at han skal vide, at det er ham du er vild med. Tit er det en rigtig god oplevelse at fortælle nogen, at man er vild med dem, selv hvis de ikke kan lide en tilbage. Det kan også gøre en endnu tættere som venner at have den samtale. Men jeg kan også rigtig godt forstå, hvis du ikke har lyst til at dele det med ham. Begge dele er helt okay. Jeg får også lyst til lige at huske dig på, at følelsen af et knust hjerte kan være stor og tung, men at man heldigvis altid kommer over det igen ❤
Det er så skønt at du gerne vil gøre en masse gode ting for dig selv efter at have gået med de svære følelser og oplevelser! Det synes jeg er en vildt god idé. Du nævner selvtillid, og jeg vil gerne starte med at sige, at ingen mennesker har mega meget selvtillid hele tiden. Så det er vigtigt ikke at være for hård ved sig selv ❤ Man kan også nemt komme til at tænke at det at arbejde på sig selv er sådan noget hvor man kan skal ændre en hel masse ved sig selv for at blive god nok, og derfor vil jeg også lige sige, at du er god nok præcis som du er lige nu ❤ Men det er en rigtig god idé at gøre nogen af de ting, der gør en glad, for at hjælpe sig selv ud af en svær periode.
I forhold til råd, så er det ikke nogen metode til at få selvtillid som virker for alle. Det er noget man bliver klogere på igennem hele livet. Det kan være en idé at spørge dig selv hvilke hobbyer eller interesser, der gør dig glad, og så gøre mere af dem. Det prøver jeg også selv at tænke meget over, når jeg har brug for en ekstra følelse af at jeg gør gode ting for mig selv. Hvad det er for nogen ting er forskelligt for alle - men hvis du gerne vil have inspiration, så kan jeg nævne, at jeg rigtig godt kan lide at lave noget lækker mad, læse bøger, skrive alle mine tanker og følelser ned eller høre noget musik, der gør mig glad. Det kan faktisk være rigtig sjovt at afprøve nogen nye hobbyer. Det er en god måde at opleve at livet går videre og at der sker nye ting, efter en meget svær periode.
Jeg synes du lyder som en virkelig sej og reflekteret pige, og jeg sender dig et kæmpe kram til den næste tid ❤ Og hvor er jeg glad for, at du før har skrevet ind til os og oplevet at det hjalp. Jeg håber også du kan bruge mit svar her til noget. Husk at du også altid er velkommen til at skrive ind til vores chatrådgivning, hvis der er mere eller andet du gerne vil snakke om.
Knus Ronja
Viden om
Vi guider dig i stort og småt i vores vidensunivers.
Pigetanker
Har du nogle tanker, du har brug for at få ud af hovedet, så de fylder mindre? Du kan dele dem med os her eller læse andre pigers spørgsmål, følelser og oplevelser.
Vil du vide mere om:
- Venskaber og familie
- Krop og sex
- Selvværd
- Kærlighed
- Skole og uddannelse
- Trivsel
- Andet
Alder:
- 10 år
- 11 år
- 12 år
- 13 år
- 14 år
- 15 år
- 16 år
- 17 år
- 18 år
- 19 år
- 20 år
- 21 år
- 22 år
- 23 år
- 24 år
- 24+ år
-
Jeg opdagede først i går, at jeg har et kæmpe crush på ham, og han betyder meget for mig
-
Jeg er ikke som de andre, der nærmest lever deres liv gennem en skærm
-
Hvad skal jeg gøre, for han lægger bare lidt mærke til mig uden at spørge ham om noget
-
Om 1 måned skal jeg have togskinner, og jeg ved, at han 100% ikke ville kunne lide mig
-
Jeg er bange for, at mine roomies siger det videre til ham og hans venner
-
Jeg har ikke fået min mensturation endnu
-
Hvorfor skal jeg være så bange for at tale med ham?
-
Hvordan dufter man bedre dernede?
-
Jeg gider jo ikke være hende den skrappe og vil hellere være sød i stedet for hård
-
Jeg er bange for at starte i skole her efter sommerferien
-
Jeg er bange for, at min bedste veninde er vild med min kæreste
-
Jeg savner hende rigtig rigtig meget, og jeg ved ikke, om jeg kan klare mig uden hende