Kære Jiana ❤️

Tusind tak for dit brev og for at dele alle dine tanker med mig. Det lyder som om, at det er svært lige nu derhjemme - det er jeg virkelig ked af at høre, og jeg sender dig et kæmpe kram. Hjemmet, ens forældre og ens søskende er lidt ligesom ens egen banehalvdel, hvor man gerne skulle føle sig tryg, set og hørt. Ud fra det, som du skriver, så lyder det mere som om, at det faktisk er lidt ubehageligt derhjemme lige nu. Og måske også som et sted, hvor du ikke helt føler, at du kan være dig selv. Det vil jeg rigtig gerne hjælpe dig med, så godt som jeg kan ❤️

Først og fremmest, det er helt okay, hvis du synes, at det er hårdt, og at du føler sig misforstået. Det er virkelig frustrerende, når man føler, at ens behov ikke bliver set eller forstået, især når det kommer fra dem, der burde støtte en mest. Jeg kan godt forstå, at det må være rigtig svært, når du føler, at dine forældre ikke rigtig lytter til dig, især når du prøver at forklare, hvordan du har det. 

Når du oplever, at dine behov ikke bliver mødt, som når du har brug for tøj eller når du bliver afvist, når du beder om noget, er det helt normalt at føle sig skuffet og overset. Du fortjener at blive behandlet med respekt og omsorg. Det er ikke sjovt at føle, at du skal holde dine følelser for dig selv af frygt for at blive skældt ud. Du har ret til at føle dig tryg og hørt i din egen familie!

Jeg tror heller ikke, at noget af det her er din skyld. Det er bare vigtigt for mig at sige, så du ikke går rundt og føler, at du gør noget forkert eller at du ikke er værdifuld. For det er du! Men samtidig tror jeg heller ikke, at dine forældre bevidst behandler dig på den måde, som du opfatter det. Jeg tror simpelthen ikke, at de tænker over, at alle de små ting som de gør, faktisk ender med at såre dig så meget. Og det tror jeg måske ville være meget sundt, hvis de fik det at vide. 

Når det gælder din spiseforstyrrelse, så er det en alvorlig ting, og du fortjener at få den støtte og forståelse, du har brug for, uanset hvordan du ser ud. Det er vigtigt, at dine forældre bliver opmærksomme på, hvad du går igennem. Måske kan det hjælpe at tale med en anden voksen, du stoler på, som kan støtte dig i at få den hjælp, du har brug for? Særligt hvis du ikke føler, at dine forældre er der til at gribe dig lige nu. 

Hvis det var mig, som stod i din situation, så tror jeg måske, at jeg ville prøve at snakke med en lærer eller en af mine bedsteforældre om det, fordi det nogle gange kan være en hjælp at få sagt det til andre, som ikke er ens forældre - og også særligt, hvis det er dem, som man har konflikten med. Hvordan tror du, at det ville være, hvis du skulle sige det højt til nogen? Hvem ville du sige det til mon? 

Det kunne måske hjælpe også at finde et roligt øjeblik, hvor du kan snakke med dine forældre om, hvordan du har det. Det kan være svært, men at udtrykke dine følelser klart og roligt kan hjælpe dem med at forstå dig bedre. Det lyder som om, at du allerede har prøvet, men jeg er lidt nysgerrig på, hvordan du har gjort det. Altså har du sagt til dem fx "mor og far, der er noget, som jeg gerne vil dele med jer. Det er vigtigt, at I lytter, fordi det her er svært for mig at sige", fordi så tror jeg måske, at de bedre kan forstå, hvor vigtigt det her er for dig ❤️

Husk, du er ikke alene, og der er folk derude, der vil støtte dig og hjælpe dig med at finde en bedre balance i dit liv. Du fortjener at blive hørt og forstået, og det er vigtigt, at du ved, at du er værdifuld ❤️

Mange kærlige hilsner fra Katrine