Jeg er blevet virkelig tæt med min veninde og hun er virkelig fantastisk og jeg havde aldrig drømt om en veninde som hende. Hun fortæller mig alt, og jeg vil virkelig gerne også fortælle hende alt. Men det er som om at hver gang jeg har et problem, eller noget der virkelig fylder i mine tanker så har jeg lyst til at sige det til nogen. Og det burde jo så være hende. Jeg føler mig virkelig tryg og jeg ved at hun aldrig ville dømme mig. Hun er støttende og det hjælper altid at snakke med hende. Men når jeg så har et “problem” eller en tanke der fylder som jeg burde sige til hende, så har jeg ikke rigtigt lyst. Det giver ingen mening, for som sagt hjælper det jo altid. Men det er som om jeg er bange for at hun skal vide for meget. Eller at jeg skal vide for meget om hende. Hvilket er sygt dumt for det er jo det jeg altid har drømt om, og som alle drømmer om. Jeg ville ikke sådan have at hun skal vide alt om mig og jeg får kvalme ved tanken om at sige det til hende og jeg føler mig virkelig tarvelig, og ond over det. Jeg vil jo bare af hele mit hjerte gerne have en bedste veninde og jeg føler endelig at jeg har fundet en, så hvorfor skal det være så svært? Jeg ved ikke om du forstår mig, for jeg tror ikke engang selv jeg forstår det men jeg ved virkelig ikke hvad der er galt med mig. Hvorfor kan jeg ikke bare have en bedste veninde som alle andre som jeg kan fortælle alt og være en hun kan fortælle alt til. Hvorfor får jeg det dårligt når jeg vil sige ting til hende? Hvorfor? Hvad skal jeg gøre?

Tak for dit meget ærlige og rørende brev. Jeg får helt lyst til at smile til dig gennem skærmen, for hvor er det bare tydeligt, at du virkelig værdsætter din veninde. Det er virkelig noget særligt at finde en person, man føler sig så tryg ved - og hvor dejligt, at du har det! Samtidig forstår jeg også godt, at det hele føles lidt forvirrende. Du skriver så fint, at du burde have lyst til at dele dine tanker med hende, men at noget i dig holder igen. Og selvom det føles mærkeligt, er det faktisk en ret almindelig følelse. At dele noget personligt kan føles enormt sårbart - også selvom man stoler på den anden. Jo vigtigere en relation er for os, jo mere har vi faktisk at miste, hvis det går galt. Og det kan godt gøre det svært at åbne op. Nogle oplever det som en slags "indre stopklods" eller uro i kroppen, lige inden de vil dele noget. Det er ikke fordi, du ikke vil - det er bare, fordi det betyder noget. Du nævner, at du får kvalme ved tanken om at fortælle for meget. Måske er det din krops måde at sige: "Pas på - det her føles lidt skrøbeligt." Og det giver mening. Det er helt naturligt, at man kan føle sig overeksponeret, når man åbner op. Det er jo en måde at vise, hvem man er inderst inde. En idé kunne være at øve dig i at dele lidt ad gangen. Start med små ting - måske en tanke du har haft, eller en følelse, der har fyldt lidt. Når du så ser, at hun tager imod det med varme og forståelse (som du selv skriver, at hun gør), bliver det lidt lettere næste gang. Det er som at tage små skridt ind i sårbarhed - du bestemmer selv tempoet. Og hvis du stadig føler dig i tvivl, kan du måske overveje at fortælle om tvivlen. Du kunne sige noget som: “Nogle gange har jeg faktisk lidt svært ved at dele ting - ikke fordi jeg ikke stoler på dig, men fordi det bare føles lidt stort.” Det kan være en fin måde at invitere hende ind i dine tanker, uden at du behøver at fortælle det hele med det samme. Du skriver, at du føler dig “ond” eller “tarvelig” over ikke at kunne dele alt. Men jeg ser en pige, der længes efter en dyb relation og samtidig er helt ærlig om, hvordan det føles indeni. Der er ikke noget galt med dig. Tværtimod - det her viser bare, hvor meget venskabet betyder for dig. Du er helt normal. Og du er ikke alene. Kæmpe kram Danni GirlTalk

Jeg er en 14 årig pige der synes livet er svært. Jeg er bange for at snakke med mine venner , jeg ved ikke hvordan jeg skal beskrive det men det er virkeligt svært at være i. Jeg er bange for at have enten angst og det gør mig bekymret og giver mig virkelige svære tanker. Fortiden tænker jeg meget på hvad meningen med livet er, hvorfor jeg er her, hvad ville der ske vis jeg ikke var her osv. det gør derfor også at jeg tit tænker på døden og ikke har lyst til at være her. Jeg er utilfreds med min krop og jeg føler mig heller ikke tilpas i min egen krop, alle pigerne fra min klasse virker til at have så meget selvtillid og er tilfredse med sit udseende og det tror jeg ærligt også de er, jeg føler mig meget ensom og jeg har heller ikke rigtig nogle bedsteveninder, det gør mig ekstrem ked. men når jeg prøver at snakke med pigerne fra min klasse er jeg bange for at de dømme mig vis jeg siger noget forkert, så jeg ender altid med ikke at sige noget for hvad nu vis de ikke kan lide mig. hilsen en pige der ikke kan finde rundt i livet.drømme og ingen som helst idé om hvordan mit liv ser ud i morgen. Jeg ved godt at det langt hen ad vejen er en del af at være ung, men jeg HADER det. Hvad er meningen med det hele? Hvem er jeg? Hvad skal jeg bruge mit liv på? Hvad gør jeg godt for? Jeg veksler konstant imellem er være alt for selvsikker og helt overdrevet usikker. Jeg føler mig nærmest bipolar. Hvordan finder man ro i aldrig at finde ro?

Tusind tak fordi du skriver ind, det er utrolig sårbart og stærkt brev. Det gør ondt på mig at høre, hvor meget du kæmper med lige nu. Jeg er sikker på, at der er rigtig mange andre unge derude, der kender til at føle sig helt fortabt eller rodløs, så du skal vide, at du overhovedet ikke er alene. Du beskriver så rammende, hvordan hverdagen kan føles som en uoverskuelig knude. Du går med en tung frygt for både at have angst og en spiseforstyrrelse, samtidig med at du føler dig ensom i klassen og er bange for at sige noget, de andre vil dømme dig for. Det er helt naturligt, at det hele vokser dig over hovedet, og at du bliver ekstremt udmattet, når du bærer på alle de her svære tanker helt for dig selv. Jeg ville ønske, at jeg kunne række ud gennem skærmen og give dig et langt, varmt kram. For jeg vil så gerne have, at du husker én vigtig ting: Du er fuldstændig god nok, præcis som du er. Uanset hvilke mørke tanker der fylder, og uanset hvordan du har det med din krop, så er du uendeligt værdifuld. Intet i hele verden kan nogensinde tage din værdi fra dig<3 Du fortæller også, at du tænker over meningen med livet, og at du nogle gange slet ikke har lyst til at være her mere. Det tager jeg meget alvorligt. Tit når man får tanker om døden, er det slet ikke fordi, man egentlig har lyst til at dø, men fordi man simpelthen har brug for en pause fra alt det, der gør så ondt indeni. Det er din hjernes måde at råbe op på og sige, at nu er det for tungt at bære alene, og at du har brug for hjælp. Måske kunne du overveje at dele dine tanker med en voksen, du stoler på? Det behøver slet ikke være pigerne i klassen, som du er utryg ved. Det kan være en af dine forældre, en lærer eller en helt tredje. Hvis det er svært at få ordene frem, har du måske mod på bare at vise dem det fine brev, du har skrevet her til os? På den måde slipper du for at skulle forklare det hele forfra. I forhold til din store frygt for at have diagnoser, gætter jeg på, at det også vil give dig meget ro at lade en læge eller psykolog hjælpe dig, i stedet for at du skal gå og forsøge at fine svarene helt alene. Fordi du nævner, at du tænker på ikke at ville være her mere, er det utrolig vigtigt, at du rækker ud og får snakket med nogen lige nu. Jeg vil varmt anbefale dig at tage fat i Livslinien. De er vant til at lytte og hjælpe, når livet føles allermest mørkt. Du er selvfølgelig også altid mere end velkommen til at skrive ind til os i GirlTalks chatrådgivning, hvor vi altid sidder klar til at gribe dig<3 Der er lys forude, selvom det er svært at se lige nu. Pas rigtig godt på dig selv<3 Knus og kram, Vivi

Jeg har mistet min mødom og har lidt blandede føleser omkring det. Det havde været på vej et stykke tid og var aftalt. Min kærste havde også gjort det så romantisk som han kunne og han gjorde virklig meget for at varme mig op. Men da det skulle ske var jeg meget nervøs. Det gjorde ondt men jeg bad ham om og forsætte for ville bare så gerne have det overstået. Endelig til sidst var han inde og i bund og han blev hurtigt færdig. Jeg græd lidt, både fordi det havde gjort ondt men også af glæde fordi jeg var stolt og glad. Jeg er ikke sur på ham fordi det gjorde ondt for han var så forsigtig som han kunne. Jeg mærkede jo ikke noget ved det andet end smerte men jeg onanerede da jeg kom hjem mens jeg tænkte på det der var sket. Jeg har det stadig lidt mærkeligt med det. Jeg er stadigvæk superstolt og glad for at jeg gennemførte og at jeg ikke er jomfru mere og at min kærste kom. Jeg føler det er kæmpestort. Men jeg er jo også lidt ked af jeg ikke følte noget sexuelt under selve samlejet andet end at det gjorde ondt og er lidt bekymret for om det også vil gøre det næste gang? Men jeg er glad for at jeg tilfredstillede mig lisså snart jeg kom hjem for så føltes det lidt som om det havde været en succes. Kan i forstå alle mine føleser og kan i evt. give et godt råd?

Kære dig, Tusinde tak for at skrive til os <3 Jeg kan virkelig godt forstå, at du har blandede følelser efter din første gang. Jeg læser ikke dit brev, som om du fortryder, men snarere som om du både er glad og stolt over, at det skete, samtidig med at du havde en oplevelse, som ikke helt føltes, som du havde håbet. Det lyder til, at du og din kæreste havde talt om sex i noget tid, og at I begge havde glædet jer. Det lyder også som om, han gjorde sig umage for at skabe en tryg og romantisk situation, og at du var nervøs, selvom det var noget, I havde aftalt. Det er helt okay. Man kan godt være klar på at have sex og samtidig være nervøs, når det faktisk skal ske. Du skriver, at det gjorde ondt, men at du bad ham fortsætte, fordi du gerne ville have det overstået. Her vil jeg gerne sige noget vigtigt: du behøver ikke gennemføre sex, bare fordi I har aftalt det på forhånd. Du må altid ombestemme dig eller sige stop – også midt i det hele. Og sex skal ikke være noget, du skal holde ud, hvis det gør ondt. I kan fx aftale, at I stopper det eller ændrer noget, hvis noget gør ondt, og at der ikke er noget bestemt, I skal nå. Hvis I har lyst til penetration, kan kondom og/eller glidecreme også være en hjælp. Det betyder heller ikke, at der er noget galt med dig, fordi du ikke mærkede seksuel nydelse under samlejet. Første gang kan være fyldt med nervøsitet, forventninger og mange tanker, og kroppen reagerer ikke nødvendigvis på den måde, man havde forestillet sig. Sex kan også føles akavet, overvældende, rart, sjovt eller slet ikke særligt seksuelt – og det kan ændre sig fra gang til gang. Så jeg kan godt forstå, at du tænker på, hvordan sex mon føles næste gang. Jeg kan selvfølgelig ikke vide hvordan det vil føles for jer. Men jeg kan foreslå jer, at tale om jeres oplevelse og forventninger. Det kan nogle gange være med til at tage noget af presset af. I stedet for at aftale, at I skal have samleje, kunne I også starte med at være nysgerrige på, hvad der føles rart for jer begge. Du fortæller, at du efter sex tog hjem og onanerede – jeg læser det her som en god oplevelse for dig. Måske det kunne være en ide, at fortælle din kæreste hvordan du godt kan lidt at blive rørt ved, så han også får mulighed for at lære din krop og behov at kende, og så oplevelsen måske også føles mere seksuel for dig og du også nyder det. I kunne også snakke om, hvad der skal ske efter endt samleje, det kunne fx være ved at kysse, kramme, tale sammen eller noget helt andet, som man godt kan lide at gøre sammen. Jeg håber, at du ved, at jeg forstår dine tanker. Du må gerne være superstolt og glad over, at du gjorde noget, du havde glædet dig til, og samtidig være lidt skuffet eller forvirret over, at det ikke føltes, som du havde håbet. De følelser behøver ikke at udelukke hinanden. Men jeg tror på, at ved du og din kæreste får talt om disse ting, at I kan lære jeres kroppe og behov bedre at kende – og derigennem have sex som føltes rart og trygt for jer begge to. Det er vigtigt at passe på hinanden. Kærlig hilsen Klara <3 Du nævner, at du føler dig næsten bipolar, fordi du svinger mellem selvsikkerhed og total usikkerhed. Her vil jeg gerne berolige dig lidt: Det er simpelthen så normalt! Din hjerne og din identitet er i gang med en stor forandring og udvikling lige nu. Det giver nogle vilde rutsjebaneture, uden at det betyder, at du fejler noget<3 Du stiller det smukkeste spørgsmål: Hvordan finder man ro i aldrig at finde ro?