Skriv med os i dag 19:00 - 23:00
Emma, 11 år

Jeg ser tit noget om krig og vold i tv og det påvirker mig meget

Jeg ser tit noget om krig og vold i tv og det påvirker mig meget. Når jeg skal til og i seng er jeg ret ked af det jeg ved ikke hvad jeg skal gøre

GirlTalks svar

Kære søde dig, 
Tak for at skrive til os. Jeg kan virkelig godt forstå, at det kan gøre dig ked af det og urolig, når du ser noget om krig og vold i tv'et. Det kan virkelig også være nogle voldsomme billeder og historier, især når man bagefter skal i seng - så kan det godt komme til at fylde meget.
Jeg kan virkelig selv genkende det som du beskriver. Jeg ser faktisk helst ikke nyhederne inden jeg skal sove, fordi jeg til tider selv kan blive urolig omkring alt det jeg ser. Og det fylder bestemt også meget i nyhederne og i medierne, så det kan være svært helt at undgå at se disse ting.
Det kunne være at det var en mulighed, at forsøge at undgå nyhederne inden sengetid. Det kan være dine forældre ser nyhederne om aftenen, måske det kunne være en god ide, at snakke med dem om, hvad det gør ved dig, når du ser alle de her ting. Måske kunne du forslå, at de venter med at se nyhederne til du er gået i seng. Nogle gange kan det også hjælpe, at stille spørgsmål til det man ser. Nyhederne giver også kun øjebliksbilleder af bestemte situationer, måske det kan være rart at stille dine forældre spørgsmål omkring det du ser, så du forstår situationen bedre.
Hvis du har en telefon og du scroller på fx instagram, tiktok eller lignende - så kan man når man ser videoer trykke på en knap som hedder 'ikke interesseret'. Så får man ikke ligeså mange af lignende videoer - det kan også være rart at kunne sortere i hvad man ser. Hvis du oplever at du fortsat ser videoer som gør dig utryg, så kunne du måske i stedet se eller høre noget, som gør dig rolig og glad, for eksempel musik, en hyggelig serie, en bog eller en lydbog.

Hvis tankerne alligevel kommer, når du ligger i sengen, kan du prøve at minde dig selv om, hvor du er lige nu. Du kan for eksempel kigge rundt på dit værelse og tænke: "Jeg er hjemme, jeg ligger i min seng, og lige nu er jeg i sikkerhed". Det kan også nogle gange hjælpe at trække vejret dybt og fokusere på sin vejrtrækning: at trække vejret langsomt ind gennem næsen og ud gennem munden <3 

Det er vigtigt for mig, at du ikke går alene med de her tanker. Jeg ville forslå dig, at tale med en voksen omkring det. Måske du kan fortælle en voksen, du stoler på, at det gør dig ked af det om aftenen. Det kan være en forælder, en lærer eller en anden voksen, som er god at tale med. Måske kan I sammen finde ud af, hvordan du kan se færre af de ting, der gør dig urolig.

Kærlig hilsen Klara <3 

Del dine tanker med os

Vi svarer på dit brev så hurtigt som muligt. Du finder dit svar her på siden.

Hvad handler dit brev om? *