Kære Girl Talk
Jeg er en ret social person. Derfor kan jeg ikke lide, at jeg kun har to venner i min klasse lige nu: Jagoda og Frigg. Jo, de er søde, men jeg vil gerne have flere venner. Resten af pigerne i min klasse er i en tæt vennegruppe, som er ret svær at komme ind i. Især hvis du var mig.
Siden nulte har jeg været den der lugtede, den, der ikke forstod spillets regler – ikke fordi jeg ikke ville, men fordi jeg ikke forstod hvorfor de var der. Jeg gjorde tingene anderledes, og det kunne de ikke lide. Måske fordi jeg ikke skjulte min nysgerrighed, mit blik, min anderledeshed.
Men nu prøver jeg at ændre mig. Jeg er ligeglad, om jeg så skal købe den der Irma-taske, som er trendy lige nu, eller noget. Jeg vil bare ikke være alene.
Der er dog ét navn, der hele tiden kommer i vejen: Gertrude.
Hun har bare et eller andet imod mig. Lige siden begyndelsen. Hun har siddet og micromanaget mig – peget hver eneste fejl ud og fået mig til at ligne en klodset, dum idiot i andres øjne. Jeg har bare lært at undgå hende. Men det kan være ret svært – når hun nu også prøver at være en del af den anden pigegruppe (og det er lidt nemmere for hende), og nu kan hun lidt styre, hvad de synes om mig.
Et eksempel: Vi sad og legede SP og K – mig, hende og nogle af de andre piger. En af K’erne til en eller anden var, at de skulle tale til en fremmed på gaden. Jeg vendte mig nysgerrigt om for at se, hvad der skete, som de andre også gjorde. Men Gertrudes stemme skar gennem luften – kun til mig:
“Hallo, det skal du ikke gøre! Lad dog være, så ved den fremmede jo, at det er en prank!”
Absurd, ikke? Det synes jeg også, så jeg blev bare ved med at kigge – det gjorde alle andre jo også, så hvorfor skulle jeg blive peget ud? Men så faldt alle øjene på mig. Som om jeg havde ødelagt noget vigtigt. Jeg blev stående lidt – ville ikke give hende ret – men da andre begyndte at støtte hende, trådte jeg tilbage. Man skal jo prøve at blive venner med dem.
En anden gang var det til en pige fra den anden vennegruppes fødselsdag, og mange af pigerne var ude i trampolinen. Jeg ville bare gå ud i haven for at slippe væk fra røgmaskinens kvælertag (og finde ud af, hvor Jagoda gik hen), men lige da jeg trådte ud, råbte Gertrude: “Der er altså ikke noget plads i trampolinen! Gå din vej!”
Og jeg blev jo lidt irriteret, for jeg ville jo ikke ud for at hoppe i trampolinen – jeg ville bare have noget frisk luft. Jeg sagde det, men hun fik det til at lyde som en tynd undskyldning. Og igen vendte blikkene sig imod mig – ikke onde, bare medlidende. Som om jeg var en, man skulle have ondt af.
Jeg talte lidt med Jagoda om, hvor hun var henne, og at jeg ledte efter hende, og jeg snublede lidt over mine ord, fordi jeg var så nervøs over, at alle pigerne kiggede, mens jeg sagde det. Men så tilbød Freja, at jeg kunne tage hendes plads i trampolinen, og jeg takkede nej, da jeg ikke engang havde lyst til at være i trampolinen – og jeg anede ikke helt, hvorfor hun tilbød det!
Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal gøre. Men ellers er jeg ret glad for Jagoda og Frigg. Det er også bare de dage, hvor ingen af dem er der, at jeg godt kan føle mig lidt ensom.
Men for at være helt ærlig er jeg bange for, at Gertrude også tager dem væk. For ser du, vi plejede alle fire at være en vennegruppe – og så var Jagoda og Frigg venner med Gertrude (dog ikke mig og Gertrude). Gertrude var sammen med Frigg rigtig meget, men da mig og Frigg begyndte at være sammen rigtig meget, blev Gertrude meget sur, fordi hun syntes nok, at jeg burde være den, der var udenfor – eller idk.
Men så var hun sammen med Jagoda og bagtalte mig. Hun prøvede også lidt at få Frigg til at undgå mig, men det virkede ikke, og det er derfor, hun prøver at være en del af den anden vennegruppe nu.
Jagoda og Frigg taler stadig med hende, men jeg kan mærke, at noget har ændret sig. De ser, hvordan hun behandler mig. Jeg håber, det betyder noget.
Men vi går jo i folkeskole. Og her ved man aldrig, hvem der vender én ryggen