Hej Girltalk
Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal forklare det her, men jeg vil prøve.

Og undskyld hvis det bliver lidt langt…

Så jeg har længe gået og haft det mentalt dårligt, men det er ikke noget jeg har fortalt til nogen som sådan, da der er selvskade osv indblandet, for det er ret grænseoverskridende at skulle snakke om.

Men i sommers var jeg på festival og jeg mødte de her piger som er 8 år ældre end mig. Lad os kalde dem M og C.
En af dagene var det så varmt at jeg tog min sweater af og havde en t-shirt på istedet for (hvilket jeg fortryd meget hurtigt, men der var det lidt for sent for min sweater lå et andet sted end hvor vi var) Nå men vi sad ved en bænk og snakkede lidt da M spurgte indtil hvad jeg havde lavet med min arm, hvor jeg fortalte jeg havde været oppe og slås med en busk, og så snakkede vi ikke mere om det.

Men jeg kunne godt se på C at hun ikke købte den historie og jeg blev sådan lidt bange hvis man kan sige det.

Nå men jeg fik C’s snap og efter festivalen snappede vi frem og tilbage, da hun en dag skrev til mig at hun godt vidste at jeg ikke havde været oppe og slås med en busk, og begyndte at spørge ind til sandheden osv.

I starten tvivlede jeg på om jeg skulle fortælle hende noget, for jeg har det tit med at skubbe folk væk, hvis de kommer for tæt på sandheden. Og ellers så smutter de selv fordi det bliver for meget for dem. Men hun lovede at hun ikke ville gå nogen steder uanset hvad.

Noget i mig følte at hun talte sandt, så jeg åbnede op omkring min selvskade, min fortid og mit forhold til mad. Jeg sagde ikke meget, men åbenbart nok til at hun blev bekymret…

Hun lovede at hun ikke ville sige noget til min far om det vi snakkede om, men tilbage i slut august fandt jeg ud af at hun var gået bag min ryg og fortalt alt til min far, hvilket sårede mig en del, men jeg tilgav hende.

Jeg begyndte så småt at selvskade mindre og få mere styr på det hele, men hun troede ikke på mig uanset hvad jeg sagde, og det ødelagde mig en smule, hvilket jeg også fortalte hende.

Nå men her forleden skrev hun så til min far igen, og fortalte at jeg stadig selvskader (hvilket jeg ikke gør) Men hun troede ikke på et ord af det jeg sagde, og da jeg så bevidste overfor hende at jeg havde været clean i 2 uger, undskyldte hun og sagde at hun ville skrive til min far at hun tog fejl.

Hun bliver ved med at snakke om at jeg skal have hjælp osv, hvilket jeg godt forstår, men jeg er ikke klar til at skulle bede om det, hvilket jeg også bliver ved med at sige til hende, men det er som om hun ikke lytter.

Jeg føler at hun bare tror hun kan tage beslutninger for mig, omkring hvad jeg har brug for, uden at tage den med mig først, og det er vildt irriterende.

Hun tror aldrig på mig når jeg siger jeg har fået det bedre, men så snart jeg siger jeg har det dårligt igen, så tror hun mig med det samme, og det kan jeg bare ikke forstå..

Jeg ved ærligt ikke hvad jeg skal gøre, for det er som om hun ikke lytter når jeg snakker med hende om de ting der går mig på. Altså det med at hun tager beslutninger for mig, at hun aldrig tror på mig når jeg siger jeg har det bedre osv.

Jeg kan også godt nogen gange føle at hun kun skriver med mig fordi hun ikke kan få sig selv til at gå, og fordi hun har lovet min far at hun stadig vil være der for mig uanset hvad…

Jeg ved ikke helt hvad meningen med det her “brev” er, jeg tror bare jeg har brug for et råd til hvad jeg kunne gøre..