Kære søde dig <3
Tusinde tak for at du skriver ind til os! Jeg er helt sikker på, at der sidder mange andre med samme tanker som dig <3 Jeg vil prøve at svare på dit brev, så godt jeg kan <3
Du har helt ret i, at der i øjeblikket bliver talt meget om at begrænse adgangen til porno for børn og unge. Det handler ikke om, at man vil forbyde det for evigt, men at man vil sikre, at kun personer over 18 år kan få adgang – fx ved at man skal bevise sin alder. Det skyldes, at mange voksne (og politikere) er bekymrede for, at børn og unge får et skævt eller usundt billede af sex gennem porno, især fordi meget porno ikke viser samtykke, grænser eller hvordan sex føles i virkeligheden!
Men det du beskriver er virkelig vigtigt: Du har oplevet, at porno faktisk har lært dig noget, du ikke har fået andre steder. At du har fået viden om din krop, om lyst, om forskellige seksualiteter – og at du har brugt det som en måde at forstå dig selv og dine følelser bedre på. Det er der intet forkert i overhovedet! <3 Det viser faktisk, at du er nysgerrig, åben og tager ansvar for at lære om noget, som burde være en naturlig del af seksualundervisningen – men som desværre ofte bliver glemt.
Du nævner også noget, som mange unge oplever: At seksualundervisning i skolen kan være meget fokuseret på regler og prævention – men ikke på lyst, krop, følelser og nysgerrighed. Det er en kæmpe fejl, og det er virkelig ærgerligt, at du (og mange andre) må finde svarene selv! Porno er jo ikke lavet som undervisning, men mange bruger det alligevel sådan, fordi der ikke findes så mange andre steder at gå hen.
Og det er også helt normalt, at du bruger porno, når du er alene og vil lære din krop at kende. Det gør rigtig mange – uanset køn. Det er helt okay, at du ikke har lyst til at snakke om det med veninderne, fordi det stadig er et lidt tabubelagt emne, selvom det burde være mere åbent og trygt at tale om! <3
Det er ikke forkert, at porno har haft en betydning for dig – men husk at du må være kritisk over for nogen dele af det! At porno har hjulpet dig, betyder ikke, at alt ved det er godt, og det virker som om, du allerede er rigtig god til at sortere i det og springe det over, du ikke har lyst til at se. Det er så stærkt! <3
Du kan overveje at besøge Sex & Samfunds Sexlinie for unge, hvor du blandt andet kan læse om forskellen på porno og sex i virkeligheden.
Til sidst vil jeg bare sige: Du er ikke unormal, og du er ikke alene. Det er helt okay at være nysgerrig på sin seksualitet og sin krop – og du fortjener at få god og ærlig viden, der hjælper dig med at forstå dig selv, uden at du skal føle skam! <333
Husk at du altid er mere end velkommen til at skrive ind igen eller tage fat i GirlTalks chatrådgivning, hvis du har brug for at snakke mere om det – eller noget helt andet <3
Kæmpe kram fra Julie <3