Kære Sine <3 

Årh puha hvor lyder det som en så svær situation at stå i - og så alene. Du er mega sej! Og hvor er du stærk for at stå ved dig selv og din mening <3 

Som det første er det uhørt vigtigt for mig at sige, at der er absolut intet galt med dig eller dit valg. Du er så okay og helt perfekt som du er - fyldt med følelser, tanker, meninger og valg. Og det er så sejt af dig, at du står ved det valg du har taget. For det er mega okay at sige fra - især overfor ens forældre, selvom det kan føles ufattelig svært. 

Du skriver selv, at din lillebror er ikke dit valg eller din søn, så du vil ikke hjælpe med ham - og det er så okay at sige. Han er ikke dit "arbejde" eller ansvar - og det burde dine søstre jo heller ikke være. For selvom, at man er i familie og "jo skal elske" hinanden, så er det okay, at man ikke er enig i alt der sker. Man vælger ikke selv den familie, man bliver født ind i. Så man må lære at arbejde med det der sker - og de valg ens forældre tager. Og da dine forældre tog et valg, så må vi regne med, at de har tænkt det igennem - og derfor forestiller jeg mig, at de har svært ved at forstå dit 'nej'. Men selvom at de ikke forstår, så er det okay, at du siger nej - og du skal sige 'nej' eller stop, når du ikke vil være med mere. 

Jeg kan faktisk virkelig godt forstå, at du er misundelig på din lillebror, når han får den barndom - med et fast hjem, stabilitet og mere nærværende forældre - som du gerne ville have haft. Det er da så forståeligt. Og det er der ikke noget galt i at være misundelig over, for selvom det måske kan føles forkert, så viser misundelse også bare, at vi har noget på spil. Og det har du da især, når det er din familie. Så træk vejret, og lad vær' med at slå dig oveni hoved omkring det - for det er en så okay følelse at have <3 

Det er meget vigtigt for mig lige at tale lidt om din lillebrors "rolle" i det hele. For selvom, at du ikke vil være sur på dine forældre eller give dem skylden - så skal din lillebror jo slet ikke have skylden. For han har ikke selv valgt at blive født eller blive en del af jeres familie. Så nu spørger jeg bare lige helt lavpraktisk, men hvorfor skal han have skylden for noget han ikke selv har valgt? Jeg forstår godt, at du har brug for at give nogen skylden; det er super naturligt. Men hvis du kun giver din lillebror skylden, for noget han ikke har valgt eller gjort, fordi du ikke vil være sur på dine forældre, så tror jeg, at du har brug for lige at trække vejret - og så måske overveje, hvad der vil være så skrækkeligt ved at være sur på dem. For man kan godt både elske nogle, og så samtidig være super sur over de valg de tager, og det de gør. <3 

Samtidig så kan jeg heller ikke lade være med at tænke på, om du mon er mere skuffet end sur? Over de valg som dine forældre har taget. Og over hvor lidt du føler dig set og hørt? For hvor må det være ulideligt og så frusterende at stå i og opleve. Og hvor må det være frusterende, at når du siger, at du ikke har lyst til at hjælpe, at de så ikke lytter, men i stedet tvinger dig til noget du ikke vil. Måske også frustrerende at de ikke kan eller vil se, hvor ked af det, det gør dig? Den stabilitet du så frem til ved at skulle bo i ét bestemt hus, må have været så rar. Men så vælger de at få et barn mere - og det må alligevel være lidt en mavepuster, for som du selv skriver så var jeres familie var jo næsten perfekt. Og hvad gør man så? 

Jeg tror, at en rigtig god start for dig vil være at sætte dig ned og trække vejret. Ind og ud. Og så lad dig være sur eller skuffet eller ked af det - eller måske føle ingenting. Måske du har brug for at skrige ned i en pude. Tag dig tid til at finde ud af, hvad der sker i din krop. Du har ikke travlt. Og så kunne du overveje og mærke efter, om du har mod på at tage en snak med dine forældre? Det behøver ikke at være over aftensmaden eller lignende. Men måske du er ude og køre med en af dine forældre på et tidspunkt, og så kan det være her, du har mod på det. En ide til, hvad du kunne sige er noget som; at du ikke føler dig taget seriøst; måske at du er rigtig ked af det over det kaos du har været i; eller at du ikke hader din lillebror, men at det er svært for dig at være sammen med ham, fordi... <3 

Det er dine forældres ansvar at tage hånd om dig også - de har jo også valgt dig til, og det skal de bare lige blive ved med <3 

Du er simplethen så mega sej, og jeg håber sådan, at du finder ro, og at du kan få et så dejligt og hyggeligt bånd med din lillebror, og dine forældre <3 

Vi er her altid, hvis du får brug en til at lytte igen <3 

Kæmpe kram, knus og hep fra Mille <3