Kære dig, 

hvor kan jeg godt forstå, at din problematik gør dig bange - det er en så reel ting at være bange og nervøs for. Hvor er det sejt af dig at sætte ord på og skrive herind omkring <3 

Det er meget meget normalt at gå og snakke i søvne. Faktisk er det helt op til 40% af befolkningen som har prøvet at gå i søvne. Så der er absolut intet galt med det - og som din far siger, så er det meget ofte noget som går væk med alderen. I forhold til at tale i søvne, så er det faktisk de fleste som bare mumler en masse ord - kun få siger hele sætninger som er forståelige. Men alligevel, så er det oftest tilfældige ting, som ikke nødvendigvis giver mening - så det er helt normalt og ufarligt <3 Men jeg kan godt forstå, at du ikke kan slippe frygten for, at det ikke går væk eller hvad der kan ske i løbet af natten. 

Jeg sidder og tænker lidt på, om du måske kunne have mod på at nævne det overfor dem du skal sove med. Jeg kan ikke forestille mig, at de vil tage dårligt i mod det - folk er  oftere mere forstående end vi går rundt og frygter <3 Måske du kan sige, at hvis du ender med at gå i søvne, så må de gerne bare lede dig stille og roligt tilbage i seng. Jo mere du øver dig i at snakke om det, jo lette og bedre bliver det også hen ad vejen <3 Og jeg er ret så sikker på, at du faktisk er meget modig end du tænker, så det kan du sagtens - for du har jo allerede gjort det, her i dit brev til os <3 

Hvis nu du skulle sove sammen med en veninde, og hun kom til dig og sagde, at hun gik i søvne og var lidt nervøs for at sove med andre, hvad ville du så sige til hende? Jeg forestiller mig, at du ville være meget forstående og sød overfor hende - og at det nok ikke ville være et problem <3 Så måske andre også ville have det på samme måde overfor dig? <3 

Du skriver selv, at du har fundet ud af, at du oftest går i søvne, hvis du er meget træt - og hvor fedt, at du har lagt mærke til det. Det at kunne finde de tegn, er virkelig en god evne at have - så prøv at holde fast i det, og lær dig selv at kende <3 Oftest kan stress også udløse søvngængeri, så prøv at mindske det stress du oplever - eller få sovet mere, så du kan få balanceret de to ting ud <3 

Træk vejret, lær dine tegn at kende, og øv dig i at sige det højt - og så husk på, at det ikke er din skyld, det kunne lige så godt være din veninde. Du er helt okay som du er <3

Hvis du får brug for os igen, så tøv aldrig med at skrive et brev mere eller skriv ind til vores ungerådgivning <3 

Kæmpe kram, Mille <33