Send dit spørgsmål
Kathrine, 11 år
15. juli 2022

Hun render efter de andre, der er ikke nogen der vælger hende til

Kære Girlstalk.

Jeg skriver til jer, fordi jeg er bekymret for min datter A på 11 år.
I skolen føler A sig udenfor. Læreren siger, at hun aldrig er alene i skolen, men går altid med nogen. A siger, at hun altid render efter de andre, der er ikke nogen der vælger hende til. Og den oplevelse kan læreren godt genkende.
A spiller håndbold og her er det det samme, når de skal gå sammen to og to, er det ofte A der står tilbage.
A vil rigtig gerne være gode venner med vores genbo. Genboen er meget vellidt i klassen. Genboen har ofte fem-seks piger med hjem og det bliver tydeligt for min pige, at det har hun ikke. Hvis A går over til genboen må hun gerne være med, men de spørger hende ikke og hun kommer igen til at være påhænget.
Flere af pigerne er fået i puberteten og det er A ikke. Måske har det en betydning ?? Men det er der også mange andre der ikke er, inklusiv flere sf dem naboen går med.
For et par år siden var A aldrig alene, men det er nu sjældent hun er sammen med nogen. Af og til ses hun med Nikoline fra klassen, men ikke tit. Augusta fra klassen vil gerne være sammen med A, men A gider ikke Augusta og vælger hende fra.
Åhh, jeg synes det er svært, jeg ved ikke hvordan jeg kan hjælpe og tror det er godt, der nu er ferie, så vi kan få det hele lidt på afstand 😞
Mvh

En meget bekymret mor

Læs hele brevet

GirlTalks svar

Kære meget bekymret mor

Tak fordi du skriver til os og jeg kan sagtens forstå din bekymring omkring din datter. Der er ikke noget man hellere vil som mor end, at ens børn føler sig ønsket og inkluderet og det kan nemlig være rigtig svært at vide, hvordan man bedst hjælper.

Jeg kan forstå på dit brev, at din datter ikke decideret bliver holdt udenfor, men snarere ikke valgt til. Du skriver, at for et par år siden var hun aldrig alene, men er nu sjældent sammen med nogen. Er der en forklaring på det, som din datter kan gøre dig klogere på? F.eks. har dynamikken i pigeflokken ændret sig, så det er blevet vanskeligere at blive en del af den? Eller har noget hos din datter ændret sig?

Din beskrivelse af den store pigegruppe hos genboen er egentligt ret almindeligt for pigefælleskaber i dag. Der opstår ofte en slags ’dronning-hof’ cirkel, eller ’veninde-venude’ mønstre, hvor man enten er inde eller ude af gruppen. Din datter bliver ikke decideret holdt ude, men hun føler sig heller ikke inde i fællesskabet, fordi hun ikke bliver valgt til. Pigefællesskaber kan også ændre sig ret hurtigt, så man er ’inde’ og ’ude’ på skift. ”Hver tredje elev i folkeskolen mangler nogen at være sammen med” viser en undersøgelse fra magasinet Skolebørn (2020). Det er sandsynligt, at der er andre i klassen som oplever eller vil opleve det samme som din datter. I forhold til betydning af puberteten mener jeg ikke, at den er en afgørende faktor her i gruppens dynamik.

Jeg tænker, om du kan tage en snak med din datter om, hvad hun tror årsagen er til, at hun ikke bliver valgt til. Hvad har ændret sig de sidste par år – skyldes det mon coronatiden derhjemme? Hvordan vil A have det med selv at invitere nogen, i stedet for at vente på at blive inkluderet? Har hun lyst til at være mere sammen med Nikoline? Hvordan kan det være, at hun ikke gider Augusta? Mon Augusta har det som din datter? Her i sommerferien kunne det muligvis være en ide at være sammen med nogen i en anden kontekst end skole – måske kan det bryde lidt op i de fasttømrede fælleskaber, fordi ikke alle er hjemme på samme tidspunkt. Hvad vil din datter sige til det?

Lignende spørgsmål kan være med til at hjælpe din datter til at reflektere over sig selv og pigefællesskabet. Det er ikke sikkert, at hun finder svar på alt, men hun kan blive klogere på, hvad der reelt står i hendes magt. Man kan ikke altid styre, hvordan de andre er, man kan kun tage ansvar for, hvordan man selv er.

Når din datter starter op igen i skole efter sommerferien, kan du overveje at gøre hendes klasselærer opmærksom på din bekymring. Det kan være svært for en lærer at få øje på, men det er lærerens ansvar at skabe de bedste betingelser for trivsel i klassen. Det kan være, at der skal fremmes en mere inkluderende kultur i klassen, især blandt pigerne.

GirlTalk har en chatrådgivning, hvor man kan skrive anonymt ind og dele ens tanker og udfordringer.  Måske kunne det være noget for din datter? Mange unge piger har glæde af at skrive med en chatrådgiver, som de ikke kender men kan ’lytte’ og komme med gode råd og erfaring.

Jeg håber disse forslag kan hjælpe dig og din datter på vej i de udfordringer, hun oplever med pigegruppen. Du er også meget velkommen til at ringe til vores voksenrådgivning, hvis du vil sparre yderligere med en rådgiver.

De bedste sommerhilsner

Alexia, frivillig rådgiver

Del dine tanker med os

Vi svarer på dit brev så hurtigt som muligt. Vi sender en mail, når vi har svaret dig. Du kan også læse svaret her på siden.





Brevkasse for forældre

I GirlTalks brevkasse for forældre svarer vores rådgivere på spørgsmål om alt det, der relaterer sig til at være forælder til en ung. Vores rådgivere har alle en relevant børne- eller sundhedsfaglig uddannelse og ungdomsfaglig erfaring. Brevkassen er anonym. Breve og svar der kan have relevans for andre forældre vil blive delt på vores hjemmeside.

Send dit spørgsmål

Filtre
Send dit spørgsmål
Filter brevkasse

Vil du vide mere om:

  • Forældrerollen
  • Mistrivsel
  • Selvværd
  • Fællesskaber

Alder:

  • 10 år
  • 11 år
  • 12 år
  • 13 år
  • 14 år
  • 15 år
  • 16 år
  • 17 år
  • 18 år
  • 19 år
  • 20 år
  • 21 år
  • 22 år
  • 23 år
  • 24 år
  • 24+ år
Vis flere filtre Vis færre filtre
11 Resultater