#TimeoutForPiger
Odense Håndbold og GirlTalk har indgået et langvarigt samarbejde om Odense Håndbolds initiativ #TimeoutForPiger - et opråb mod perfekthedskultur og forventningspres, der hersker blandt unge piger i sports- og foreningslivet.
Næsten to ud af tre teenagepiger stopper nemlig med at dyrke sport på grund af usikkerhed og pres fra både omverdenen og fra dem selv.
Store problemer kræver stærkt samarbejde
Samarbejdet tager afsæt i Odense Håndbolds initiativ #TimeoutForPiger, der sætter fokus på forventningspres og arbejder for tryggere sportsfællesskaber.
Gennem aktiviteter og kvindelige rollemodellers fortællinger inspirerer GirlTalk og Odense Håndbold til forandring – og opfordrer flere sportsklubber og foreninger til at bakke op.
Initiativer på tværs
Odense Håndbold og GirlTalk vil samarbejde om aktiviteter på tværs af håndbolden for at forebygge og sætte fokus på forventningspres. Der vil bl.a. komme årlige events for foreninger og forældre, så sporten kan være med til at danne rammerne om et trygt rum og en kultur, hvor det er okay ikke at være perfekt. Derudover vil samarbejdet inkludere oplæg, workshops og aktiviteter rettet mod trænerne, spillerne og pigerne.