Hun ser tilbage på sit 16-årige jeg, der var den sjove i klassen. Den, der hang ud med drengene, lavede skæg og ikke lod sig vælte. Men da hendes forældre blev skilt, krakelerede noget indeni. Alligevel holdt hun fast i rollen som den stærke og viste ikke, hvor ked af det hun egentlig var.
Mille beskriver, hvordan den drivkraft har fulgt hende langt i livet. Den har givet hende styrke, retning og mod – men også gjort det svært at stoppe op, lytte til kroppen og lade andre komme tæt på. Først senere i livet har hun forstået, at styrke og sårbarhed ikke er hinandens modsætninger.
Der er jo ikke nogen mennesker, der kun er stærke eller kun er sårbare. Vi har det jo alle sammen i os.
Episoden kredser om roller, forventninger og det at turde give sig selv mere plads. Ikke bare som ung, men gennem hele livet. Mille fortæller også om at leve på måder, der ikke altid passer ind i den klassiske kasse – og om rådet til sit yngre jeg: Følg dit hjerte.
Det er en samtale om at turde være mere sårbar. Også når man er hende, der plejer at klare det hele selv. Og en påmindelse til voksne om, at unge ikke altid viser, hvor ondt noget gør. Nogle gange kan den sjove, stærke eller handlekraftige unge også være den, der har allermest brug for, at nogen spørger igen – og bliver lidt længere.
Lyt med til episoden her
Podcasten er produceret i samarbejde med Alt for damerne og er en del af GirlTalks indsats Stærkere voksne – stærkere unge, som sætter fokus på betydningen af nære voksne i unges liv.
