Unge har brug for at lære at håndtere svære følelser i stedet for at fjerne dem

I den nye dokumentar DR-dokumentar "Generation hovedpine" fortæller Anna Bjerre om årsagerne til, at nogle unge bruger håndkøbsmedicin, når livet gør ondt. Nogle unge tager piller mod følelsesmæssigt ubehag i håb om at få det mindre dårligt og opleve, at de gør noget konkret ved en svær situation. Vi skal være nysgerrige på det, den unge forsøger at håndtere, frem for kun at fokusere på, at hun tager piller.

Unge har brug for at lære at håndtere svære følelser i stedet for at fjerne dem
Håndkøbsmedicin kan for nogle unge blive en måde at håndtere det, der gør ondt indeni. Men hvad håber de, at pillerne skal hjælpe med? Ifølge GirlTalks direktør og psykolog Anna Bjerre skal vi interessere os for, hvad pigerne håber, pillerne skal hjælpe på, og hvordan vi hjælper dem med at håndtere det svære. 
I GirlTalk møder vi indimellem piger og unge kvinder, der fortæller om et overforbrug af håndkøbsmedicin i forbindelse med svære følelser. Vi har ikke tal på, hvor udbredt det er, men det vækker en psykologfaglig bekymring hos Anna Bjerre. 
»Det interessante er ikke kun, hvad den unge tager. Det interessante er, hvad hun håber, det skal hjælpe med.«
- Anna Bjerre, Psykolog og Direktør for Girltalk

 

For nogle kan selve handlingen at tage en pille give en kortvarig oplevelse af at gøre noget ved det, der føles svært. Men hvis problemet handler om ensomhed, uro eller pres, kræver det andre løsninger. 

Det er også okay at have det dårligt  

I GirlTalk møder vi piger og unge kvinder, der oplever et stort pres for at lykkes fagligt, socialt og personligt. Samtidig har nogle en forventning om, at de også skal have det godt hele tiden. 
Ifølge Anna Bjerre skal vi være opmærksomme på, om vi er ved at skabe en forventning om, at alle svære følelser hurtigt skal fjernes. For sorg, usikkerhed og nederlag er også en del af livet. I stedet for at fjerne følelserne, skal vi lære at håndtere dem – på den måde er vi bedre rustede til næste svære periode. 
Og her har de voksne omkring de unge også et ansvar. I GirlTalk møder vi unge, der er bange for at fylde for meget eller gøre andre bekymrede. Derfor er voksnes opgave at gøre plads til de svære samtaler og vise, at man ikke behøver stå alene med det, der gør ondt. 
»Målet er ikke, at unge skal kunne holde til alt. Målet er, at de får flere måder at håndtere det svære på.« 
- Anna Bjerre, Psykolog og Direktør for Girltalk

Se mere