Bliv foredragsholder i GirlTalk
Vi mangler dig, der har lyst til at holde foredrag for andre unge piger.
Vil du være med til at fortælle unge piger, at de er gode nok som de er? Give dem redskaber til at navigere i teenageårene, når usikkerheden banker på? Er du god til at tale foran mange mennesker? Så bliv foredragsholder i GirlTalk.
Vi søger nye foredragsholdere i alderen 18-30 år til vores ung-til-ung foredrag ”Altid god nok – også uden filter", som fokuserer på de temaer, der ofte fylder i et teenage-pigeliv.
Det er temaer som fx identitet, selvværd, grænsesætning og sociale mediers indflydelse på vores hverdag og selvopfattelse. Som foredragsholder kan timerne variere fra måned til måned, men gennemsnitligt vil det forventes at skulle sætte 2-6 timer af om måneden.
Det forventes, at du som foredragsholder kan tage mellem 1-3 foredrag om måneden, og du skal være indstillet på at blive booket til foredrag med 14 dages varsel.
Vi holder samtaler løbende, så søg gerne så hurtigt som muligt via formularen herunder.