Når folk spørger mig om jeg er okay siger jeg altid “ja jeg er bare lidt træt”. Og det er jo som sådan ikke løgn. Men jeg er ikke så meget træt som jeg bare er udmattet. Men det kan jeg jo ikke sige for “man kan jo ikke være udmattet når man er 15 år gammel!”
Man skal ikke tænke på børn og hus og penge og alle mulige vigtige ting. Men til gengæld er min hjerne fyldt op med ting som træning, skole, efter det lektier, job, job nummer 2, om jeg er god nok, en god nok ven, er populær, har det rigtige tøj, er en god nok datter, er jeg nok ude, nok hjemme, nyder jeg mit liv nok, hvordan ser folk mig, er jeg pæn, skal jeg drikke eller ej, husker jeg dit husker jeg dat. Og det er bare som om at INGEN voksne forstår at bare fordi jeg ikke skal tænke på madlavning og hente børn så er jeg ikke stresset eller overstimuleret. Og hver gang jeg ligger på min seng !fordi jeg er træt og udmattet og har mistet lysten til at være i live! så er jeg doven og laver aldrig noget. Som om jeg ikke cykler hver dag overalt og træner halvdelen af ugen. Jeg har bare lyst til at ligge mig ned og dø nogle gange. Men det kan jeg jo ikke rigtigt sige vel? Så derfor siger jeg bare at jeg er træt. Og så lever jeg videre med alle mine alt for store og alt for ubetydelige tanker og bliver mere og mere træt i min rodede verden hvor jeg bliver mindre og mindre i stand til at magte noget som helst, samtidig med at kravene til mig bliver større og større.