Når din datter møder modgang

Når din datter møder modgang

Nederlag rammer ekstra hårdt, når man er ung. En dårlig karakter, et afslag, en konflikt i vennegruppen eller følelsen af ikke at slå til, kan hurtigt føles som et bevis på, at man ikke er god nok. Som forælder kan det være svært at stå ved siden af - især når du bare gerne vil gøre det nemmere for hende. Men en vigtig del af at blive voksen er at lære, at nederlag ikke betyder stop. Nederlag kan minde os om, at udvikling ofte kommer af forsøg, fejl og nye forsøg – ikke af at alt lykkes første gang.

Lyt uden af fixe 

Når din datter fortæller om et nederlag, har hun ofte ikke brug for en plan. Hun har brug for at mærke, at du kan holde ud at høre på det, der er svært. Hvis du lytter uden at dømme, rette eller bagatellisere, giver du hende en vigtig oplevelse: at hun er god nok - også når hun møder nederlag. Det er ofte det, der giver hende mod til at finde en vej videre.  

Gode råd til samtalen:  

Spørg åbent og roligt

“Vil du fortælle mig, hvad der skete?” og “Hvad er det værste ved det” giver plads til hendes oplevelser.

Undgå at gøre det mindre, end det føles

Sætninger som “det går nok” eller “det er ikke så slemt” kan lyde trøstende, men kan få hende til at føle sig alene med følelsen. 

Vent med løsningerne

Du kan altid sige, “hvad nu?” senere. Lige nu er det vigtigere at være til stede.  

 

Lær hende, at nederlag er en del af livet 

Nederlag trykker ofte på hele følelsespanelet på én gang: ked-af-det-hed, vrede, skam, skyld, uro. Og nogle unge kommer lynhurtigt til at gøre nederlaget til en dom over dem selv: “Så er jeg bare sådan én, der ikke kan finde ud af det.” 

Her kan du gøre noget meget enkelt – og meget vigtigt: Bliv i følelsen sammen med hende. Ikke for at tage den væk, men for at vise, at den kan være der uden at fylde alt. 

Du kan fx spørge: “Hvordan rammer det dig?” eller “Hvad siger du til dig selv lige nu?”. Og hvis hun har svært ved at være mild ved sig selv, kan du prøve: “Hvad ville du sige, hvis det var din veninde, der stod her?” 

Og hvis du selv bliver ramt (for det gør man), så er det helt normalt. Prøv bare at parkere dine egne bekymringer et andet sted bagefter – hos en ven, din partner eller en anden voksen – så din datter ikke også skal bære din uro. 

Når det værste har lagt sig, kan du hjælpe hende med at se nederlaget som et stop på vejen – ikke som endestationen. Nederlag er ikke rare, men de kan være lærerige. De kan vise, hvad der ikke virkede, hvad der faktisk betyder noget, og hvad man kan justere næste gang. 

Du kan fx sige: “Det giver mening, du er ked af det. Og når du er klar, kan vi sammen kigge på, hvad du kan tage med fra det her.” Det holder både alvoren og håbet i samme sætning. 

 

De næste skridt 

Når der er blevet lidt mere ro på, kan I sammen kigge fremad. Ikke med store livslektioner – men med små, realistiske skridt. 

Tal om læring, ikke skyld

“Hvad kan du tage med dig?” fungerer ofte bedre end “hvad gjorde du galt?”

Tilbage på sporet

Mind hende om, at det er bedre at prøve og fejle end slet ikke at prøve. Det er sådan, man bliver dygtigere og mere robust. 

Støt hende i et nyt mål

Et mål kan være meget lille: at række hånden op én gang i morgen, sende en besked, møde op eller øve sig lidt. Det vigtigste er, at det føles muligt.

Ræk ud efter hjælp

Hvis din datter ofte bliver slået helt ud af nederlag – eller hvis du som forælder er i tvivl om, hvordan du bedst støtter hende – er du ikke alene. 

Hos GirlTalks forældrerådgivning kan du tale med en fagperson, der lytter og giver dig brugbare redskaber til at støtte din datter – og passe på dig selv undervejs.