Når fællesskabet gør ondt

Når fællesskabet gør ondt

Fællesskaber betyder meget, når man er ung. Det er her, man mærker, om man hører til. Det er her man spejler sig, finder sin plads og bliver klogere på, hvem man er. Derfor gør det også rigtigt ondt, når man føler sig udenfor. Vi ved at fællesskaber hænger tæt sammen med unges trivsel. Når man er en del af et fællesskab, hvor man føler sig tryg og accepteret, styrker det både selvværd og mental sundhed. Omvendt kan følelsen af at stå alene eller være “på kanten” fylde meget - også selvom det udefra kan se ud, som om man er med.

Mange typer fællesskaber

Der findes ikke kun én slags fællesskab. Nogle fællesskaber kommer af hverdagen: klassefællesskabet, fritidsaktiviteten, vennegruppen eller familien. Andre fællesskaber opstår mere løst omkring interesser, trends eller det, der fylder lige nu.  

De fleste unge bevæger sig mellem flere fællesskaber på samme tid. Men det vigtigste er ikke, hvilken type fællesskab der fylder mest. Det vigtigste er, om den unge føler sig tryg nok til at være sig selv, sige noget, grine med – og også være stille uden at blive skubbet ud.  

 

Kampen om en plads

For mange unge er det ikke bare “at være sammen”. Det kan føles som et arbejde at finde sin plads. Man aflæser stemninger, forsøger at sige det rigtige, tænker over, hvordan man virker, og kan være nervøs for at gøre noget forkert. 

Nogle unge betaler en pris for at være med: de går på kompromis med sig selv eller det, de egentlig mener. Andre er på papiret med, men føler sig alligevel ensomme. Man kan godt være i rummet, uden at være med i fællesskabet.  

At være på kanten af et fællesskab kan være udmattende. Her er man hele tiden en smule i risiko. Man kan føle at man skal bevise sin plads igen og igen – og at man nemt kan blive valgt fra. Det er hårdt.  

Hvis din datter føler sig udenfor, kan det sætte sig som uro, tristhed, ensomhed eller lavt selvværd. Det kan også gøre det sværere at tage initiativ, fordi man er bange for at blive afvist. Den slags kan være svært at opdage som forælder, fordi det ikke altid bliver sagt højt.  

 

Gode råd til dig som forælder 

Spørg ind til de små situationer i hverdagen

Det kan være svært for unge at svare på et stort spørgsmål som “Hvordan går det?”. Derfor kan det hjælpe at spørge mere konkret: “Hvem var du sammen med i pausen i dag?” eller “Var der et tidspunkt i dag, hvor du følte dig godt tilpas?” Den slags spørgsmål gør det lettere at sætte ord på, hvordan dagen faktisk har været.

 

Tag følelsen alvorligt - også selvom problemet virker småt

Hvis din datter fortæller, at hun føler sig udenfor, så start med at tage det alvorligt. Også selv om det måske virker som en lille ting udefra. For hende kan det fylde meget. Det vigtigste er ofte ikke, at du finder en løsning med det samme, men at hun mærker, at du forstår, at det gør ondt. 

 

Hjælp hende med at få øje på de steder, hvor hun føler sig godt tilpas 

Det er ikke nødvendigt at have en stor vennegruppe for at trives. For mange unge gør én god relation en kæmpe forskel. Du kan hjælpe hende med at lægge mærke til, hvem hun føler sig tryg sammen med, og hvornår samvær føles rart og afslappet. 

 

Skab muligheder for fællesskaber uden for skolen 

Hvis fællesskabet i skolen er svært, kan det hjælp at have andre steder, hvor hun føler sig tryg. Det kan være en fritidsaktivitet, et kreativt fællesskab eller noget, hvor man mødes om en fælles interesse.  

 

Tal åbent om, at fællesskaber ikke er perfekte 

Det kan være en lettelse for unge at høre, at de fleste mennesker oplever perioder, hvor de føler sig udenfor. Det betyder ikke, at der er noget galt med dem.  

 

Ræk ud efter hjælp 

Hvis du er bekymret for din datters trivsel, eller hvis fællesskaber og ensomhed fylder hjemme hos jer, er du ikke alene.  

Hos GirlTalks forældrerådgivning kan du snakke med en fagperson, der lytter og hjælper dig med redskaber til at støtte din dater – og passe på dig selv undervejs. 

Book en samtale her