Hvad ser de voksne, når en ung altid har en kæk bemærkning klar? I Mit Yngre Jeg fortæller Jakob Ellemann-Jensen om humoren, der hjalp ham gennem svære oplevelser i skolen, og om de ting, hans forældre først hørte om senere. Han deler også sine erfaringer med stress og et råd om at være nysgerrig på andre
Til en skole-hjem-samtale fik Jakob Ellemann-Jensen at vide, at det ikke var noget at stræbe efter at være klassens klovn. Hans forældre sad med, og svaret kom med det samme.
»Hvorfor ikke?«
Han spurgte helt oprigtigt. Hvad var der galt i at få de andre til at grine?
I dag kan Jakob godt se lærerens pointe. Han var lidt for rundhåndet med bemærkningerne. Men i samtalen med Anne Albrechtsen fortæller han også om, hvad de hurtige replikker betød for ham. Han var blandt de mindre drenge i klassen og oplevede, at både elever og lærere lod deres holdning til hans far gå ud over ham. En kæk bemærkning var en måde at svare igen på.
Det, forældrene først hørte senere
Jakob beskriver sin barndom som tryg og sine forældre som gode. Alligevel fortalte han dem ikke om de svære oplevelser i skolen. Han tænkte, at det bare ville gøre dem kede af det. Hvad skulle de stille op med det?
Da han fortalte det senere, blev hans far både vred og ked af, at hans arbejde var gået ud over sønnen.
For forældre og andre nære voksne er det værd at hæfte sig ved netop den overvejelse. Jakob havde allerede som dreng tænkt over, hvordan hans forældre ville reagere, og hvad de kunne gøre. Det var med til at afgøre, hvad han fortalte derhjemme.
Humoren har fulgt ham siden. Med årene er sarkasmen kommet mere i baggrunden, og han sætter større pris på selvironien. Da han bliver bedt om at give sit yngre jeg et råd, slår han stadig et slag for klassens klovne. Evnen til at finde noget morsomt, også i svære situationer, har været en gave for ham.
Kan man tillade sig at blive syg?
Senere i samtalen fortæller Jakob om at blive sygemeldt med stress i et halvt år. Som vicestatsminister og forsvarsminister havde han mennesker omkring sig, der skrev hans taler, kørte ham rundt og bar hans taske. Han var privilegeret. Kunne han så tillade sig at blive syg?
Da han vendte tilbage, blev han rådet til at tale så lidt som muligt om sin stress. Ellers kunne han fremstå svag.
»Alle ben kan brække. Det er bare et spørgsmål om, hvor hårdt du trykker,« siger han.
Den tvivl, Jakob beskriver, kan også dukke op hos unge, der synes, de burde kunne klare mere, fordi de har gode muligheder og støtte omkring sig. Hans fortælling giver en anledning til at tale om, hvor svært det kan være at sige højt, at man er presset, når man samtidig føler, at man har meget at være glad for.
Også voksne kan have noget at lære
Da Jakob skal give et råd videre til unge, handler det om at lægge mærke til, hvad andre mennesker rummer. Hvis du tror, du er den klogeste i rummet, så kig igen, lyder hans råd.
Tanken tog form, da han som ung sergent lærte af sin kompagnichef, at han skulle finde noget at sætte pris på hos hver af sine soldater. Også dem, han havde svært ved at komme overens med.
Det råd kan man også tage med som voksen omkring unge. Når man ofte er den, der vejleder og svarer på spørgsmål, kan man let overse, hvad den unge selv kan lære én. For Jakob begynder det med at være nysgerrig på, hvad andre ved, mener og har oplevet.
Lyt til afsnittet med Jakob Ellemann-Jensen her
Mit Yngre Jeg udgives af ALT for damerne i samarbejde med GirlTalk. Podcasten er en del af GirlTalks indsats Stærkere voksne – stærkere unge, som sætter fokus på betydningen af nære voksne i unges liv.
