Efter Siffs far pludselig døde i 2018, udviklede hun generaliseret angst. Hun mærker både angsten fysisk og psykisk og arbejder på, at den ikke skal kontrollere hendes hverdag.

Hvordan mærker du fysisk og psykisk din angst?

Jeg mærker angsten både fysisk og psykisk - dog i varierende grad fra gang til gang.

Fysisk får jeg hjertebanken og kan godt komme til at føle mig “tillukket” i halsen. Som om noget lige strammer lidt. Jeg har også oplevet at få ondt i maven og rysten i kroppen.

Mine psykiske symptomer er ofte, at jeg føler mig meget overvældet og kan have svært ved at strukturere mine tanker. Det bliver ligesom bare en stor omgang overtænkning, som desværre kan gøre en enormt ked af det og utilpas.

 Hvordan håndterer du angstanfald? 

Det er meget i perioder, at min angst bliver til anfald, men jeg har oplevet det en del gange. I starten var det helt vildt skræmmende, fordi man selvfølgelig bliver bange for, om man kan komme ud af angsten.

Jeg lærte af min veninde og har senere lært det videre til andre venner, at det hjælper at fokusere på sin vejrtrækning. Det er lettere sagt end gjort, men hvis man kan prøve at bruge alt sin energi på at få taget dybe indåndinger helt ned i maven - måske imens man holder sine hænder der, så man kan mærke bevægelsen, så oplever jeg personligt, at min krop og mine tanker lige så stille får en pause.

Hvad gør du, når angsten rammer, for at få den væk?

Noget af det allervigtigste jeg har erfaret og virkelig vil anbefale, det er at få talt med ens tætte om, at man har angst og sætte dem ind i, hvad man har brug for, når anfaldene rammer. Ligesom lave sig en lille angst-emergency-guide. Jeg har for eksempel lyst til:

• at nogen trækker vejret med mig

• at nogen siger, at jeg nok skal blive okay igen

• at nogen siger, at det er okay, at det ikke føles okay

• at nogen holder et sted på min krop, så jeg kan mærke dem og deres nærhed

Det oplever jeg hjælper mine venner og går også ind og gør mig rigtig tryg, hvis tilfældet skulle være ude.

Hvad gør du, når angsten er værst?

Når den er værst, så kan jeg godt få lyst til at gemme mig væk og vælge ikke lige at håndtere verdenen eller nogen andre end mig selv. Det er rigtig vigtigt for mig at få ro i mit eget tempo. Men det er også vigtigt for mig at sige, at det også kan blive en flugt for mig nogle gange. Og at den bedste medicin for mig er at have folk omkring mig, som er opmærksomme på en, men som man ikke nødvendigvis behøver at tale med hele tiden, imens det står på. Nogen til at kramme, græde, grine og tale med. Nogen der står klar med en buffet af følelser, man bare kan tage af.

Oplever du angst?