Hvad skal jeg sige? Hvad skal jeg gøre? Har jeg overset noget? Som forælder kan ønsket om hurtigt at hjælpe betyde, at man også hurtigt kommer til at handle. Det kan være, du stiller mange spørgsmål, kommer med løsninger, vil forklare eller forsøge at fikse. Men nogle gange har din datter først brug for, at du lytter. Også selvom hun ikke selv kan forklare præcis, hvad der er galt.
Selvom det kan være svært ikke at lede efter de rigtige svar, når din datter mistrives, så har hun ikke nødvendigvis brug for, at du er perfekt og kan komme med en løsning.
Det vigtige er, at du er en voksen, din datter kan regne med – også når du selv er i tvivl.
Det betyder også, at du ikke behøver kunne fjerne alt det svære med det samme.
Nogle gange har hun først og fremmest brug for at blive forstået, og derfor kan det være hjælpsomt at lytte, før du forsøger at løse.
Måske vil du opleve, at hun ikke kan give dig den præcise forklaring på, hvad der er galt, men den behøver du heller ikke altid for at være der for hende og tage det alvorligt.
Vær tilgængelig uden at presse
Hvis din datter trækker sig, behøver det ikke betyde, at hun ikke vil have dig tæt på.
I GirlTalk ser vi, at det også kan handle om overvældelse eller skam.
Derfor kan din opgave være at give hende plads, når hun har brug for det, samtidig med at du bliver ved med at vise, at du er der.
Du behøver ikke presse på for at få en samtale eller et svar. Du kan være tilgængelig og lade hende mærke, at hun kan komme til dig.
Husk også dig selv
Når ens barn har det svært, kan bekymringerne fylde meget. Men din egen trivsel er også vigtig.
Det er svært at være en stabil støtte over tid, hvis du selv er helt drænet.
At tage din egen trivsel alvorligt er derfor også en del af forældrerollen.
Og selvom du har et ansvar som forælder, betyder det ikke, at du skal bære hele opgaven alene.
Fem ting, du kan tage med dig
-
Du behøver ikke være perfekt
Det vigtige er, at du er en voksen, din datter kan regne med – også når du selv er i tvivl.
-
Vær tilgængelig uden at presse
Giv plads, når hun har brug for det, men bliv ved med at vise, at du er der.
-
Lyt, før du forsøger at løse
Din datter har ikke altid brug for et hurtigt svar. Nogle gange har hun først brug for at blive forstået.
-
Tag også din egen trivsel alvorligt
Det er svært at være en stabil støtte over tid, hvis du selv er helt drænet.
-
Skeln mellem ansvar og skyld
Du har et ansvar som forælder, men du skal ikke bære hele opgaven alene.
Du må også række ud efter rådgivning
Det kan være svært at vide, hvordan man bedst støtter sin datter, når hun har det svært. Og du behøver ikke stå alene med tvivlen.