Det kan være svært at vide, hvornår en forandring hos din datter er en del af ungdomslivet, og hvornår den fortæller, at hun ikke trives.
Mistrivsel viser sig sjældent gennem ét enkelt tegn. Ofte er det flere små forandringer over tid, der kan fortælle, at noget fylder. Derfor handler det ikke om at finde ét bestemt tegn, men om at være opmærksom på mønstre og på ting, der er anderledes end normalt.
Læg mærke til forandringer over tid
Nogle tegn på mistrivsel er tydelige. Det kan for eksempel være, hvis din datter trækker sig helt fra venner, får markant øget skolefravær, giver udtryk for håbløshed eller taler om ikke at have lyst til at være her.
Andre tegn kan være mere stille. Måske virker hun mere irritabel eller opgivende. Måske bliver hun hurtigere overvældet, sover dårligere, får oftere ondt i maven eller hovedet eller mister lysten til fritidsaktiviteter. Det kan også være, at hun begynder at undgå bestemte situationer i skolen eller i sociale fællesskaber.
Det vigtigste er ikke nødvendigvis det enkelte tegn, men om du over flere uger eller måneder ser en tydelig forandring.
Se på flere dele af hendes liv
Når en ung ikke trives, kan det vise sig forskellige steder i hverdagen. Skole eller uddannelse, sociale relationer, familieliv og digitale fællesskaber kan spille sammen.
Spørg derfor dig selv, om der er flere små tegn, der peger i samme retning. Måske sover hun anderledes, har mindre lyst til at se venner og kommer oftere i konflikter derhjemme.
Når du ser på mønstrene frem for enkelte dage, kan det være lettere at vurdere, om der er noget, der kalder på din opmærksomhed.
Lyt også til den måde, hun taler om sig selv på
Forandringer viser sig ikke kun i det, din datter gør. Det kan også være værd at lytte til, hvordan hun taler om sig selv.
I GirlTalks ungerådgivning møder vi unge, der bruger hårde ord om sig selv og beskriver sig selv som for eksempel "ikke god nok", "kedelig" eller "for meget".
Hvis du lægger mærke til, at din datter ofte taler hårdt om sig selv, kan du møde det med nysgerrighed frem for hurtige modargumenter.
Du kan for eksempel spørge:
"Jeg lagde mærke til, at du sagde, du ødelægger alting. Hvad fik dig til at føle sådan?"
Eller:
"Når du siger, at ingen gider dig – er det sådan, du ofte går og har det?"
Det svære bliver ikke altid sagt højt
Nogle unge går alene med det, der fylder mest. De kan holde igen over for deres forældre, fordi de ikke ønsker at gøre dem bekymrede eller kede af det.
Derfor er det ikke altid muligt at se udefra, hvor svært en ung har det.
Hvis du oplever, at din datter trækker sig meget, kan du række nænsomt ud og gøre det tydeligt, at hun ikke behøver klare det hele selv.
Du kan for eksempel sige:
"Du må komme til mig med både det gode og det svære. Jeg vil først og fremmest lytte."
Du behøver ikke vide, hvad der er galt
Som forælder kan det være svært at vide, om man reagerer for tidligt eller for sent.
Men du behøver ikke have forstået hele situationen, før du åbner for en samtale. Hvis du fornemmer, at noget har ændret sig, kan du tage udgangspunkt i det.
Du kan for eksempel sige:
"Jeg synes, jeg kan mærke, at noget fylder hos dig. Har du lyst til, at vi går en tur eller sætter os lidt og snakker om det?"
Det vigtigste er ikke at finde forklaringen med det samme. Det er at vise, at du ser hende og gerne vil forstå, hvad der sker for hende.
Fem ting, du kan tage med dig
-
Se efter forandringer over tid
Det er ofte mønstrene og forskellene fra det, du kender, der er vigtige.
-
Vær opmærksom på både tydelige og stille tegn
Mistrivsel kan blandt andet vise sig i ændret humør, søvn, energi, skoleliv, relationer og lysten til aktiviteter.
-
Lyt til, hvordan hun taler om sig selv
En gennemgående hård og kritisk måde at omtale sig selv på kan være værd at spørge ind til.
-
Husk, at det svære ikke altid bliver sagt højt
Gør det tydeligt, at hun må komme til dig med det, der fylder, og at du først og fremmest vil lytte.
-
Du behøver ikke kende forklaringen for at reagere
Hvis du mærker en vedvarende forandring, må du gerne tage din bekymring alvorligt og åbne for en samtale.
Har du brug for sparring?
Hvis du er bekymret for din datter eller er i tvivl om, hvordan du bedst støtter hende, kan du få gratis og fortrolig sparring i GirlTalks forældrerådgivning.