Chat med os i dag fra 19:00 - 23:00
Skriv et brev
Carolina, 16 år
30. april 2024

Mine forældre er blevet skilt

Hej Girltalk.

Jeg skriver til jer angående mine forældres skilsmisse. Det skete tilbage i november måned. Det kom som et chok for alle, og jeg er stadig ikke kommet mig over det chok.

Det var min mors beslutning dengang og derfor valgte jeg også at flytte op til min far. Jeg har det meget stramt med min mor. Siden skilsmissen er hun blevet meget hemmelighedsfuld, og hun har ændret sig meget.

Jeg har for nogle dage siden opdaget min mor, sammen med en ny. Det er ikke noget hun har fortalt mig, og derfor skal hun ikke vide at jeg ved det.

Jeg føler mig mere tryg ved min far, men kan samtidig tvivle på hvor meget jeg må nævne og vise følelser osv. Jeg syntes generelt min hjerne er på overarbejde og jeg kan slet ikke styre mine tanker.
Jeg har meget svært ved at snakke om det, og kan ikke rigtig finde en tryghed i det endnu. Jeg har svært ved at åbne op til folk, fordi jeg synes det er lidt pinligt og har lidt skyldfølelse.

Jeg håber i vil lytte og har nogle gode råd <3

Læs hele brevet

GirlTalks svar

Kære Carolina, 

Først og fremmest vil jeg takke dig for dit brev og for at dele dine tanker og følelser. Jeg er sikker på, at det også kan være med til at hjælpe andre, som sidder i samme situation som dig. Jeg ved nemlig, at der er mange, som sidder i lignende situationer, som den du oplever lige nu. Så tak for at dele det, så andre måske føler sig mindre alene. For ingen fortjener at føle sig alene i sådan en situation - heller ikke dig <3 

Det virker til at være en svær situation at være i, særligt i forhold til at du beskriver, at du har svært ved at snakke om det og ikke rigtig har fundet tryghed i det endnu. Jeg kan godt forestille mig, at det er rigtig svært at åbne op, når følelser som pinlighed og skyldfølelse fylder for dig. Her vil jeg understrege, at dine forældres skilsmisse, og alt det som følger med, på ingen måde er noget, du skal føle er pinligt eller noget du er skyld i - det er en sag mellem dine forældre <3 

Det er en stor omvæltning og forandring, når ens forældre bliver skilt og det er forbundet med rigtig mange følelser - særligt når det kommer som et chok, som du beskriver det. Det lyder også til at være en svær situation i forhold til din relation til din mor, som har ændret sig efter skilsmisse, fordi du oplever hende som mere hemmelighedsfuld, og at du har opdaget, at hun nu har fundet en ny. Det må være svært, at gå med den information alene. Jeg tænker også på, at din mor måske er blevet mere hemmelighedsfuld, fordi hun måske lige skal finde ud af, hvordan hun håndterer det, at hun har fundet en ny, over for dig. 

Du skriver også, at du føler dig tryggere ved din far, men at du samtidig har en tvivl og nervøsitet i forhold til hvor meget du må nævne og vise følelser overfor ham. Jeg får en fornemmelse af, at du måske prøver at passe på ham og hans følelser i den her situation. Jeg er sikker på, at det både for ham og din mor betyder meget, at du har det godt i den her situation, selvom det er også er svært for dem følelsesmæssigt. Og jeg kunne forestille mig, at din far ville blive rigtig glad, hvis du havde mod på at dele dine følelser med ham. Måske du også kunne forklare ham, at det er svært for dig, at dele det, og at du er nervøs over det. Det kan nogle gange gøre det lidt nemmere, og det kan måske give din far mulighed for, at hjælpe dig med at sætte ord på det. 

Jeg tænker i hvert fald, at det kunne være rart for dig, at dele alt det som fylder med nogen. Du skriver nemlig også, at du føler, at din hjerne er på overarbejde. Det kan man nemt komme til at føle, hvis man går meget alene med sine følelser og tanker. Hvis du til en start ikke har mod på at dele det med din far, kunne det måske være, du har en veninde eller en anden person i dit liv, som du måske er mere tryg ved at dele det med først? 

Jeg håber, mit svar har været bare en lille smule til hjælp. Sender dig i hvert fald en masse kærlighed og god energi! Husk også at du altid er velkommen til at skrive ind til vores chat eller sms-rådgivning, hvis du har brug for det. 

 

Kærlig hilsen 

Trine <3 

Del dine tanker med os

Vi svarer på dit brev så hurtigt som muligt. Du finder dit svar her på siden.








Pigetanker

Har du nogle tanker, du har brug for at få ud af hovedet, så de fylder mindre? Del dem med os her eller læs andre pigers spørgsmål, følelser og oplevelser.

Skriv et brev

Filtre
Skriv et brev
Filter pigetanker

Vil du vide mere om:

  • Venskaber og familie
  • Krop og sex
  • Selvværd
  • Kærlighed
  • Skole og uddannelse
  • Trivsel
  • Andet

Alder:

  • 10 år
  • 11 år
  • 12 år
  • 13 år
  • 14 år
  • 15 år
  • 16 år
  • 17 år
  • 18 år
  • 19 år
  • 20 år
  • 21 år
  • 22 år
  • 23 år
  • 24 år
  • 24+ år
Vis flere filtre Vis færre filtre
1033 Resultater