Hej. 

Jeg har en ven. Vi kan kalde ham Bob. Bob og jeg.... når vi er sammen synes jeg der er en speciel kemi imellem os. 
Det begyndte nok da jeg var hjemme hos en af mine rigtig gode veninder, og en af mine andre gode veninder var der også. Vi besluttede os så for at invitere Bob over. 
Vi hyggede os, spise nogle pop corn og grinede. 
Bob og sad i sofaen og snakkede, og mine andre to veninder sad over i den anden ende og var helt stille (jeg fandt lang tid efter ud af at de sad og skrev om Bob og mig. Vi kommer tilbage til det senere) 

Bob og jeg snakkede. Vi var bare to venner der sad og hyggede os rigtig meget. Igen, der var den her specielle kemi imellem os når vi snakkede. Vi tog hjem. Og så en anden aften hvor vi igen var hjemme hos min veninde, inviterede vi ham igen. Det skete kinda det samme. 

En dag i skolen (vi var siddemakre) snakkede vi, og der var den her kemi igen. Altså vi var totalt som et 2 årige par børn, der sad og skæntes. Men jeg følte ikke at det var et “problem” fordi han havde en kæreste, så der var ikke den her “fare” for at der ville ske noget imellem os. 
Men så sagde en af mine andre veninder der sad på den anden side af mig “waow, get a room”. Og der tænkte jeg bare “nope!” Og sagde så til hende at han havde en kæreste.... troede jeg, indtil hans så sagde “vi er ikke sammen mere”. Og der, lige der, der trickede min hjerne mig. Fordi, på det tidspunkt havde jeg ikke følelser for ham. Så mig der troede alt var fint og der er og kan ikke være noget imellem os, fordi han har en kæreste. Så der var ligesom det her skjold, han har en kæreste, så jeg kan opføre mig foran ham som jeg vil, fordi han har en kæreste. Men, men, men, nu siger han, at de ikke er sammen mere. Så det der skjold var der ikke mere.

Men efter han sagde det, så for at slå fast at der ikke var noget imellem os, sagde jeg til min veninde (hende der sad ved siden af mig) “hvorfor siger du get a room bro? Der er ikke noget imellem Bob og mig!?”. Lige her, når jeg har sagt det, kan jeg mærke på Bob, at han bliver lidt trist (tror jeg. Kun set ud fra kropssprog). Så her bliver det bare endu mere tricket! 

En aften er mine veninder og jeg (dem der sad på sofaen med Bob og mig) ude at gå en tur, jeg fortæller dem hvordan jeg havde det. Jeg fortæller det med at Bob var blevet “ked af det” da jeg sagde det med at der ikke var noget imellem os. Og siger, at jeg ikke har følelser for ham, og at jeg var bange for at han havde. Og at jeg ikke ved om jeg skal prøve at tage lidt afstand fra ham, for ligesom at udvise at jeg ikke vil mere end at være venner... 
her fortalte de hvad de skrev om den anden aften. De skrev “de ligner et gammelt ægtepar”, ret grineren. Og der er flere i min klasse der spørg om vi er kærester når de høre os snakker sammen.


Så er det så i dag. Jeg lå og tænkte på det her. Og jeg blev faktisk glad, og ville gerne “hænge ud” med ham. 
Og... jeg forstillede os faktisk kysse. Det ikke forstår gang jeg har forstillet mig det, men det her var først gang jeg faktisk ikke følte at det var “forkert”. 

Så, jeg står i det her dilemma. Vi går i klasse sammen. Og jeg har kun et halvt år tilbage af 9. Klasse, og så skal jeg videre på efterskole. 

Jeg tror at det ville være mærkeligt at være sammen med en fra min klasse.. det kan man bare ikke. 
Men jeg har på samme tid virkeligt lyst til at snakke med ham, drik en mokai imens vi ser hans virkelig platte yt videoer, eller bare snakke om hverdagens problemer.

Kærlig hilsen, forvirrede Ida