Jeg har en gruppe veninder på studiet, hvor især den ene virker ret distanceret, reserveret og som om hun ikke synes jeg/vi andre er gode nok for hende. Hun har selv mange andre veninder fra folkeskole/gym., mens vi andre mest kun har hinanden (og hende når hun gider at være med). Hun aflyser tit i sidste øjeblik, f.eks. holdt vi en fødselsdag for en af veninderne forleden dag, men hun aflyste dagen inden, og vi andre holdt fødselsdagen uden hende (situationen blev lidt påvirket af, at hun havde aflyst så kort tid inden med noget der lød som en undskyldning). Hun virker kun engageret når det handler om studiet, og chatter kun, når hun vil have noter eller faglige råd. Jeg føler mig fagligt udnyttet og som om relationen til mig er ligegyldig for hende. Jeg får lyst til ikke at bruge noget energi på hende og vores forhold, men det er svært når man studerer sammen. Jeg får tanker om, at hun er for egoistisk og ligeglad med at lære andre (læs: mig) at kende... Samtidig er jeg begyndt at tænke, at det er som om jeg ikke har særlig meget tilfælles med hende/dem i gruppen og at jeg er alene i min interesse i at forbedre og udvide vores relationer, mens de andre bare vil have nogen til at hjælpe sig gn. studiet... f.eks. vil de sjældent bruge tid på at mødes uden for studiet, ikke i biografen, på cafe eller noget.. med undskyldning oma t ville spare penge.. men hun vil heller ikke når det er gratis eller en gåtur, fordi hun ikke vil bruge tid på transport (som er ca 15 min..) eller busbillet... jeg tænker det er synd at være sammen med en gruppe personer i nogle års studietid for så efterfølgende at indse, at man ikke rigtig havde en dyb relation eller har spor meget til fælles - Hvad tænker i om min situation/mine tanker? Er jeg får hård i min kritik og forventninger til andre mennesker? Jeg har prøvet at fortælle mine tanker, men føler mig som 'the odd one out' og som om, at de hurtigt skifter til mere overfladiske emner...