Kære brevkasse.
Lige som intro døde min far i 2019 af kræft. Jeg har en søster og min mor.
Lige nu går jeg på efterskole for 2. År i streg, så er ikke så ofte hjemme.

Min mor, når jeg er hjemme, ringer eller andet. Der virker hun meget sur og irriteret, man har slet ikke lyst til at snakke med hende, for så bliver hun sur, råber af en. Hver gang jeg er hjemme, bliver hun så sur. Det er over de mindste ting. Sådan noget som man ikke har stillet sin stol ind, eller man ikke lige fik smidt de par bukser til vask.
Da jeg fik et 4 tal i årskarakter, skreg hun af mig og sagde jeg skulle se indad, det var for ringe. Alt var galt. Jeg er bange for at snakke med hende om ting, da hun altid bliver sur. Hun ved for eksempel ikke, jeg ikke er med til svømning, fordi da jeg forsøgte fortælle hende jeg havde vandskræk, blev hun igen sur og sagde jeg jo heller ikke gjorde noget for at forbedre det.
Hendes vennepar, de bedste venner hun har. Hun sætter virkeligt pris på dem, men kommer altid med bemærkninger som “jeg kan bare ikke tage det seriøst at de ikke vil det der, men tager ud og spise i stedet”. Det er sådan nogle jalousi bemærkninger.
Hun nægter at kører mig op på efterskolen, fordi det er dyrre. Hun blev sur over jeg skulle have mere end 1 taske med derop første dag, for så blev hun jo nødt til at køre mig. Jeg er måske blevet hentet 3 gange og kørt derop 4. Det er i løbet af et helt skoleår.

Hun sagde så også i går, at hun virkeligt er i pengenød. Hun betaler efterskole, hus og har også sig selv. Hun er nødt til at spare på mad, da alt er blevet så meget dyre. Jeg kan ikke rigtigt gøre noget ved det, men det rører mig virkeligt, fordi jeg mærker det ikke når jeg er på efterskolen. Men hvis hun er nødt til at spare på mad og ikke kan sove om natten, fordi hun er bange for pengene slipper op. Så skal hun jo have hjælp på en eller anden måde.

Nok om det, så oveni min mor er træls, så har min farfar også muligvis fået konstateret parkinson, efter de i et år - 1,5 ikke har kunne finde ud af hvad han fejlede. Det rører mig meget, da det er min farmor og farfar jeg fortæller alt til. De ved jeg ikke er med til svømning og alt det møg der sker.

Jeg synes bare verden er umulig at få fred i. Der skal altid være noget. Min hjerne er totalt overvældet. Jeg kan ikke engang snakke end min kontaktlære om det, for han har ikke sagt et ord til mig i 2 uger.

Så mange hilsner fra pigen der ikke ved hvad hun skal gøre af sig selv og hvad hun skal gøre.