Kære Marlie,

Tusind tak for dit brev, og fordi du tør at række ud til os, det er mega sejt <3

Jeg tror vi er rigtig mange som kan genkende det at have humørsvingninger, uden man egentligt helt selv kan forklare eller sætte ord på hvorfor. Især som teenager oplevede jeg det også selv som svært, og jeg kan sagtens sætte mig ind i den oplevelse med, at dine forældre bare gerne vil have svar, men uden man selv har svaret.

Kunne det være en idé at sætte ord på det du rent faktisk føler? At du godt ved, at du har humørsvingninger, og du også selv synes det er irriterende, men at der ikke er så meget at gøre ved det, og at det ikke hjælper, at de vil have en forklaring, fordi du ikke altid har en forklaring at give. Derudover kan du måske fortælle, at du gerne vil have ro og være alene, fordi du heller ikke vil have det går ud over dem, selvom man skal huske på, at ens forældre spørger fordi de gerne vil hjælpe, og ikke for at irritere en. 

Det er jo helt okay ikke at vide, hvorfor man føler som man gør, måske er der mange små ting som bare fylder inde i dig, eller måske finder du før eller siden ud af, hvorfor du oplever de her humørsvingninger. Du kan jo prøve at mærke efter, hvornår du oplever det mest, og se om der er en sammenhæng med noget andet?

Du kan også prøve at snakke med dine veninder om de også oplever det, og om de i så fald har nogle gode råd til, hvad man kan sige til ens forældre?

Jeg håber du kan bruge mit svar, og du kan få det bedre med dine humørsvingninger <3

Husk at vi altid er klar med et lyttende øre i rådgivningen, hvis du har lyst til at dele dine tanker med os <3

Kærlig hilsen Sally