Hej. Jeg er lige gået ud af 9. Klasse og føler mig ekstremt ensom. Men jeg elsker at være alene. Jeg føler mig mest ensom når jeg er sammen med andre.

Jeg har igennem hele min skolegang været det sorte får blandt pigerne i min klasse. Og jeg forstår godt hvorfor. Jeg har gjort og sagt nogle dumme og mærkelig ting, samt løjet om mig selv, for at virke mere interessant. Jeg har vel nok formodet at folk så godt gad at være sammen med mig. Det gjorde de også for en kort stund. Indtil de enten begyndte ikke at tro på mig, eller bare fik nok.
Så kom Corona. Der klikkede jeg virkelig med to piger i min klasse. Vi gik ture sammen, og ville altid FaceTime. Her gik jeg i 6. Klasse. Endda da vi var ude at gå tur, fortalte jeg en historie(løgn) om noget jeg havde oplevet. Min veninde spurgte mig så om det passede, hvilket jeg selvfølgelig sagde ja til. Hun spurgte så igen om det var løgn, og at det var okay hvis det var. Jeg rystede på hovedet, og skiftede hurtigt emne.
Her begyndte jeg vel først at mærke konsekvenserne af mine handlinger. Efter Corona (8.klasse) gik jeg ned med angst, stress, og efterfølgende en mindre depression. Det var og er virkelig hårdt. Jeg gik ned på halvt skema, var meget introvert, og kunne næsten ikke rumme at være sammen med andre mennesker. Mine såkaldte veninder lukkede mig også ude, fordi de heller ikke lige kunne forstå mig. Min klasse fik det hele at vide. Og jeg var derefter væk i en uge. Da jeg kom tilbage var folk forstående, men også lidt forsigtige. Som om de næsten ikke turde at være sammen med mig.
Hele vejen igennem 9 klasse har jeg ikke prioriteret det sociale i klassen, det vigtigste for mig var skolen.
Jeg fik af vide af en veninde, at de resterende piger i klassen ofte ville bagtale mig når de var sammen. Av. Jeg har også oplevet at de lavede planer sammen foran mig, uden at invitere mig med. Endnu mere av.

Jeg gik på læseferie i midt maj, og havde stort set ikke set nogle, udover til eksamenerne. Fordi jeg ikke følte at jeg havde nogle at snakke med.
Nu hvor sommerferien er kommet, ved jeg heller ikke hvad jeg skal gøre. Jeg føler mig ekstremt ensom, og træt. Jeg er for nyligt stoppet til psykolog, og lyster ikke at starte igen.
Jeg har ikke sagt noget til mine forældre. De er allerede meget hooket på at jeg skal lave noget i ferien, og være sammen med nogle folk. Men hvem?
Jeg føler at hvis jeg sko være sammen med min klasse igen, at jeg så bare graver mig ned i et hul af usikkerhed. Jeg har bare heller ikke andre en dem. De er desværre dem der kender mig bedst.

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Det her er bare en lille brøkdel af alt det jeg dealer med, som jeg undertrykket her under eksamenerne. Jeg er hele tiden træt, og har meget stort mangel på overskud. Mine forældre forstår det ikke, og har heller ikke lyst til at tale med dem. Jeg kender allerede deres svar. Hjælp.

Hilsen en træt pige, der er tæt på at give op.