Jeg er døbt forelsket. Men jeg vil slet ikke være det mere.
Jeg mødt den her dreng i sommerferien, sidste år. Lad os kalde ham Victor.Vi blev venner og skrev sammen konstant. Vi begge var dog helt klart intraseret i hinanden som mere end venner og det var der ingen tvivl om. Efter et halvt års tid blev vi kærster, eller sådan da. Vi gjorde alt hvad kærester nu gør, men alligevel var vi ikke officielle kærester. Altså på den måde at han ikke havde spurgt mig enddu. Han gjorde det klart for mig vi skulle være sammen en aften hvor alt var mega romantik og så ville han spørge mig der. Jeg havde slet ikke travlt med at hurtigt blive kærester, så længe han bare gerne ville, var jeg tifreds. Tiden går og vi går ind i november måned. Jeg bliver rigtig gode venner med en af hans venner også. Hun fortæller så at han har noget kørende med en anden pige...
Jeg havde ikke fortalt min veninde mig og victor var (kærester)
på det tidspunkt. Alt lukkede ned i mig og jeg var totalt nedsmeltet.
Jeg holde en pause fra ham i 1 måneds tid. Men jeg kunne mærke det var den forkerte beslutning. Jeg tilgav ham og jeg kunne tydeligt mærke han viste det han gjorde var mega forkert. Vi begynder at skrive sammen igen, dog denne gang som venner. I hele 3 måneder betyder han hele min verden for mig. Hele mit liv havde aldrig været så dejligt, begrund af ham. Om aften var han det eneste jeg tænkte på, om morgen var han den første jeg sende en godmorgen video til, han var blevet min allerbedste ven på meget kort tid. Jeg elskede ham så højt, på vennemåden eller? Jeg stolede så meget på ham at jeg fortalte ham alle mine hemmeligheder. Det skulle jeg ikke have gjordt. Pludslig en dag skrev vi ikke sammen. En dag mere, og alle de gange jeg prøvede at få en samtale igang så han bare min snap, beskred eller video. Vi plejede også at ringe sammen hver aften men han svaret aldrig. Tro mig det kom ud af det blå.
Jeg var lidt i shok som at miste en bedsteven, jeg følte det var mig der havde gjordt alting galt at jeg var for grim, eller for flad. Jeg fandt ud af han havde sagt nogle af mine hemmeligheder til andre af mine venner som ikke viste det. Det gjorde mig mega ked af det.
Jeg savnede ham så meget, jeg græd hver dag at jeg var nødt til at blive hjemme fra skole begrund af smerten. Det var den værste smerte jeg nogensinde har haft i hele mit liv. Jeg vælger at fortælle min veninde alting omkring victor. Hun fortæller at han havde sendt hjerter til hende, og flirtet, og sagt han kunne hende, og alt mugligt med hun var mega dejlig og smuk.
Lidt pinligt jeg begynde at græde foran hende fordi det knuste mit hjerte endu mere. Der er gået 2 uger siden og han skiver lidt mere til mig, men jeg åbner bare beskederne for det meste fordi det er noget dumt barnligt flirt. Han ska ikke tro han bare ka score hans ex bedsteveninde?
Jeg håber i ka hjælpe mig, for jeg har brug for nogle der forstår mig. Min søster syndes bare jeg ska glemme ham fordi han var en kæmpe nar, men min mor forstår bare ikke hvorfor jeg er så ked af det. Og jeg syndes det er pinligt at sige til mine venner, da de nok aldrig har været forelsket før...
også fordi jeg har fortalt de fleste alfred bare er min ven og vi aldrig har været mere end det, så finder de jo også ud af jeg har løjet i alt den tid.

Jeg håber i kan hjælpe!

Kærelig Hilsen Laura