Jeg har været sammen med min kæreste i 1,5 år. Vi har haft et turbulent forhold med rigtig mange opture, men også nogle virkelig hårde nedture. Jeg har aldrig været så forelsket før, på trods af, at jeg tidligere har været i et 4 år langt forhold.
Jeg har altid haft enormt nemt ved at få mandelig opmærksomhed og jeg falder LANGT FRA for hvem som helst. Men ham her slog virkelig benene væk under mig, på trods af at jeg var hans første kæreste og dermed skulle jeg gå mange ting igennem med ham som han ikke “vidste” var rigtigt og forkert at gøre i forhold. Jeg har tilgivet ham utallige gange, men jeg har til hver en tid stået ved hans side, altid støttet ham uanset hvor ked af det han måtte have gjort mig. Jeg har haft utallige mange nætter hvor jeg har haft ondt i maven fordi min mavefornemmelse fortalte mig, at noget ikke var som det skulle være. Hver gang har jeg fået smidt i hovedet, at jeg overtænker og at det er mig der er forkert på den for ikke at stole på ham. Når jeg har delt mine tanker med ham, har han skældt mig ud og fået mig overbevist om, at mine tanker og min mavefornemmelse er forkert. Når jeg har grædt, tigget og bedt ham om at komme for at trøste mig, har han haft for travlt med sine venner. Uanset hvor meget jeg har bønfaldt ham om at komme, har jeg fået et nej. Jeg har hulket mig selv i søvn gentagne gange, følt mig som en levende zombie fordi jeg ingen livsglæde har haft. Igennem alt har min kærlighed til ham altid været så stor at jeg ikke kunne give slip.
For når han så endelig var der for mig, blev jeg lykkelig igen og følte at det var ham og jeg mod verden.

I august fik jeg endelig nok og tog springet. Jeg gik fra ham og jeg havde det godt med mig selv. Jeg følte mig glad og følte jeg havde en ny energi. Det var nemt for mig og jeg vågnede hver dag og var overrasket over, hvor godt jeg egentlig havde det. En måned senere var jeg til et arrangement, hvor jeg stødte ind i ham. Det resulterede i, at vi var sammen hele den aften, han fulgte mig hjem og endte med at sove hos mig hver dag i 10 dage. Og ja, jeg blev nyforelsket igen. Han lovede mig guld og grønne skove, at alt ville ændre sig denne gang, han var blevet en bedre mand for han havde virkelig indset nogle ting den tid vi var fra hinanden. Det skal lige siges, at jeg hele vejen igennem havde min tvivl, men til sidst gav jeg efter og valgte at indlede et forhold med ham igen. Han endte med at spørger om vi skulle giftes, vi planlagde alle de praktiske ting angående at blive gift, vi fortalte vores familier at vi skulle giftes. Hele min familie bød ham velkommen med åbne arme og glædede sig til bryllup. Jeg følte mig lykkelig.

En dag ringer hans telefon og jeg kan se at det er en pige der ringer. Han har ingen forklaring på hvorfor hun ringer, men nægter samtidig at tage telefonen. Jeg får en kæmpe sten i hjertet og bliver decideret svimmel. Jeg vælger at skrive til den her pige og hun fortæller at hun har været jævntligt sammen med ham igennem de sidste par år. Der har aldrig været noget forhold mellem dem, de er udelukkende mødtes for at have sex. Jeg var KNUST. På ingen tid gik jeg fra at være glad, til at være sygemeldt fra arbejde fordi jeg ikke kunne stå oprejst af ren smerte.
Da jeg konfronterede ham med hvad hun havde skrevet til mig, benægtede han hårdnakket at det skulle være sket, ifølge ham havde de ikke set hinanden på noget tidspunkt i alt den tid han havde kendt mig, det var hende der var en løgner og bla bla bla. Jeg smed ham ud, sagde at alt var slut og har siden ligget søvnløs. Jeg har måtte tage sovepiller og selv der har jeg ikke kunne sove.
I løbet af 2 dage har han ringet over 100 gange, samt skrevet en masse beskeder. Jeg har ikke svaret på ét eneste opkald eller besked. Når han har kimet mig ned har jeg sat min telefon på flytilstand.
Igår valgte han at dukke op foran min hoveddør. Jeg nægtede at åbne, men han blev veeeed. Jeg åbnede og bedte ham om at gå, men han blev stadig ved. Jeg bor i lejlighed og ved hvor lydt der er i opgangen, så jeg synes det var flovt. Tilsidst lukkede jeg ham ind. Han sad i 1,5 time og fortalte at alt var løgn, han havde aldrig været mig utro, han ville gøre alt for mig, han vil ikke leve uden mig osv osv. Jeg sagde ingenting, udover at alt var ødelagt og der virkelig ikke er nogen vej tilbage. Utroskab er utilgiveligt.
Den dag jeg fandt ud af det, fortalte jeg alle det. Alle mine veninder og hele min familie. Normalt har jeg aldrig fortalt nogen om vores problemer, men denne gang vidste jeg, at jeg havde brug for alt den styrke bag mig som jeg kunne få. Jeg har ligget i min mors arme helt grædefærdig fordi jeg ikke kunne være i min egen krop af ren smerte.

Men hele mit problem bunder i, at jeg er flov. Jeg er flov over, at jeg lige nu sidder og overvejer at tilgive ham. Jeg overvejer at tro på ham endnu en gang. Min familie og alle jeg kender ville ikke tilgive mig for at gå tilbage til ham. Så hvordan håndterer jeg den her frustration jeg sidder med lige nu, hvordan håndterer jeg, at en person der har forvoldt mig SÅ meget smerte og selvhad, Beder om tilgivelse og jeg har LYST til at tage ham tilbage. Mit hjerte brænder for at give ham et kram, men min hjerne tænker på alt den skam der er forbundet med at gå tilbage endnu en gang. Hvordan håndtere jeg, at den skyldfølelse jeg sidder med overfor alle dem der elsker mig, når jeg føler jeg ville forræde hver og en ved at gå tilbage. Jeg fortryder at jeg har sagt det til alle.. Jeg ved at jeg vil elske ham for evigt, men jeg ved også, at jeg aldrig ville kunne kigge mine nærmeste i øjnene uden at føle skam.