Hejsa. Jeg har brug for at få vendt nogle tanker, jeg har gået med de sidste par dage. De fylder meget mere end de skal, og det er jeg rigtig træt af. Jeg har de sidste dage døjet en del med skyldfølelse. Det er rigtig frustrerende, for jeg ved, jeg ikke burde gå så meget op i det, som jeg gør, ren overtænkning.

Jeg har to ret forskellige eksempler.
I går skulle jeg være mødt på arbejde kl 06 om morgenen. Jeg har altid mødt til tiden, undtagen én gang jeg sov over mig, og jeg har haft mit arbejde i snart 4 år, så jeg har et rigtig godt forhold til kollegaerne, chef og souschef. I går smuttede den så, og jeg sov desværre over mig. Jeg skyndte mig på arbejde og måtte jo bare undskylde mange gange, for det var selvfølgelig ikke okay. Jeg tilbød også at blive de timer, jeg havde misset for at vise, at jeg ikke er ligeglad med, at jeg har dummet mig. I starten virkede min chef naturligvis ikke super begejstret for det, men han blødte op efter noget tid og kunne godt lave lidt sjov med det i stedet, hvor jeg selvfølgelig blev lettet, for hvis der er noget jeg hader, så er det at føle, man har fået andre til at blive skuffede over en handling. Vi kunne heldigvis have det hyggeligt resten af min vagt, og jeg blev også halvanden time ekstra, så jeg havde gjort det godt igen. Men hele dagen følte jeg virkelig meget skyld, og jeg kunne næsten begynde at græde, fordi det bare ikke ligner mig at lave sådan nogle dummerter. Jeg fortalte ham også, at jeg var gået ordentligt tid i seng og havde sat 3 alarmer, for at vise ham, at jeg altså ikke har været i byen og drukket mig i hegnet og derfor ikke har kunne møde op til tiden - for det ville jeg aldrig kunne finde på. Men jeg tænkte på det hele dagen og vendte det endda både med min mor og veninde flere gange, for at skubbe det ud af hovedet. Det hjalp efter man lige havde snakket om det, men så kom tankerne hurtigt igen og skyldfølelsen. Det har været rigtig frustrerende ikke bare at kunne sige "pyt.

Det var det ene eksempel på det skyldfølelse jeg tit har. Nu kommer det andet. For lidt over et år siden var jeg til en venindes 18 års fødselsdagsfest. En anden veninde og jeg fik så et godt øje til to drenge til festen, og jeg sluttede med at få en af drengenes snap. Vi begyndte så at skrive sammen og vi har mødtes én gang alene til en gåtur og to andre gange sammen med hans ven og min veninde på en slags dobbeltdate. Jeg synes, han var meget sød. Jeg har virkelig svært ved at mødes med fyre og generelt få et nært forhold til dem. Det tog rigtig lang tid før, jeg bare kunne gå en tur med ham, og jeg kom med mange undskyldninger for ikke at komme til nogle andre ting han ellers var sød at spørge om jeg ville med til. Jeg havde det så dårligt med at sige nej for jeg ville jo så gerne med.. det var så frustrerende. Da jeg så gik turen med ham, var jeg stolt af mig selv og tænkte "det kan jeg jo godt". Da vi så havde været på dobbeltdaten efterfølgende følte jeg måske ikke, der var den romantiske connection, måske mest pga mig, fordi jeg har så svært ved at lave nogle moves og tage initiativ, og han var heller ikke den bedste til det, når vi så var sammen - så det endte med at blive mere venskabs-agtigt, hvilket var helt fint men selvfølgelig også ærgerligt, for jeg kunne godt have lagt mere energi i det, hvis jeg havde haft modet, så jeg følte måske det gled lidt ud og blev lidt overfladisk (fra begge sider). Så går der ret langt tid hvor vi ikke skriver sammen overhoved, men jeg tænker selvfølgelig stadig over hvor øv det var, at jeg ikke bare kunne give mig hen til det, jeg har så dårlig samvittighed over det, for det har ikke været min mening at afvise ham eller give udtryk for, at jeg ikke vil. Det var bare mine nerver der tog over, desværre.

Nu er jeg så 20 og kæmper stadig en del med flirteri og turde springe ud i kærligheden. Det skræmmer mig lidt. Jeg tror jeg er bange for, hvad andre tænker om mig, hvis jeg laver det her med den fyr, eller hvad mine forældre tænker. Jeg har SÅ svært ved at snakke om dates eller fyre med dem. Det falder mig ikke naturligt. Det er SÅ frustrerende! at jeg ikke kan slappe af og bare prøve. Jeg var så i byen i går aftes, hvor jeg faktisk fandt en ret sød fyr, som virkede oprigtigt sød. Vi havde kigget lidt på hinanden en del af aftenen og danset lidt sammen uden af kysse, men vi holdt i hånden og sendte hinanden flirtende blikke. Da jeg tog hjem fra byen, fik jeg hans snap og vi er så begyndt at skrive sammen nu, fordi jeg synes der var noget interessant ved ham. Men jeg kan ikke lade vær med at tænke på ham fra min venindes fest og på, hvor bange jeg var for at springe ud i det med ham og ikke rigtigt gav ham en ordentlig chance, og nu prøver jeg så med en anden fyr.. er bange for, at hvis det nu skulle blive noget seriøst med ham fra i går, at jeg får skyldfølelse overfor ham den anden, fordi han måske tænker "nå, hun gad ikke med mig" for han gjorde jo ikke noget galt... Han har så også selv været på flere dates efterfølgende, har jeg set og set andre generelt. Men jeg får det bare lidt dårligt over at prøve det af med en ny fyr, men burde jeg det? Er det dårlig stil, det jeg har gang i? Det er faktisk dét jeg vil høre med alt det her. Jeg vil gerne vide, om det er nederen gjort af mig, at jeg ikke lagde flere kræfter i det med ham den anden, men nu prøver jeg med en ny fyr.. Jeg er så god til det med, at skrive med forskellige. Er bange for at folk bliver kede af det eller nederen over det, men alligevel er jeg jo single, så jeg må jo gerne? har ikke en forpligtigelse et sted.. Jeg har rigtig tit tænkt på det, og det er super irriterende.. Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre og jeg tænker virkelig meget over det, når jeg skriver med ham fra i går, for ham synes jeg jo virker super sød.. så er det dårlig stil at prøve at gå ind i det med ham? ham den anden skrev forresten "heyy" til mig for nogle uger siden, hvor vi lidt havde en samtale igen. Derfor er jeg virkelig i dilemma.. og det hele bunder nok i min usikkerhed, tror jeg og min skræk for at springe ud i det, at jeg overtænker det. HJÆLP!!!! gør jeg noget forkert??? Hvad skal jeg gøre...