Kære Saturn, 

Mange tak for du har skrevet her ind med dine tanker - det er enormt sejt, du vil dele dem med os <3 

Det er aldrig sjovt at skulle dele sine tanker, og så opleve at blive afvist i, hvad man føler og tænker. Jeg er ked af at du ikke har følt at dine forældre har lyttet til dig. Jeg kommer til at tænke på, om du mon har prøvet at snakke med dem igen? Nogle gange kan folk have svært ved at lytte til det første man siger, fordi de måske bliver bange, kede af det eller synes det er hårdt. For at gøre det nemmere for dig, kunne du skrive et brev til dem, hvori du fortæller dem hvordan du har det og at du har brug for at de lytter til dig. Det er jo noget som fylder enormt meget hos dig, og derfor er de nødt til at være der for dig. Men da det kan være svært at sige i virkeligheden, så kan det måske lette lidt, at skrive det ned i stedet. 

Du skriver at du er blevet bange for at tale med andre om det, selvom du virkelig gerne vil. Det kan jeg sagtens forstå, men du skal vide at de voksne som du har omkring dig, er nogen som du skal kunne gå til. Ellers er det dem der er noget galt med. Måske har du en sød lærer henne på din skole eller anden voksen du stoler på, som du måske kunne sige det til? Jeg synes selvfølgelig også at dine forældre skal vide det, men det kunne også være en mulighed, først at sige det til en anden voksen, som så ville kunne hjælpe dig med at sige det til dine forældre. 

De voksne du har omkring dig, de kan hjælpe dig videre til enten din egen læge eller række ud til nogen som ved noget om autisme, og kan hjælpe dig med at finde ud af om det er noget du har <3 Jeg kan godt forstå, hvis du har brug for at finde ud af om du har autisme eller ej, for det kan være "rart" at vide. 

Jeg håber, at du kan bruge mit svar. Du er altid velkommen til at skrive ind til os - vi er klar på at være et lyttende øre eller at rådgive dig så godt vi kan, alt efter hvad du har behov for. 

Kæmpe GirlTalk kram herfra! <3