Kære du,

Tusinde tak for dit brev herind til GirlTalk! <3 Først vil jeg lige sige, at det er fedt, at du vil dele dine tanker os, fordi jeg ved, at det ikke altid kan være lige nemt at få sagt tingene højt. Der er flere piger, som skriver herind om dilemmaer, som minder om din, så du er helt sikkert ikke alene <3 

Jeg fanger, ud fra det du skriver, at du oplever det som en hård ny start på gymnasiet med en masse bekymringer, der fylder for dig.  Det kan jeg godt sætte mig ind i, da det er helt almindeligt at være bekymret i den første tid af gymnasiet, når alting er helt nyt. Det er helt naturligt at finde det svært at skelne mellem hvad der er 'normalt' og 'unormalt', men det vigtigste er oftest, at du tænker på dig selv, og hvad kunne være godt for dig i din situation.

I forbindelse med dine bekymringer, om hvor hårdt det måske kan være at gå i gymnasie, er det vigtigt at sige, at det kan være forskelligt, hvordan man oplever gymnasiet, og der er også mange ting, som man lige skal se an, når man starter op. Ofte falder tingene på plads løbende, og det er også relevant at huske på, at lærerene på skolen og ved, at du er helt ny på gymnasiet og lige skal finde dig til rette først, ligesom alle de andre nye <3  

Det er også helt okay at være nervøs over, om du får nogen venner på gymnasiet. I skal jo alle lige lære hinanden at kende. Men det kan også være vigtigt at huske på - at ofte er der mange nye i ens gymnasieklasse, så derfor kan du også få muligheden for at få en frisk start. Der er helt sikkert også nogle af det andre, som er nervøse for, om de får nogle nye venner på gymnasiet, og det er også helt okay, at det tager tid at se hinanden an og finde dem, som man klinger med.<3 

Du skriver også, at du har oplevet to episoder med rystelser, gråd og åndenød, og at du finder det svært at finde forskellen på angst, som diagnose, og angst, som en normal angst alle oplever. Som tidligere nævnt, er det helt okay at være nervøs og bekymret over sin tid i gymnasiet, men det kan måske være, det ville være en god idé for dig at overveje at snakke med nogen om dine bekymringer, hvis du oplever rystelser, åndenød og gråd.

Det er nemlig vigtigt at tage sig selv seriøst og eventuelt snakke med nogen, når tingene kan opleves svære. Der er ikke nogen skam i, hvis du fortæller dine forældre eller andre om din bekymringer. - For du behøver ikke have en diagnose for at snakke med nogen, om hvordan du har det. Hvis ikke du føler dig klar til at snakke med dine forældre om det, kan det også være, du kunne snakke med en studievejleder, lærer eller skolepsykolog. Der ofte andre, som har det på lignende måde, så det er helt sikkert ikke første gang, de oplever, at nogen kommer og snakker med dem om sådan nogle emner. 

Jeg håber, at du kan bruge mit svar til noget. Husk på at du altid er mere end velkommen til at skrive ind til vores rådgivning enten via chatten eller sms'en. Der sidder hver aften søde rådgivere klar til at tage imod alt hvad du har på hjerte, og måske kunne det også være rart at få vendt din situation med en herfra, inden du rækker ud til dit netværk <3

Jeg hepper på dig!

Kærligste hilsner, 
Emilia