Kære du, 

Først og fremmest tusind tak for dit fine brev. Hvor er det sejt, at du deler det, som er svært for dig med os. Tusind tak for det <3 

Jeg ved, at du ikke er den eneste, som har det svært med forholdet til sin krop, mad og vægt. Så du skal vide, at du ikke står alene med de følelser og udfordringer, som du oplever i den forbindelse. Derfor tror jeg også, at dit brev kan hjælpe andre, som sidder med samme udfordring lige nu, fordi de også bliver mindet om, at de ikke er alene om at have disse udfordringer, selvom det ofte kan føles sådan.

Ud fra det du skriver i dit brev, lyder det til at det er svært at være dig lige nu, og det lyder som om, at du har kæmpet længe. Først får jeg lyst til at skrive, at jeg ville ønske jeg kunne give dig et kram lige nu. For jeg kan virkelig mærke hvor hårdt det hele er lige nu, gennem dit brev <3

Du skriver, at du har gået til behandling hos både psykolog og vanecoach. Hvor er det sejt, at du har gjort det. Men samtidig skriver du, at det er svært at bruge redskaberne i praksis. Det kan jeg sagtens forestille mig kan være udfordrende. En ting er at tale om det, noget andet er at gøre det. Men hvor er det godt, at du har talt med nogen om dine udfordringer. Det tror jeg helt klart hjælper, selvom det måske ikke føles som om, at man rykker sig helt vildt. Det er et skridt på vejen til at få det bedre, og hvis du tænker efter kan det måske være, at du kan se, at du faktisk har rykket dig og udviklet dig siden du gik der. Nogle gange kan man glemme de små fremskridt man opnår, fordi man fokuserer så meget på det, som udfordrer en <3 

Det lyder til, at du måske godt kan være ret hård ved dig selv. Eksempelvis skriver du, at du i forbindelse med overspisning kan føle dig som en fiasko. Husk på at du er god nok uanset om du overspiser eller ej. Ingen er perfekte og det er så vigtigt at være kærlig mod sig selv, når det ikke lige går, som man havde planlagt. I den sammenhæng kommer jeg også til at tænke på, om du mon snakker med nogen om de udfordringer du oplever og følelserne i det? Jeg ved fra mig selv, at det hjælper at snakke med nogen om det fremfor at gå alene med sine tanker og følelser - for eksempel efter en overspisning - så negative tanker ikke løber af med en. Det behøver ikke at være en professionel person man betror sig til, men en god ven, familiemedlem eller en anden du stoler på og er tryg ved. 

Du ved sikkert en masse omkring spiseforstyrrelser, da jeg kan fornemme at du har kæmpet med det længe. I dag er der heldigvis kommet en bedre forståelse for, hvad spiseforstyrrelser er for noget. Førhen talte man primært om anoreksi eller bulimi, hvor man i dag har fået flere betegnelser såsom BED (Binge Eating Disorder), hvor man overspiser og har et overdrevent fokus på mad. Selvom man kan inddele spiseforstyrrelser i kategorier, så er oplevelsen af at have en spiseforstyrrelse utrolig individuel. 

Jeg er hverken psykiater eller læge, men i GirlTalk har vi den forståelse, at spiseforstyrrelser som regel opstår, som et forsøg på at skabe kontrol i sit liv. Hvis man oplever kontroltab i livet - det kan være at ens forældre skal skilles, man bliver udsat for mobning eller noget helt tredje, som forårsager den følelse i kroppen - så kan spiseforstyrrelser opstå som et symptom på, at man har brug for at skabe kontrol over noget, midt i en kaotisk tid. Kan du mon genkende dette hos dig selv? Når så tiden går og spiseforstyrrelsen er forankret i en, så kan det være svært at vide hvorfor man overhovedet gør som man gør, fordi det er blevet en vane eller en måde at overleve på.  

Jeg synes, at man i dit brev kan mærke en stærk vilje og motivation til at få det bedre. Det skal du helt klart holde fast i, for jeg er helt sikker på, at du kan klare det her og få det bedre. Jeg tænker på om det måske kunne være en hjælp for dig, at vælge et fokus. Du skriver, at du gerne vil være sund, glad, rask, i balance og have det godt. Måske du kunne vælge et sted at starte, og sætte nogle mindre mål for dig selv, som kan være små skridt på vejen til at få det bedre? <3 

I den forbindelse kan det også være en fordel at være nysgerrig på hvad dit forhold til mad indeholder? Hvilke tanker, følelser eller oplevelser kan du huske igangsatte det hele? Denne proces, vil jeg dog mene er bedst i samarbejde med en psykolog eller terapeut, som ved noget om det. Det kan nemlig være en enorm sårbar og for nogen, traumatisk proces, at skulle gennem fortiden og de svære følelser som har ophobet sig gennem tiden. Men jeg fornemmer at du er en fighter, så jeg ved, at med den rette hjælp og støtte, så kan du komme langt <3 

Til sidst vil jeg bare oplyse om, hvor du kan se andres fortællinger - det skal selvfølgelig ikke trigge dig, så hvis du kan mærke at det vil det, så skal du ikke se det. Men der er de sidste par år dukket fortællinger frem, af folk som på den ene eller anden måde kæmper med deres forhold til mad. Jeg ved at det for nogen, kan være rart at se andres fortællinger, både så man oplever at man ikke er alene, men også så man måske får lidt mere indsigt i det hele. Hvis du har lyst vil jeg i hvert fald anbefale dokumentarserierne "Nadja og de 170 kilo" eller "Styret af mad" som begge findes på Tv2play.  

Jeg håber virkelig at du kan bruge mit svar til noget, og at det kan give dig lidt mere mod på det hele. Du fortjener virkelig at have det godt i din krop og med dig selv. Husk at du er god nok lige som du er. Jeg sender dig en masse god energi og en kæmpe virtuel krammer <3

Vi er her også altid for dig, når det hele bliver for meget eller du bare har brug for en. Vores gratis online rådgivning har åbent hver aften, og her sidder der søde rådgivere klar til at tage imod dig <3  

De kærligste hilsner 

Trine <3