Hej Girltalk...
Jeg er en pige på 18 år der lige er startet i 2g i gymnasiet. Jeg må ærlig indrømme at intet er særlig fucking fedt ligenu. Jeg føler jeg skuffer på alle planer. Både socialt og akademisk.

Jeg startede i 1g med glæde og en følelse af at være spændt og klar på at møde nye mennesker. Jeg gik året før på efterskole, som gjorde så meget godt for mig. Jeg har altid været meget optaget af hvad andre tænkte om mig, være en overthinker og nok også det man ville kalde en "people pleaser", men efterskole lærte mig at ligge lidt af alt det bag mig og bare prøve og springe ud i noget nyt, uden at skulle tænke så meget over det hele.

Jeg startede som sagt i 1g i grundforløbklasse og havde en helt fantastisk klasse, men det var hårdt de første 2-3 uger. Jeg har altid haft svært ved at omstille mig til nye ting, og bare slappe af i at alting ikke er nemt fra starten af. Men det blev hurtigt virkelig godt i den her grundforløbsklasse, jeg fik nogen helt ekstremt gode veninder og det gav mig det vildeste selvtillidsboost at kunne forme nye venskaber så hurtigt og jeg følte mig virkelig "liked". Tiden kom så til at vi skulle ud i vores stamklasser og jeg har altid vidst hvad jeg ville. Dog valgte næsten alle mine grundforløbspiger samme studieretning og det gjorde mig rigtig meget i tvivl, fordi den retning jeg gerne ville have havde et rigtig dårlig ry på min skole, men jeg valgte at følge det jeg altid havde vist jeg ville, nok også med lidt pres fra mine forældres side, og mine piger endte alle i klasse sammen.
Jeg endte i min største frygt, næsten ren pigeklasse og med nogen piger jeg slet ikke kunne forstille mig at have noget tilfælles med. Da vi startede blev min frygt desværre opfyldt. Snakken var akavet, mere akavet end det burde være, og venskaberne føltes forceret og uden kemi. Jeg fik muligheden for at flytte efter en måned, hvor to af de piger jeg snakkede rigtig godt med faktisk valgte at flytte, men jeg valgte at give det en chance og håbede bare virkelig det hele bare tog lidt længere tid end jeg var vant til. Jeg havde jo lært fra efterskole at give folk en chance og lade dem åbne op og nogen dage var virkelig gode. Det har jeg fortrudt ligesiden.

Klassen er fuldstændig forfærdelig. Vi laver ingenting sammen, jeg føler ikke jeg har noget tilfælles med nogen af pigerne og når vi snakker er det så fint, men der mangler kemi og venskaberne bliver næsten aldrig til noget udenfor skolen.
Jeg holder i med fingerneglene for efter vi er startet i 2g efter sommerferien er det som om der er blevet dannet grupper over hovedet på mig og de piger jeg virkelig snakkede godt med har dannet en gruppe udenom mig. Hvilket jeg ALDRIG er vant til...
Jeg har så mange gode veninder udenfor klassen og rundt omkring fra efterskole og folkeskole og har aldrig som sådan haft svært ved at få nye veninder, eller venskaber men det her er en som en kamp der ikke kan vindes. Vi kan snakke og have det så sjovt den ene dag og næste dag kan det hele være vildt akavet og jeg kan nærmest føle de ignorere mig. Det er SÅ mærkeligt og jeg føler nærmest de er bipolare.
Det påvirkede mig så meget at jeg sidste år faldt 1-2 karaktere ned i alle fag. Det akademiske har altid været det jeg aldrig rigtig skulle kæmpe for og derfor var det endnu et nederlag. Jeg fungerede hverken socialt og kunne hellere ikke præstere på det niveau jeg selv og folk omkring forventede. Jeg er så ked af det hele tiden og føler jeg gang på gang går ind på skolen med den tanke om at jeg skal ind og vinde en evig krig som ikke kan vindes.
Det er SÅ fucking udmattende og jeg er så lost, forvirret og så så så træt...
Jeg ved ikke hvad jeg helt forventer af svar til det her brev, men jeg tror bare virkelig jeg har behov for at høre jeg ikke er helt skør og en kæmpe taber for det føler jeg mig virkelig som...