Jeg har lidt svært ved at forholde mig til vægt og mad
Hej,
Jeg er en pige på 15 år, der har lidt svært ved at forholde mig til vægt og mad. Jeg har den sidste måned ca. haft svært ved det.
Jeg spiser ikke altid særlig meget, nogle dage næsten intet, kun lidt aftensmad. Andre dage spiser jeg meget, rigtig meget synes jeg selv, og for så at få det hele til at gå op, spiser jeg det mindre dagen efter. Jeg får altid en rigtig dårlig samvittighed, efter jeg har spist, og jeg har altid lyst til at begynde at græde, når jeg har indtaget mad, især hvis det er usundt. Jeg kan mærke, at det påvirker mit humør rigtig meget, så derfor skriver jeg herind.
Jeg startede med at spise mindre, fordi det gav mig en følelse af kontrol over noget, da der er flere ting for tiden, jeg ikke rigtig har kontrol over.
I starten hjalp det også at spise mindre, men nu ikke så meget længere. Nu har jeg bare intet kontrol over det overhovedet.
På den ene side vil jeg gerne have det vendt, så jeg kan få ordentlige spisevaner igen, for hvis jeg tænker mig rigtig godt om, ved jeg godt, at det ikke er super smart at spise så lidt flere dage i træk.
På den anden side vil jeg have, at det går den anden vej, at jeg skal spise endnu mindre, for jeg vil gerne tabe mig, og jeg synes, at jeg er for tyk. Jeg vejer mig så tit, jeg kan komme til det, for min far har gemt vægten, så når jeg har mulighed for at finde den, vejer jeg mig. Jeg kan ikke selv styre det, det er som om jeg bare har en syg trang til at gøre det. Jeg bliver ked af det, hvis min vægt er gået op, men glad, hvis den er gået ned, og begge dele giver mig lyst til at fortsætte.
Når jeg forsøger at snakke med min far om det, føles det lidt som om, at han bliver sur. Han forstår ikke rigtigt, at det kan være svært at spise, og han synes, at det er fjollet at få dårlig samvittighed over det. Jeg bor primært hos min far, og besøger min mor hver anden weekend.
Min mor er heldigvis god at snakke med, og hun prøver virkelig at forstå mine følelser, og er meget nysgerrig på, hvad jeg tænker. Hun har sagt, at jeg skal snakke med nogen, der ved noget om alt det her mad-halløj. Det synes jeg bare måske virker lidt voldsomt, for jeg er jo ikke syg. Jeg har det jo sådan se godt. Jeg har det bare lidt mærkeligt med mad og krop og vægt.
Jeg snakker også meget med en af mine lærere, hun er super god at snakke med, og hun lytter til, hvad jeg siger. Hun synes også, at jeg skal snakke med nogen, der ved noget.
Jeg ved ikke, om I kan hjælpe mig, men nu har jeg skrevet lidt ned om, hvad jeg føler, og hvilke tanker jeg gør mig.
Hvad tænker I?
Venlig hilsen Mig.
GirlTalks svar
Kære Agnes,
Tusinde tak for at skrive ind og dele dine tanker! Det kræver enormt meget mod at dele de svære ting, så først og fremmest et kæmpe tak og skulderklap til dig for at gøre det <3
Når jeg læser dit brev, får jeg sådan lyst til at give dig et kæmpe kram! Jeg kan høre at du allerede har talt med både din far, mor og lærer om det, og det er simpelthen så sejt. I forhold til, at din far bliver sur hvis du forsøger at tale med ham om det, så tænker jeg at det kan handle om, at han synes det er rigtigt svært at sætte sig ind i og måske føler han også at han ikke ved hvad han skal gøre. Det virker som om at både din mor og lærer lytter til dig, men også foreslår at du søger hjælp og vejledning hos nogen, som måske ved lidt mere - og så er du heldigvis kommet til det rigtige sted, ved at skrive ind til GirlTalk <3
Hos GirlTalk møder vi flere piger, som slås med nogle af de samme ting som dig. Så jeg er sikker på, at der er rigtig mange der kan genkende de ting du beskriver i brevet.
Du skriver på et tidspunkt, at du føler det er voldsomt at søge hjælp til det her mad-halløj, som du selv kalder det. Det kan jeg godt forstå, for der er mange der ikke føler at deres problemer er alvorlige nok, til at søge hjælp professionelt. Men jeg vil dog mene, at ud fra det du skriver, så fylder tankerne om mad og din vægt, alt for meget, og det bekymrer mig. Jeg kan selvfølgelig også selv have dage hvor jeg ikke føler mig helt tilpas i min krop eller i det tøj jeg har på - det er desværre ret almindeligt for mange. Men så snart at man begynder at være for fokuseret på den mad man spiser og sin vægt, så synes jeg også det er bedst at søge hjælp, da det desværre har det med at udvikle sig og blive værre hvis man ikke gør noget ved det. Jeg kan også læse at du selv føler, at du ikke længere har kontrollen over det og derfor er det godt du rækker ud nu <3
Som du selv beskriver det, så opstår det her fokus på maden og vægten, som en måde at skabe kontrol i sit liv. Og som jeg kan forstå det, har du desværre oplevet mangel på denne kontrol, og derfor har du udviklet den her strategi. Når du skriver at, du på den ene side gerne vil have ordentlige spisevaner igen og på anden side gerne vil fortsætte med at spise mindre, så tænker jeg at det giver rigtig god mening at have det sådan. Jeg plejer at beskrive, for andre piger som også har problemer med deres spisevaner, at der findes dem og så findes der den her side i dem, som gerne vil have at de fortsætter med at spise mindre (eller mere). På den måde kan det hjælpe dem til, at se den her adfærd som noget som er en del af dem, men som ikke udgør hele dem - håber det giver mening. Man kan ligesom forestille sig den lille djævel, der sidder på skulderen, som i tegnefilm. Men jeg tror dog ikke på, at den side (den lille djævel) gerne vil gøre dig ondt. Den er jo netop startet som en måde hvorpå du kunne få kontrolfølelse over noget og passe på dig selv. Mange beskriver også, at det er et kompliceret forhold, fordi den både er ens bedste ven men også den værste fjende - måske er det noget du kan genkende?
Når piger skriver ind med deres problemer omkring spisevaner, så søger de ofte råd til hvad de kan gøre, og det kan jeg også fornemme at du søger. For nogen kan det hjælpe at være nysgerrig på spisevanerne. Det kan man være ved at stille disse spørgsmål til sig selv: Hvornår/hvordan opstod mit problem? Hvad giver det mig at fortsætte sådan her? Hvordan ville mit liv se ud uden mit problem?. Disse spørgsmål kan hjælpe med at finde ud af, hvorfor problemet opstod i første omgang og hvad du føler du får ud af det. Måske kan du, ved at svare på spørgsmålene, finde ud af om der er andre måder, som ikke er dårlige for dig, hvorpå du kan få den samme følelse?
Derudover kan det være en hjælp, at se problemet som jeg tidligere beskrev. Det kan gøre det nemmere for dig at forholde dig til det, uden at blive skamfuld eller få skyldfølelse over at have det sådan. Et andet råd er at få det sagt, hvilket du allerede har gjort og som er mega sejt! Det første skridt på vejen, er få sagt det højt, så du er allerede på vej! <3
Husk på, at det er en proces, som for nogen er lang og svær - og det er helt okay! Men du fortjener ikke at være styret af din vægt og din mad, for du er så meget mere end det. Du fortjener at have det godt med dig selv og føle at du har det godt i dit liv <3
Hvis du har lyst kan du søge gratis rådgivning hos organisationen LMS - de er specialiseret i problemer med madvaner og deres frivillige har selv erfaringer med det. De har mange former for rådgivning, så du kan finde den der passer til dig her . Derudover er du altid velkommen til også at bruge vores rådgivning , som har åbent hver aften <3
Jeg håber at mit svar kunne give dig lidt af det du søgte og at du vil prøve at kontakte en af rådgivningerne. jeg hepper virkelig på dig <3
Mange GirlTalk kram herfra!
Viden om
Vi guider dig i stort og småt i vores vidensunivers.
Pigetanker
Har du nogle tanker, du har brug for at få ud af hovedet, så de fylder mindre? Du kan dele dem med os her eller læse andre pigers spørgsmål, følelser og oplevelser.
Vil du vide mere om:
- Venskaber og familie
- Krop og sex
- Selvværd
- Kærlighed
- Skole og uddannelse
- Trivsel
- Andet
Alder:
- 10 år
- 11 år
- 12 år
- 13 år
- 14 år
- 15 år
- 16 år
- 17 år
- 18 år
- 19 år
- 20 år
- 21 år
- 22 år
- 23 år
- 24 år
- 24+ år
-
Han virker irriteret, når jeg siger, at der ikke skal ske mere end et kys
-
Er det okay at forestille sig scener med sin eks, selvom man nok godt ved, at man ikke kommer sammen igen?
-
Jeg føler, at alle går i det sammen tøj i nutiden, og hvis jeg bare er lidt ude af den skala, kigger folk underligt på mig
-
Jeg er bare så utryg, når jeg er sammen med min mandlige lærer
-
Hvordan kan jeg blive bedre til at tale mere åbent om min mens?
-
Jeg har en veninde som gang på gang bliver knust af den samme dreng, og hun lader ham komme tilbage hver gang
-
Jeg har fået muligheden for at møde ham, men jeg ved virkelig ikke, om jeg skal
-
Så jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, fordi jeg vil gerne være tynd, men jeg ved at sulte mig selv ikke er sundt
-
Vi har været gode venner i lang tid, inden vi blev kærester, og hvis jeg slår op med hende, er jeg bange for, at vi ikke kan være venner mere
-
Jeg ved ikke helt, om han kan lide mig, men jeg gider ikke at spørge ham
-
Kan man godt udføre seksuelle handlinger med sig selv eller med andre, når man er i sin mensperiode?
-
Noget jeg bare ikke helt forstår er, at drengene kan ikke så godt lide mig? Eller kan de?