Hey GirlTalk <3

Jeg har været sammen med min kæreste i et halvt år. Vi mødtes sidste forår og var venner lidt, indtil det pludselig gik stærkt sidste sommer, og vi blev hurtigt kærester. Han er min første kæreste og jeg er hans.
Jeg elsker ham virkelig, og overordnet har vi det rigtig godt sammen,
Vi er gode til at kommunikere, og det har vi været lige siden at det begyndte at blive seriøst.

Men siden vi fik kæreste-titlen på, i sommers, har jeg virkelig kæmpet med følelser af usikkerhed og mindre værd ift ham.
Jeg er meget tilbøjelig til at gøre ham større end mig, og være meget undskyldende overfor ham. Mindreværd og hele tiden undskylde for mig selv, er en generel ting jeg altid har haft. Jeg tror det bunder meget i min konfliktskyhed, hvilket nemlig også viser sig i vores forhold.

Jeg er meget opmærksom på andres følelser og energier mod mig og omkring mig. Og især med ham. Hvis han virker det mindste irritabel, så bliver jeg trist. Hvis han svarer lidt koldt på min besked, eller bare glemmer at svare, så er det ofte jeg går helt ind i mig selv og begynder at få tarvelige tanker om mig selv og mindreværdskomplekser, og det kan ødelægge mit humør.
Han ved alt det her; han ved at jeg overtænker, han ved jeg ofte gør ham større end mig, og jeg gør mig mindre.


Det skal dog siges, at han er helt vildt god til, at sige mig imod når jeg af automatik, undskylder for mig selv, selvom jeg har ingen grund til det. Han er også meget empatisk og opmærksom på mig og mine følelser, og han prøver at hjælpe mig med det, det kan jeg virkelig mærke.
Derfor kan han også godt mærke endda over besked, at min opførsel ændrer sig - så han kan også få dårlig samvittighed bare af at sige at han ikke kan være sammen eller noget, fordi han er bange for at det gør mig ked af det. På den måde kan det godt blive en ond cyklus nogle gange, når vi begge to er sådan nogle "føledyr", og som begge overtænker mega meget.

Vi havde en snak forleden, hvor han fortalte mig, at han godt kunne føle at han ikke var en god kæreste for mig, fordi jeg netop går og har det sådan her. Efter denne snak, har jeg tænkt endnu mere over det, og prøvet at analysere hvad, det er der gør det ved mig. Det ødelægger kvaliteten af vores forhold: når jeg går og er trist, så bliver han trist af at jeg er det, og sådan bliver vi ved med at hive hinanden ned. Og som han jo siger, så er det jo meningen vi skal hive hinanden op.

Jeg er startet til psykolog her i starten af året, da jeg kan mærke hvor meget det går udover mig. Og selvom, jeg har kunnet mærke, at det har hjulpet mig lidt, kan jeg ikke undgå at \'obsesse\':

Hver evig eneste dag, holder jeg øje med min mobil, om jeg får notifikationer fra ham - jeg sætter \'forstyr ikke\' til for lade som om at jeg er ligeglad, lade som ingenting, men alligevel swiper jeg hele tiden op på min mobil for at se om der alligevel er kommet noget fra ham...

Nogle dage er værre end andre - jeg kan være helt ligeglad og totalt hvile i mig selv, og være i stand til at skubbe de her overtænkninger væk, men andre dage går det helt vildt meget udover mit humør.

Men hvorfor er det jeg bliver sådan her?? Jeg føler jeg bliver så "afhængig" af ham, at jeg ikke kan slappe af i at sidde alene en lørdag aften og se film, når jeg ved han er ude med sine venner.
Jeg stoler på ham, fordi jeg ved at han om nogen ALDRIG ville være mig utro, så det er slet ikke det, jeg bliver usikker på eller bekymrer mig om, så hvad fanden er det så?

Jeg har altid været så god til at være alene og på egen hånd. Jeg har altid elsket mit eget selskab, og kunne hvile i det, og det vil jeg bare så godt kunne blive ved med at være i et forhold - fordi jeg kan mærke, at jeg får det hele til at dreje sig om ham. Jeg vil godt have min selvstændighed tilbage fra før vi blev kærester...

Nogle gange kommer jeg til at tænke på, om det overhovedet er godt for mig at have en kæreste, når jeg går og har det sådan her?
Jeg vil bare ikke give slip på ham, fordi det føles bare så rigtigt at være sammen med ham, og jeg elsker ham så højt.