Kære du,

Tusind tak for dit brev til os <3 Det lyder til, at det ikke er nemt at være dig for tiden, og jeg kan virkelig godt forstå dig. For dagene bliver lange og hårde, hvis man ikke har det rart i sin klasse. Jeg vil sige, at jeg synes du er helt vildt sej for at have handlet så meget på dine tanker, ved at tale med din studievejleder, din mor og ikke mindst os. Det er et stort skridt i den rigtige retning <3 

Jeg kan virkelig godt kan forstå, og genkende din frustration. Du skal vide, at jeg mange gange har skrevet med andre piger, der også har det svært i deres klasse. Selvom det måske kan være svært at se, kan jeg love dig for, at der er mange der har det som dig. Måske endda i din klasse? Hvis du har mod på det, kunne det måske give mening, at snakke med nogle fra klassen om det, f.eks. en af de to piger du kendte i forvejen.

Det er selvfølgelig svært for mig at vide præcist hvad du skal gøre, for der er jo ikke noget rigtigt svar. En ting jeg godt tør sige, er at du skal blive ved med at lytte til dig selv, og tage dine følelser seriøst, præcist som nu. Jeg er nemlig enig med dig i, at 2,5 år er lang tid i en klasse som man ikke trives med, og at det ikke er en holdbar situation som den er nu. Hvis jeg skulle komme med nogle bud på, hvad du kunne gøre, ville et være, at det måske ville give mening at give klassen lidt mere tid? Måske en måned eller to mere? Det kan godt tage noget tid for nye fællesskaber at etablere sig, og måske kan det stadigvæk nå at blive godt. Du kommer nok til at lære de andre mere at kende over tid, og måske viser nogle af dem du ikke har snakket så meget med endnu sig faktisk at være sødere end du har tænkt indtil videre?

Hvis det ikke er en god løsning (eller hvis det ikke bliver bedre efter en eller flere måneder), var der nogle andre muligheder som virkede til at være ret uoverskuelige for dig. Da jeg selv gik i 1.g skiftede jeg også klasse fra min permanente klasse til en anden klasse (med en helt anden linje), og var også vildt trist i den periode. Det der fungerede for mig, var i høj grad at tale med mine venner, min studievejleder og mine forældre, samt at skrive dagbog. Jeg skrev f.eks. lister over fordele og ulemper ved at skifte klasse. Jeg endte med at starte i en klasse hvor jeg ikke kendte en eneste, og selvom det var hårdt og overvældende, så blev det godt med tiden. Det er ikke sikkert at det er den rigtige løsning for dig, men jeg vil bare sige, at det godt kan lade sig gøre selvom det er en stor mundfuld. 

Jeg krydser fingre for, at det bliver bedre, og at det snart bliver mere rart at gå i gymnasiet. Uanset hvad, så bliv ved med at stå op for dig selv og lyt til dine tanker. Det er en svær og kompleks situation du står i, men du gør det så godt, og det skal nok blive bedre før eller siden<3. Husk, at du altid er velkommen til at skrive herind igen, eller til vores chat, hvis det hele bliver lidt meget, eller du bare har brug for et andet perspektiv. Jeg håber du kan bruge mit svar til noget. 

Knus og held og lykke, Cecilia