Kære S,

Tusind tak for dit fine brev! Hvor er det sejt, du skriver ind til vores brevkasse og fortæller om de tanker og følelser, du går med for tiden. Jeg fornemmer på dit brev, at du brænder for at få det bedre, og at der gemmer sig en hel masse mod og styrke inden i dig. Det lyder også som om, du kan blive ramt af en masse tunge og svære følelser, og at det hverken føles trygt at være hjemme hos dine forældre eller på efterskolen lige for tiden.

At være angst er en hel normal følelse at have, og jeg ved, at der er mange, der kan genkende de ting, du fortæller. At blive angst er i bund og grund din krops måde at beskytte dig mod fare - så det er rigtig godt at kunne blive angst! Men det er bare ikke så godt, når angsten kommer, når du ikke er i fare, fordi så prøver din krop jo at beskytte dig mod noget, der slet ikke er farligt. Og så er angsten faktisk rigtig meget i vejen! Det fornemmer jeg også, du føler, når du skriver, at det er rigtig svært at få din hverdag til at hænge sammen for tiden.

Det er så flot, at du gør alt, hvad du kan for at kæmpe mod angsten og blive på din efterskole! Det får mig til at tænke, at det er enormt vigtigt for dig at blive på efterskolen. Det lyder også som om, du føler et stort pres på at skulle være social hele tiden, og at du ikke føler, der er plads til at trække dig tilbage, når du har brug for det. Det er jeg sikker på, du ikke er den eneste på efterskolen, der føler! Folk har hvert deres behov for at være alene, og alles behov er helt okay. Lige nu er efterskolen dit hjem, og derfor er det rigtig vigtigt at føle, at du kan være der lige præcis på den måde, du har overskud til. Er der måske en efterskolelærer, du føler dig tryg ved, som du kan fortælle de her ting til? Måske kunne det være rart at have en snak sammen med de andre elever om, hvor vigtigt det er, at føle man kan trække sig tilbage, når man har behov for det. 

Når man ofte bliver ramt af angst, så kan angsten komme til at overtage ens tanker i mange forskellige situationer. Det lyder som om, du generelt bekymrer dig meget for tiden - også i forhold til dine forældre. Sådan nogle bekymringstanker kan nemt køre i ring inde i hovedet som en ond cirkel. Det giver rigtig god mening, at du har alle de her bekymringer, men det er ikke dit ansvar at vide sådan nogle ting - det er dine forældres ansvar!

Jeg kommer til at tænke på, om du mon har snakket med dine forældre om, at du er bange for, de skal skilles? Jeg bliver også nysgerrig på, hvor tit angsten kommer, og om der også er tidspunkter, hvor angsten ikke er der så meget? Måske er der særligt nogle tidspunkter, du bliver ramt af angsten? Hvad er det i de situationer, der sætter angsten i gang? Det kan for eksempel være en tanke, en følelse i kroppen, noget nogen siger eller gør omkring dig. Nogle gange kan det være en hjælp at vide, hvornår angsten kommer, så man kan være forbedret på det. Så kan man prøve at gå den i møde med en venlighed og åbenhed, i stedet for at den kommer som et chok.

Du skriver, du ikke har haft succes med at snakke med en psykolog, og at du måske ikke er god til at åbne op. Men hvor er det stærkt, at du kan mærke, du gerne vil tage kampen op og gerne vil vinde over angsten - for ved du hvad - det kan du godt! Og du har jo faktisk allerede taget første skridt op ad stigen ved at skrive dit brev. Kunne dit næste skridt op ad stigen være, at række ud til dine forældre eller nogen på din efterskole og fortælle om, hvordan du har det? Husk at der er rigtig mange, der vil dig det bedste! Så ræk ud og så er jeg sikker på, at en masse hænder der vil gribe dig i alt det svære <3

Jeg håber, du kan bruge mit svar til noget. Jeg håber, du også kan mærke alt den styrke, du har inden i dig, og at du har mod på at åbne op over for andre. Ellers er du også altid velkommen til at skrive ind til GirlTalks anonyme rådgivning, hvis du har brug for at skrive mere! Vi har åbent hver aften <3

Kærlige hilsner,

Signe