Chat med os i dag fra 18:30 - 24:00
Skriv et brev
Vera, 13 år
01. januar 0001

Hvordan lærer jeg at elske mig selv igen?

Hej Girltalk

Jeg er startet i 7. klasse på en ny skole, og de sidste to måneder har bare været en underlig rutchebane af følelser. Det er svært at forklare, men nogle gange føler jeg mig bare trist og ked af det, uden at jeg ved hvorfor. Min nye bedste veninde skifter også snart skole, og så vil jeg være helt alene. Mine andre klassekammerater er søde nok, men jeg er alt for genert til at prøve at blive venner med dem. Mine karaktere er okay gode, men jeg føler stadig ikke at 10 eller 7 er godt nok. Det er som om, at der en stemme i mit hoved der bliver ved med at sige, at jeg ikke er god nok og skal blive bedre. Selv da jeg fik 12, følte jeg stadig at det var skuffende, fordi jeg fik et enkelt spørgsmål forkert. Selv ting jeg rigtig godt kan lide, som at tegne og skrive historier, bliver ødelagt af stemmen der hele tiden sammenligner det jeg laver med andres. For eksempel, hvis jeg har tegnet en tegning i billedkunst som jeg syntes blev megaflot, siger stemmen "jamen hans er bedre. Hvorfor prøver du hele tiden at overgå andre? Du vil bare gerne have opmærksomhed." Jeg bliver ved med at være urimelig hård over for mig selv, og jeg vil bare gerne have stemmen til at gå væk.

Jeg er også meget tynd, fordi jeg ikke har en særlig stor appetit, og meget høj, den næsthøjeste i min klasse, og jeg har det som om at alle jeg går forbi eller kigger i øjnene i gangene, på fortovet, i metroen og butikker dømmer og hvisker om mig. Som om de bare kigger mig i øjnene og hader mig. Det er også svært for mig at kigge i spejle, fordi jeg har ret mange bumser og bliver overvældet af alle mulige lede kommentarer i mit hoved. Nogle gange står jeg bare foran et spejl og har lyst til at græde, fordi jeg syntes at den pige der stirrer tilbage på mig er grim og uduelig og ligegyldig. Det er som om at jeg gerne vil have at alle hader mig, fordi jeg ikke fortjener venner, respekt og kærlighed. Nogle gange har jeg også svært ved at komme ud af sengen, ikke kun fordi jeg har ligget vågen i fire timer om natten og gentager alle mine fejl i mit hoved, men fordi det føles så meningsløst. At spise, at gå i skole, at være sammen med venner, at gå i seng igen, det hele føles tomt og meningsløst uden at jeg ved hvorfor. Jeg begyndte også at springe frokost over, og jeg har gjort det i så lang nu, at når jeg rent faktisk fortæller mig selv at jeg er nød til at spise, er det som om noget forfærdeligt vil ske hvis jeg gør det. Jeg ved at det lyder dumt, men jeg har sådan et underligt forhold til mad. Morgenmaden skal næsten skubbes ned, frokosten bliver næsten altid sprunget over, og aftensmaden tilfredsstiller sulten. Jeg ved ikke om det er noget psykisk eller bare en underlig rutine.

Jeg er også blevet diagnoseret med Aspergers og ADD, og jeg har nogle gange svært ved at koncentrere mig, samtidig med at de andre i klassen laver jokes om autisme, som nogle gange sårer mig, selv hvis de ikke er rettet mod mig, men jeg vil heller ikke sige til dem, at de sårer mig, for jeg er bange for de mobber mig hvis de ved at jeg er autist. Jeg har søgt på internettet mange gange, fordi jeg bare gerne vil have at vide hvordan jeg får stemmen til at gå væk, men jeg faldt bare ned i et bundløst hul af hjemmesider om depression, social angst, stress, spiseforstyrrelser, selvhad og alle mulige former for psykiske lidelser. Jeg føler ikke, at jeg kan tale med min forældre eller venner om det, for jeg er bange for at de bliver sure eller siger at jeg lyver om det.

Hvordan lærer jeg at elske mig selv igen? Kh Vera

Læs hele brevet

GirlTalks svar

Kære Vera,

Mange gange tak for dit brev og for at have taget dig mod til at dele dine tanker her. Det ved jeg ikke altid er nemt, så tak <3

Når jeg læser dit brev får jeg sådan lyst til at give dig et stort kram! Hvor lyder du bare som en fantastisk klog, sød og dejlig pige, som er så reflekteret over sine følelser. Det er så sejt at du kan mærke hvad der sker i dig, og selvom det kan være hårdt, så synes jeg at det er en kæmpe gave at du har så god en forståelse for, hvad der sker indeni dig! 

Jeg kan høre, at der sker rigtig mange ting i dit liv, hvor du ikke føler at alting går som de skal. Du skal vide at den følelse, kender mange unge piger og inklusiv mig selv. Jeg tror mange af os, kan blive i tvivl om vi er gode nok og også har en stemme i hovedet, som kan være tarvelig. Så du er virkelig ikke alene om, at have det sådan, desværre <3

For at opsummere lidt på dit brev, så forstår jeg det som om, at du kæmper med at du lige er startet på en ny skole, karakterer, de andres meninger om dig, dine madvaner og at du også har fået 2 diagnoser. Jeg vil forsøge at komme lidt omkring det hele i mit svar til dig.

En ny skole og klasse er for mange en mega svær overgang. Jeg skiftede også selv skole, da jeg startede i 7. og jeg synes også det var noget af en omvæltning. Du skriver at din bedste veninde snart skifter skole, hvilket jo er ærgerligt, men måske betyder det at du kan prøve at snakke med nogle af de andre fra klassen? Du skriver selv, at de virker søde nok - så måske skal du prøve at tage kontakt til nogen af dem. Jeg ved godt det kan være svært, især hvis man er genert, men jeg er sikker på at du godt kan og at de også vil synes det er fedt at du opsøger dem <3

I forhold til karakterer så kan jeg høre at de fylder meget hos dig. Det tror jeg det gør for mange faktisk. Jeg har også gået meget op i hvad jeg fik dengang jeg gik i folkeskole. Men for nogle år siden, tog jeg en beslutning om, at karakterne ikke længere skulle definere hvem jeg var. Måske det kunne være noget du også kunne øve dig på? Vi bliver som unge vejet og målt hele tiden, i forhold til hvordan vi præsterer - og det er super udmattende i længden! Og nu efter nogle års erfaringer, kan jeg sige at det er ikke dine karakterer der bestemmer hvem du er som menneske. Du er så meget mere end et tal på vægten, målebåndet eller på karakterskalaen. Din værdi kan og skal ikke vurderes i tal, for du er lige som du skal være uanset hvad <3

Du beskriver at du ofte føler at folk tænker grimme tanker om dig - igen så kan jeg godt genkende det fra mig selv. Men det er faktisk virkelig sjældent, hvis overhovedet nogensinde, at folk på gaden eller i klassen tænker negativt om dig. Faktisk tænker folk slet ikke så meget på os, som vi kan gå og forestille os. De andre har ligeså travlt med at gå og tænke over hvad andre mon tænker om dem. Måske kan det hjælpe på det, at du husker dig selv på det? Det har i hvert fald hjulpet mig, at huske på det.

Du skriver at du er begyndt at springe måltider over og generelt har ændret din spise adfærd. Først vil jeg virkelig rose dig for at du er opmærksom på det, for når du er det, kan du også nemmere gøre noget ved det igen! Jeg har talt med flere piger, som har skrevet omkring spiseforstyrrelser eller at springe måltider over. Det som ofte går igen hos de piger er, at de har følt at de har mistet kontrollen over deres liv. Ved så at fravælge at spise eller spise mindre, giver det dem en følelse af endelig at være i kontrol over noget. Kan du genkende den følelse? 

Man skal huske på, at mad ikke er fjenden. Mad og væske er vigtige for os, for at holde vores krop sund og rask. Hvis man ikke får den rigtige mængde af mad og væske, kan det gøre os meget syge, endda forsinke kroppens udvikling, særligt når man er ung og i puberteten. Så det kan få nogle ret alvorlige konsekvenser. Derfor er det mega sejt at du er blevet opmærksom på det, så du kan ændre dit spisemønster igen <3

Til sidst skriver du at har fået diagnoser. Måske har det været rart for dig at få noget at forholde dig til? Du skal vide at det ikke ændrer på, at du stadig er en skøn og dejlig ung pige, bare fordi du har fået diagnoser. Selvom der oftest fokuserer på hvilke begrænsninger diagnoser har, så kan du måske fokusere på hvilke styrker de giver dig? For der er også nogle gode ting man kan tage ud af diagnoserne. Du nævner at dem i klassen nogle gange laver sjov med autisme, og til det tænker jeg at det er fordi de ikke ved bedre. Børn og unge har desværre en tendens til at lave sjov med det som de ikke kender til. Men det betyder ikke at det er dig den er gal med, tværtimod. Måske kunne det være rart for dig at sige til en lærer at du har diagnoserne, og om I kunne tale om det alle sammen i klassen - uden at du behøver at fortælle at du har dem selv. På den måde kan dine klassekammerater få en forståelse for, hvad diagnoser er, så de ikke længere laver sjov med det?

Nu har jeg prøvet at være lidt omkring i mit svar til dig. Jeg kan godt høre at der er mange ting der fylder hos dig, og derfor bliver jeg også nysgerrig på, om du mon har fortalt det her til nogle andre? Dine forældre, en god lærer eller en anden voksen, som du stoler på? Jeg tænker, at det må være rigtig tungt for dig, at bære rundt på alt det her helt alene. Min erfaring er, at hvis man deler sine tanker med andre, så kan tingene blive lidt lettere og overskuelige. Derudover synes jeg ikke, at du skal tage den her kamp alene, selvom jeg godt kan mærke at du er en fighter. Man kan og skal ikke kæmpe alle kampe i livet alene. Vi har brug for andre <3

Så måske kan du ved at åbne op for en, få lidt hjælp til at få plads og overskud til at elske dig selv igen? Det synes jeg i hvert fald at du fortjener! Vi skal leve med os selv resten af livet, så man kan ligeså godt være sød og omsorgsfuld overfor sig selv. Jeg plejer at huske mig selv på, at jeg skal tale til mig selv, som om jeg var min bedste veninde. Du ville jo heller aldrig tale så grimt om din bedste veninde vel? 

Så husk at passe godt på dig selv og din krop. Du er god nok! 

Hvis du har lyst er du altid velkommen til at skrive ind til vores rådgivning. Det kan måske også være rart at få delt dine tanker hos os, hvis du ikke er helt klar til at dele det med nogen du kender endnu. Vi er her i hvert fald dig. Vi har åbent hver aften og det er helt gratis at skrive ind <3 

Jeg ønsker dig al det bedste og hepper virkelig på dig! 

Kæmpe GirlTalk kram! <3

 

 

Del dine tanker med os

Vi svarer på dit brev så hurtigt som muligt. Du finder dit svar her på siden.








Pigetanker

Har du nogle tanker, du har brug for at få ud af hovedet, så de fylder mindre? Du kan dele dem med os her eller læse andre pigers spørgsmål, følelser og oplevelser.

Skriv et brev

Filtre
Skriv et brev
Filter pigetanker

Vil du vide mere om:

  • Venskaber og familie
  • Krop og sex
  • Selvværd
  • Kærlighed
  • Skole og uddannelse
  • Trivsel
  • Andet

Alder:

  • 10 år
  • 11 år
  • 12 år
  • 13 år
  • 14 år
  • 15 år
  • 16 år
  • 17 år
  • 18 år
  • 19 år
  • 20 år
  • 21 år
  • 22 år
  • 23 år
  • 24 år
  • 24+ år
Vis flere filtre Vis færre filtre
1125 Resultater