Jeg vil gerne vise hende at jeg er der for hende, men jeg ved ikke hvordan
Kære Girl Talk
Jeg har en rigtig god veninde, men før sommerferien skete der noget som bekymrer mig. Hun holdt op med at spise. Hun sagde selv at hun altid følte sig mæt, og fik det dårligt efter bare én bid. Hun fik sommerferie et par uger før os. Lærerne sagde at hun var blevet stresset og havde brug for en pause. I løbet af ferien skrev jeg til hende et par gange, men hun svarede ikke😞
Da sommerferien var slut, var jeg rigtig glad, fordi jeg havde glædet mig meget til at se hende igen. Men hun dukkede ikke op. Efter nogle uger sagde vores lærere at hun lige så stille ville starte op igen. Men hun har kun været her ca. 6 lektioner på 4 uger. Jeg ved at det er super svært for hende. Og jeg har ingen idé om hvor slem en spiseforstyrrelse hun har haft, men jeg er meget bekymret for hende. Jeg savner hende rigtig meget, og jeg vil gerne vise hende at jeg er der for hende men jeg ved ikke hvordan.
Please hjælp mig!
GirlTalks svar
Kære Emilie,
Tak for dit brev til GirlTalk og for at lufte dine bekymringer for din veninde <3
Det kan være rigtig svært at være pårørende til en veninde med spiseforstyrrelse - især fordi man ikke ved, hvad man skal stille op, eller hvad man skal gøre for at kunne hjælpe vedkommende.
Det at du kontakter din veninde for at høre, hvordan hun har det er alene et tegn på, at du er en rigtig god veninde for hende. Hun er virkelig heldig over at have dig som veninde. Det er dog vigtigt at understrege, at det aldrig er dit ansvar at afhjælpe en med en spiseforstyrrelse, og at det ikke er muligt for dig at gøre mere, end du allerede gør i forvejen <3
Jeg kan faktisk virkelig godt relatere til din historie. Da jeg gik i 8. klasse fik min bedste veninde en spiseforstyrrelse, og hun var ikke i skole det meste af 8-9 klasse. fordi hun var indlagt. Det tog meget hårdt på mig, fordi jeg ikke følte at jeg kunne gøre noget. Så jeg kan virkelig godt forstå den følelse af magtesløshed, som jeg kan forestille mig, at du sidder med.
Jeg har efterfølgende talt flere gange med min veninde omkring hendes spiseforstyrrelse, og den periode hvor hun var indlagt. Hun fortalte mig, at det som hun havde brug for dengang var, at vide at jeg var der for hende. Jeg skrev også beskeder, som hun ikke svarede på, fordi hun ikke havde overskuddet. Men bare det at jeg skrev til hende en gang i mellem, gjorde at hun ikke følte alene. Så jeg tænker det er rigtig fint, at du fortsætter med at skrive til din veninde, for at vise at du er der <3
Det at ville hjælpe andre og særligt dem man holder af er en helt naturlig følelse, vi mennesker har. Derfor forstår jeg også godt, at du synes det kan være svært at hjælpe hende. Men jeg er sikker på, at hun godt kan mærke at du er der for hende. Som du så fint skriver i dit brev, så er det okay at skrive til hende at du savner hende og ville ønske du kunne gøre mere for hende. Det er jeg sikker på, at hun vil blive glad for at høre.
Jeg ved godt, at det kan føles utrolig tomt at stå der, hvor du er nu. Men jeg lover dig, at det nok skal blive godt igen. Din veninde har forhåbentlig en masse gode voksne omkring hende, som hjælper hende, og den viden kan måske give dig lidt ro? Du må i hvert fald ikke glemme dig selv i det her, selvom det kan være svært. Så husk på, at det også er okay at du deler dine svære tanker med andre, så du ikke går med det hele alene - det skal du ikke <3
Jeg ved ikke om du har delt dine tanker med nogen endnu, men ellers vil jeg virkelig anbefale det. Dengang jeg selv oplevede det med min veninde, talte jeg meget med min mor omkring mine tanker og følelser, og det var rart både at kunne få tankerne ud af hovedet, og nogle gange få nogle gode råd af min mor. Måske har du en voksen, søskende eller en anden god veninde, som du kunne dele dine tanker med? Hvis ikke du er klar til at dele med nogen af dem endnu, så kan du også skrive ind til GirlTalks chat eller SMS-rådgivning. Vi er i hvert fald altid klar til at lytte og være der for dig <3
Jeg håber du fik mere ro efter at have læst dette brev. Det er i hvert fald ikke dit ansvar at din veninde får det bedre igen, men du kan vise at du er der for hende, når hun er klar. Du er en mega sej og betænksom ung pige, og jeg håber virkelig at både du og din veninde kan se tilbage på den her tid en dag, og være glade for det venskab I har sammen <3
Kæmpe Girltalk kram herfra!
Viden om
Vi guider dig i stort og småt i vores vidensunivers.
Pigetanker
Har du nogle tanker, du har brug for at få ud af hovedet, så de fylder mindre? Du kan dele dem med os her eller læse andre pigers spørgsmål, følelser og oplevelser.
Vil du vide mere om:
- Venskaber og familie
- Krop og sex
- Selvværd
- Kærlighed
- Skole og uddannelse
- Trivsel
- Andet
Alder:
- 10 år
- 11 år
- 12 år
- 13 år
- 14 år
- 15 år
- 16 år
- 17 år
- 18 år
- 19 år
- 20 år
- 21 år
- 22 år
- 23 år
- 24 år
- 24+ år
-
Jeg opdagede først i går, at jeg har et kæmpe crush på ham, og han betyder meget for mig
-
Jeg er ikke som de andre, der nærmest lever deres liv gennem en skærm
-
Hvad skal jeg gøre, for han lægger bare lidt mærke til mig uden at spørge ham om noget
-
Om 1 måned skal jeg have togskinner, og jeg ved, at han 100% ikke ville kunne lide mig
-
Jeg er bange for, at mine roomies siger det videre til ham og hans venner
-
Jeg har ikke fået min mensturation endnu
-
Hvorfor skal jeg være så bange for at tale med ham?
-
Hvordan dufter man bedre dernede?
-
Jeg gider jo ikke være hende den skrappe og vil hellere være sød i stedet for hård
-
Jeg er bange for at starte i skole her efter sommerferien
-
Jeg er bange for, at min bedste veninde er vild med min kæreste
-
Jeg savner hende rigtig rigtig meget, og jeg ved ikke, om jeg kan klare mig uden hende