Kære Emilie,

Tak for dit brev til GirlTalk og for at lufte dine bekymringer for din veninde <3

Det kan være rigtig svært at være pårørende til en veninde med spiseforstyrrelse - især fordi man ikke ved, hvad man skal stille op, eller hvad man skal gøre for at kunne hjælpe vedkommende. 

Det at du kontakter din veninde for at høre, hvordan hun har det er alene et tegn på, at du er en rigtig god veninde for hende. Hun er virkelig heldig over at have dig som veninde. Det er dog vigtigt at understrege, at det aldrig er dit ansvar at afhjælpe en med en spiseforstyrrelse, og at det ikke er muligt for dig at gøre mere, end du allerede gør i forvejen <3

Jeg kan faktisk virkelig godt relatere til din historie. Da jeg gik i 8. klasse fik min bedste veninde en spiseforstyrrelse, og hun var ikke i skole det meste af 8-9 klasse. fordi hun var indlagt. Det tog meget hårdt på mig, fordi jeg ikke følte at jeg kunne gøre noget. Så jeg kan virkelig godt forstå den følelse af magtesløshed, som jeg kan forestille mig, at du sidder med.

Jeg har efterfølgende talt flere gange med min veninde omkring hendes spiseforstyrrelse, og den periode hvor hun var indlagt. Hun fortalte mig, at det som hun havde brug for dengang var, at vide at jeg var der for hende. Jeg skrev også beskeder, som hun ikke svarede på, fordi hun ikke havde overskuddet. Men bare det at jeg skrev til hende en gang i mellem, gjorde at hun ikke følte alene. Så jeg tænker det er rigtig fint, at du fortsætter med at skrive til din veninde, for at vise at du er der <3

Det at ville hjælpe andre og særligt dem man holder af er en helt naturlig følelse, vi mennesker har. Derfor forstår jeg også godt, at du synes det kan være svært at hjælpe hende. Men jeg er sikker på, at hun godt kan mærke at du er der for hende. Som du så fint skriver i dit brev, så er det okay at skrive til hende at du savner hende og ville ønske du kunne gøre mere for hende. Det er jeg sikker på, at hun vil blive glad for at høre.

Jeg ved godt, at det kan føles utrolig tomt at stå der, hvor du er nu. Men jeg lover dig, at det nok skal blive godt igen. Din veninde har forhåbentlig en masse gode voksne omkring hende, som hjælper hende, og den viden kan måske give dig lidt ro? Du må i hvert fald ikke glemme dig selv i det her, selvom det kan være svært. Så husk på, at det også er okay at du deler dine svære tanker med andre, så du ikke går med det hele alene - det skal du ikke <3 

Jeg ved ikke om du har delt dine tanker med nogen endnu, men ellers vil jeg virkelig anbefale det. Dengang jeg selv oplevede det med min veninde, talte jeg meget med min mor omkring mine tanker og følelser, og det var rart både at kunne få tankerne ud af hovedet, og nogle gange få nogle gode råd af min mor. Måske har du en voksen, søskende eller en anden god veninde, som du kunne dele dine tanker med? Hvis ikke du er klar til at dele med nogen af dem endnu, så kan du også skrive ind til GirlTalks chat eller SMS-rådgivning. Vi er i hvert fald altid klar til at lytte og være der for dig <3

Jeg håber du fik mere ro efter at have læst dette brev. Det er i hvert fald ikke dit ansvar at din veninde får det bedre igen, men du kan vise at du er der for hende, når hun er klar. Du er en mega sej og betænksom ung pige, og jeg håber virkelig at både du og din veninde kan se tilbage på den her tid en dag, og være glade for det venskab I har sammen <3 

Kæmpe Girltalk kram herfra!