Chat med os i dag fra 19:00 - 23:00
Skriv et brev
Anonym, 12 år
04. juni 2024

Det føltes som om, at jeg heller ikke har det slemt nok til at få hjælp

Hej. Jeg er en pige på 12 år. Jeg har altid været bange for hvad andre tænker om mig men her i 2024 er det blevet meget værre. Jeg kan ikke styre mine tanker og de fylder meget mere end før. Jeg har det virkelig dårligt med mig selv og jeg kan næsten ikke tænke på andet. Jeg skiftede skole sidste år og jeg er bange for ikke t få nogen venner. Jeg kan ikke engang lide migselv så hvorfor skulle andre kunne? Jeg begyndte at skære i migselv for noget tid siden, og nu kan jeg ikke rigtig stoppe. Det er det eneste der kan få mig til at tænke på noget andet. Jeg ved godt at jeg ikke skal skære i migselv og hvad nu hvis nogen finder ud af det? Måske ville det være godt, for så kunne man sikkert få noget hjælp, men det føltes som om at jeg heller ikke har det slemt nok til at få hjælp. Jeg hved ikke hvorfor det er så svært, for alle i min nye klasse er søde mod mig men alligevel føltes det som om de ikke kan lide mig.

Læs hele brevet

GirlTalks svar

Kære 12-årige pige <3 

Tusind tak for dit fine og meget ærlige brev. Jeg sætter virkelig pris på, at du har brugt tid på at skrive herind, og jeg vil forsøge så godt som muligt at give dig et fint svar, som du kan bruge. Hvis du har nogen spørgsmål efter, at du har læst mit svar til dig, eller du har lyst til at snakke videre, så er du mega velkommen i vores rådgivning, hvor vi kan skrive sammen om hvad som helst. Men jeg vil forsøge at komme så godt som muligt rundt om alle dine spørgsmål og tanker herunder <3  

Jeg kan virkelig godt spejle mig i det, som du skriver om ikke at kunne styre sine tanker. Det er tit, når vi kæmper meget med os selv, at vi kan få et stort tankemylder, hvor vi har svært ved at mærke os selv, og hvad vi egentlig har brug for. Det er en helt naturlig del af, at vi udvikler os, men jeg kan godt forstå, hvis det er frustrerende ikke at kunne styre tankerne. 

Du skriver, at du skiftede skole sidste år og er bange for ikke at få nogen venner. Jeg tænkte på, om det måske er derfra, at du er bange for, hvad andre tænker om dig? Jeg kan virkelig godt forstå, hvis det har været svært eller udfordrende at skifte skole, fordi man kommer ind et sted, hvor alle de andre kender hinanden. Og man kommer lidt til at stikke ud, selvom man virkelig prøver at blive venner med de andre. Du fortæller i dit brev, at de andre i din nye klasse er søde mod dig, men alligevel føles det ikke som om, at de kan lide dig. Jeg forstår godt at du kan få den følelse, og de tanker kan fylde i hovedet. Jeg tænkte bare på, om den følelse måske kommer af, at du stadig bærer rundt på en frygt for ikke at få nogen venner. Så i stedet for at stole på, at dine klassekammerater godt kan lide dig for den du er, så tager du måske naturligt afstand, fordi du er bange for at blive såret eller være alene? 

Det er i hvert fald en helt naturlig reaktion på at skifte skole og have tankemylder. Så du må love mig ikke at blive vred eller ked af det over, hvordan du handler eller er. Jeg kan mærke gennem dit brev, at du er et meget opmærksomt og kærligt menneske, så om nogen fortjener du at have folk omkring dig, som vil dig alt det bedste <3 

Det berør mig virkelig meget, at du ikke kan lide dig selv, og at du er begyndt at skære i dig selv. Jeg sætter virkelig pris på, at du er ærlig og tør dele så personlig en ting med mig, og jeg vil super gerne hjælpe dig så godt, som jeg kan. Jeg er lidt nysgerrig på, hvordan denne trang ser ud for dig. Har du den ofte, eller er der måske nogle bestemt ting, som udløser denne trang? Har du delt det med andre, eller er det noget, som du bærer rundt på selv? Har du gjort dig nogle erfaringer i forhold til, hvad der kan hjælpe dig, når trangen opstår? 

Når jeg har skrevet med andre piger, som giver udtryk for nogle af de samme følelser som dig, så har vi snakket om, hvordan det kan være en hjælp at flytte fokus, når denne trang opstår. For nogle kan det hjælpe at gå en tur, selvom det virker helt uoverskueligt, når man har trangen. Men for nogle af pigerne hjælper det, fordi man har svært ved både at mærke naturen gennem sine sanser og samtidig mærke sine følelser. På den måde kan trangen komme lidt på afstand. Andre piger har snakket om, at det hjælper dem, hvis de eksempelvis tegner eller strikker, fordi det at holde hænderne i gang med noget andet gør, at hænderne ikke automatisk handler på det, som deres hoved siger. Det er ikke sikkert, at lige netop de forslag virker for dig, men ville du have modet til at prøve det af? 

Det sidste og allervigtigste i dit brev er, at du skriver, at du ikke føler, at du har det slemt nok til at få hjælp. Søde, kærlige, omsorgsfulde dig - du fortjener lige så meget som alle andre at få hjælp <3 Det må du aldrig tvivle på <3 Du er lige så meget værd som enhver anden, så hvis du kan mærke inde i dig selv, at du faktisk gerne vil have en hånd med at løfte nogle af alle de følelser, som du bærer rundt på helt alene inde i dig selv, så skal du bare sige det højt. For selvfølgelig skal du have hjælp, hvis du gerne vil have det <3 Derudover er det vigtigt at sige, at der ikke findes nogen grænse for hvor slemt man skal have det for at kunne få eller bede om hjælp. Alle fortjener at få hjælp, hvis de har det svært <3 

Du skriver at du er nervøs for at andre finder ud af det, men at det samtidig ville være dejligt at få hjælp. Det synes jeg er en rigtig flot tanke, og det er modigt at indse at man gerne vil have hjælp. Det kan selvfølgelig godt være svært, når man skal finde ud af, at få sagt til et andet menneske, at man gerne vil have hjælp, men det vil vi virkelig gerne hjælpe dig med herinde hos GirlTalk, hvis du har brug for det. Det vigtigste er, at du snakker med en veninde, forældre, lærer eller en anden person, som du føler dig tryg ved. Og så længe at du er lige så ærlig og omsorgsfuld, som du har været i brevet her, så er jeg sikker på at hjælpen venter lige rundt om hjørnet <3 

Endnu en gang tusind tusind tusind tak for dit brev. Jeg sætter virkelig meget pris på, at du har skrevet herind, og at jeg har fået lov til at besvare dit brev. Jeg ved, at du har mange følelser og tanker i kroppen lige nu og måske særligt efter, at du har læst mit svar til dig. Husk at du altid kan gemme svaret og gå tilbage og læse det igennem igen senere. Jeg sender dig i hvert fald en masse kram og kærlighed <3 

Mange knus fra Katrine 

Del dine tanker med os

Vi svarer på dit brev så hurtigt som muligt. Du finder dit svar her på siden.








Pigetanker

Har du nogle tanker, du har brug for at få ud af hovedet, så de fylder mindre? Du kan dele dem med os her eller læse andre pigers spørgsmål, følelser og oplevelser.

Skriv et brev

Filtre
Skriv et brev
Filter pigetanker

Vil du vide mere om:

  • Venskaber og familie
  • Krop og sex
  • Selvværd
  • Kærlighed
  • Skole og uddannelse
  • Trivsel
  • Andet

Alder:

  • 10 år
  • 11 år
  • 12 år
  • 13 år
  • 14 år
  • 15 år
  • 16 år
  • 17 år
  • 18 år
  • 19 år
  • 20 år
  • 21 år
  • 22 år
  • 23 år
  • 24 år
  • 24+ år
Vis flere filtre Vis færre filtre
1132 Resultater