Hej søde dig <3 

Tusind tusind tusind tak for dit fine brev. Jeg kan virkelig mærke, hvor mange tanker og følelser, du har lagt i dit brev til mig, så jeg lover at besvare det så godt, som jeg kan! Jeg har anonymiseret brevet, men jeg lover at komme omkring alt det, som du har spurgt om <3 

Allerførst vil jeg bare gerne rose dig. Helt seriøst og ærligt - det kræver så meget mod og styrke at skrive så ærligt et brev. Så jeg vil bare gerne lige starte med at rose dig, fordi jeg virkelig allerede ud fra dit brev kan mærke, hvor stærk du er inderst inde. Det vil jeg virkelig gerne hjælpe dig med at finde frem, så du kan passe godt på dig selv også! 

Jeg kan læse ud fra dit brev, at du har været igennem meget, og det er helt forståeligt, at du føler dig overvældet. Jeg kan mærke, hvordan mange små situationer, som for eksempel den med din far, har været med til at påvirke dig meget, og det er jeg virkelig ked af. Jeg tror virkelig ikke, at den far har ment det sådan, som han har sagt det, men det giver ham omvendt heller ikke ret til at tale sådan til dig. Jeg tror måske ikke, at din far er klar over, hvor meget hans ord påvirker dig, men samtidig forstår jeg også godt, hvordan det kan være utroligt svært at sige til ham. 

Du skriver i dit brev, at du har haft det elendigt i 2 år, og det er jeg utrolig ked af at høre. Det er virkelig lang tid at gå og kæmpe med sig selv. Det rør mig meget, når du skriver, at du ikke føler, at du er noget værd, hvis du ikke har det tydeligt elendigt. Der er slet ikke nogen opskrift på, hvor elendigt vi må eller ikke må have det, så jeg har egentlig lidt lyst til at spørge dig, hvor den tanke er opstået? Jeg vil i hvert fald bare gerne understrege over for dig, at dine følelser er vigtige. Det er helt naturligt at føle, at man ikke har det "dårligt nok" sammenlignet med andre, men dine følelser og oplevelser er vigtigt uanset hvad. Du behøver ikke føle, at din "elendighed" først er noget værd, når man fysisk kan se den på dig, men jeg forstår godt, hvorfor du har det sådan. Måske det for dig er blevet en måde at tackle dine følelser. Det er altså på den ene side helt naturligt at have det sådan, men jeg skriver også bare dette for at minde dig om, at du ikke behøver det. Dine udfordringer og smerter i livet er lige så vigtige som enhver andens <3 

Jeg forstår virkelig godt det, som du fortæller om, at du har svært ved at ligge ting bag dig. Det er en følelse, som jeg virkelig godt kan genkende fra mig selv også. Du fortæller i dit brev, at du panikker til sociale ting, og at du heller ikke altid bliver inviteret med til ting. Det er jeg virkelig ked af at høre <3 Jeg har måske lyst til at spørge lidt ind til, om du ved hvorfor disse ting sker? Måske der er et mønster at finde, som du kan prøve at bruge til din fordel. Eksempelvis hvis du altid ved, at det er i store forsamlinger, at du panikker, så kan det være, at du helt bevidst skal holde dig fra dem? Hvis vi nu siger, at du blev inviteret til en stor fest af din veninde, så kunne du jo eksempelvis sige til din veninde, at du ikke kunne komme til selve festen, men at du gerne ville fejre hende ugen efter. For på den måde for du måde vist din veninde, at du gerne vil hende, men samtidig passer du også på dig selv <3 

Egentlig lyder det lidt på dig som om, at der er rigtig mange udfordringer, og jeg tænker lidt, om de måske alle sammen hænger lidt sammen - og på den måde også alle sammen påvirker dig. Jeg tænker, at hvis man kæmper med sig selv, så er det både svært at være noget for sig selv, men også for andre. Derfor kan ens relationer godt komme til at hænge i en tynd tråd, og man føler sig måske heller ikke særlig vigtig for andre. Men det er du! Du er vigtig, du er værdifuld og du er elsket <3 

Du skriver, at du gerne vil få det bedre, og det vil jeg prøve det bedste på at hjælpe dig med. Hvis du nu læser mine råd, og du så kommer på et spørgsmål, eller der er noget, som du gerne vil have uddybet, så skriv ind til os i rådgivningen. Der sidder vi klar hver aften, og du er mere end velkommen. Men nu til mine råd <3 

Mit første råd er, at du skal tage en dag ad gangen. Lige nu er du i en proces, hvor du gerne vil passe bedre på dig selv. Det tager tid! Mind dig selv om, at det er helt okay at tage tingene langsomt og fokusere på én ting ad gangen. Du behøver ikke have alle svarerne lige nu. Hvert skridt er en sejr eller en læring <3 Derfor skal du også vide, at du ikke kan løse alle dine problemer på én gang, men hvis du tager en af tingene ad gangen, så skal du nok komme i mål på sigt. 

Hvis du har mod på det, så synes jeg, at du skal se, om du ikke kan finde ting, som kan give dig glæde og ro i hverdagen. Noget som du kan se frem til at stå op til. Det kan være helt små ting, som at lytte til dit yndlingsmusik, spise dit yndlingsmorgenmad eller gå en tur inden dagen rigtig skal starte. Det kan også være, at du kan finde ting, som du kan lave, når du kommer hjem, som eksempelvis at strikke, sy eller tegne. Det kan måske også hjælpe, hvis du skriver dagbog for på en måde at få alle tankerne ud af hovedet og ned på et stykke papir i stedet for? Selv små positive eller rolige øjeblikke kan gøre en stor forskel, så hvis du har mod på det, så synes jeg, at du skal prøve at finde de ting, som giver dig glæde <3 

En meget vigtig del af at få det bedre handler om, hvordan man snakker til sig selv. Man skal ligesom forestille sig, at hvis man kun siger grimme eller onde ting til sig selv, så kan det være virkelig svært at se alle de gode ting, og så kommer man lidt ind i en ond spiral. Det er en super svær øvelse, men et råd fra mig er, at du prøver at blive ved med at minde dig selv om, at du er værdifuld <3 Ved at erstatte de negative tanker med positive, så bliver verden automatisk lidt lysere. Du skal være din egen bedste ven - og særligt når dagene er lidt svære at komme igennem. Jeg tror på dig <3 

Jeg vil gerne gribe fat i noget af det sidste, som du skriver i dit brev. Nemlig at du er skrækslagen for, at din mor vil føle, når hun får at vide, hvad der sker inde i dig lige nu. Det kan jeg virkelig godt forstå. Det er virkelig hårdt, når vi skal være ærlige og sårbare overfor mennesker, som vi elsker. Men tror du ikke, at din mor ville blive endnu mere glad for, at du faktisk turde sige noget til hende? Lige nu går du rundt alene og bærer rundt på hvad man kan kalde en hemmelighed. Men jeg er sikker på, at du har mennesker omkring dig, som ville ønske, at de måtte hjælpe dig med dine udfordringer - du skal bare give dem lov <3 Mit sidste og største råd til dig er, at du skal dele dine følelser med andre, som du så fint har gjort det i brevet her til mig. At tale om sine følelser kan være en enorm lettelse, og jeg er sikker på, at din mor vil hjælpe dig så godt som hun kan, hvis du deler dine tanker med hende <3 

Hvis du beslutter dig for at snakke med din mor, så synes jeg, at du skal tænke over, hvordan du siger det til hende. Gør det en dag, hvor I har god tid til at snakke tingene igennem, og sørg for at fortælle hende, at det, som du gerne vil snakke med hende om, er meget sårbart for dig, men at du gerne vil have hendes hjælp til at løse det. Så er jeg sikker på, at hun møder dig med kærlighed og omsorg. Hvis du har lyst, så kan du også vise hende dit brev til mig eller det svar, som jeg har skrevet her. Så har hun måske en bedre fornemmelse af, hvad der er på spil for dig <3 Du fortjener lige den hjælp, som du har brug for <3 

Kære du - en sidste gang vil jeg gerne takke for dit brev, mod og ærlighed. Jeg ville sådan ønske, at jeg kunne give dig et kram og sige, at alt nok skal gå. Men krammet må du få gennem skærmen, men jeg kan love dig, at alt løser sig. Det er jeg sikker på! Og du har det største heppekor i mig! 

Lov mig at skrive ind igen, hvis du får brug for det. Hos GirlTalk er du altid velkommen <3 Mange mange mange kram fra Katrine <3